S skal være en evig kampagnemaskine

Af | @MichaelBraemer

Socialdemokratiet har brug for en kultur, der tillader også ledende politikere at være uenige i partiets politik. Det mener partiformandens kandidat til posten som partisekretær Jens Christiansen, som vil styrke menige medlemmers indflydelse på udviklingen af politikken og gøre partiet til en aldrig hvilende kampagnevirksomhed.

Jens Christiansen har ikke ladet sig slå ud af, at store dele af baglandet tilsyneladende vender sig mod en gennemgribende fornyelse af den socialdemokratiske organisation, som skitseret i Ugebrevet A4 i sidste uge. Folk er ikke imod fornyelsen, men reagerer mod det moderne management-sprog i en plan, som kun er et inspirationspapir, mener partiformand Poul Nyrup Rasmussens bud på en ny partisekretær – og dermed den mand, der med stor sandsynlighed skal føre en organisatorisk fornyelse ud i livet.

Jens Christiansen er efterhånden erfaren inden for fornyelse i Socialdemokratiet. Han var medforfatter til oplægget »To minutter i tolv«, der i 1995 til Nyrup-fløjens begejstring og traditionalisters fortrydelse foreslog gennemgribende fornyelse af partiet. Flere af debatgruppens forslag blev til virkelighed allerede på kongressen året efter, mens andre var for vidtgående.

Det gjaldt blandt andet forslaget om færre organisatoriske led, for at mindske afstanden mellem det menige medlem og partitoppen. Forslaget er igen i spil og vækker anstød i den aktuelle debat, men i dag lægger Jens Christiansen selv afstand til tanken. Der er, siger han, fire-fem led til toppen: Partiforening, kredsforening, amtsorganisation, hovedbestyrelse og forretningsudvalg, og han kunne godt tænke sig en fladere struktur. Problemet er bare, at hvert af de organisatoriske led danner et nødvendigt bagland for et tilsvarende politisk niveau: Kommunalbestyrelse, amtsråd og så videre.

Han afviser også kategorisk den for mange så kætterske tanke om at inddrage ikke-partimedlemmer i formuleringen af partiets fremtidige politik. Nyt logo og et nyt slogan, ja! Og hvis nogen vil kalde det branding, så for hans skyld gerne! Men socialdemokrater har nu, som han påpeger, altid været ret gode – og under alle omstændigheder de bedste – til at formulere partiets politik.

For Jens Christiansen handler fornyelsen nu mest af alt om noget kulturelt – om at indføre nye organisationsformer og arbejdsmetoder for at gøre partiet tidssvarende og attraktivt at være medlem af. Bortset fra en medlemstilgang som reaktion på valgnederlaget har Socialdemokratiet svært ved at holde fast i gamle medlemmer og endnu sværere ved at tiltrække nye og især unge medlemmer. Derfor skal medlemmerne i højere grad inddrages i politikudviklingen og have større indflydelse for at finde partiarbejdet umagen værd. Samtidig skal den organisatoriske og politiske del af partiet arbejde bedre sammen.

Tradition for topstyring

»Desværre er det ikke gjort med en enkel beslutning om at give medlemmerne større indflydelse. Det ville være som at slå åbne døre ind, for muligheden for indflydelse er der i princippet allerede i dag, hvis man melder sig ind og selv tager et initiativ. Problemet er faktisk større, for det handler mere om at ændre en kultur og en lang socialdemokratisk tradition for topstyring. Initiativerne er altid kommet oppefra,« påpeger Jens Christiansen på baggrund af blandt andet egne erfaringer.

I de fire år fra 1986 til 90, hvor han som formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom sad i partiets forretningsudvalg, oplevede han kun spage tilløb til, at andre end partiformanden satte ting på dagsordenen.

Den kultur harmonerer imidlertid dårligt med de 3.000 nye medlemmer, Socialdemokratiet har fået siden valget. De er typisk under 40 år, relativt veluddannede og har meldt sig ind for at være politisk aktive. Det ønske er Jens Christiansen indstillet på at honorere, og derfor skal der frem for alt skabes mange flere udadrettede aktiviteter på lokalt plan.

Han vil også have nedsat flere udvalg af partimedlemmer med interesse for forskellige områder til at forberede politiske udspil og fremme en kontakt mellem Socialdemokratiets ordførere og »erfaringseksperter«, det socialdemokratiske bagland. Muligheden for at inddrage medlemmer i politikudviklingen er mange, men det er også hårdt og ressourcekrævende arbejde at gøre den landspolitiske diskussion nærværende på lokalt plan, erkender han.

Blandt andet derfor forventer Jens Christiansen, at folkevalgte og fuldtidsbeskæftigede politikere også fremover vil tage størstedelen af de politiske initiativer. Men hvor initiativerne ikke gror op nedefra, kan man i det mindste organisatorisk sikre sig, at de bliver til i størst mulig dialog med medlemmerne, så der skabes politisk medejerskab og opbakning i organisationen til de politiske budskaber.

»Jeg tror, at vi kan præge og kvalificere den politiske diskussion i partiets top gennem systematiske analyser og undersøgelser af, hvad medlemmerne mener og oplever som problemer. Jeg siger ikke, at medlemmerne på den måde skal diktere politikken, men deres oplevelser skal respekteres og fremme en politikformulering. Havde vi haft en sådan radar, var det for eksempel aldrig gået, som det desværre gik med flygtninge/indvandrerpolitikken. Det er vel eksemplet på, hvor lang tid det kan tage at blive enige, hvis vi starter med at sige, at det vil vi ikke diskutere og tage stilling til,« siger Jens Christiansen.

En oplevelse for livet

Når Socialdemokratiet fatale valgnederlag sidste efterår skal forklares, er der fra flere sider blevet peget på partiapparatets manglende parathed, da valget blev udskrevet. Jens Christiansen tror snarere, at nederlaget skal tolkes som vælgernes straf for ikke at have svar på centrale politiske spørgsmål som sundhed, skat, ældrepolitik og flygtninge/indvandrer-spørgsmålet. Men det afholder ham ikke fra at efterlyse en mere fleksibel organisering i partiapparatet netop med henblik på valgkampssituationer. Som det er nu, er aktivitetsniveauet og ressourceforbruget nærmest det samme i partiapparatet uanset, om der er valgkamp eller ej.

»Her skal vi lære af andre lande, hvor politiske partier flere år før et valg annoncerer efter unge kampagnemedarbejdere. Dét, de bliver stillet i udsigt, er 24 timers arbejde i døgnet og i tilgift næsten ingenting i løn. Til gengæld loves de en oplevelse for livet.«

Dermed være ikke sagt, at Jens Christiansen går ind for at holde lav profil mellem valgene. Tværtimod er hans mål at gøre den socialdemokratiske partiorganisation til en aldrig hvilende kampagnevirksomhed.

»I stedet for at bruge formuer på panik-annoncer lige op til valgene – annoncer, som jeg ikke tror på effekten af – bør vi løbende arbejde med kampagner. Behovet for denne synliggørelse bliver ikke mindre af, at vi danner opposition til en borgerlig regering, der håndterer medierne topprofessionelt. De er gode til at sælge de positive politiske budskaber og fantastiske til at undgå medieomtale, når de gennemfører forringelser. Det er os, der skal råbe op, når der flyttes milliarder af kroner fra fattige til rige pensionister gennem omlægning af den særlige pensionsordning, og os, der skal forklare de sørgelige konsekvenser af aftalen om kommunernes økonomi,« siger Jens Christiansen.

Han er klar over, at han skal gøre op med en socialdemokratisk forståelse af kampagner som noget meget stort og landsdækkende for at praktisere de løbende aktioner.

»Ingen siger, at vi nødvendigvis skal op og træde på den store klinge hver gang. Vi skal også kunne lave kampagne, hvor 20 mennesker, tre byer eller to amter deltager. For hvis vi arbejder rigtigt med medierne, kan effekten være lige så stor, som hvis hele organisationen deltager,« mener han.

Uenighedskultur efterlyses

I øvrigt er det andet en mediehåndtering, Socialdemokratiet kan lære af Venstre, mener Jens Christiansen. Han er fuld af beundring for en partikultur, hvor den politiske ordfører uanfægtet kan stille sig frem og sige, at han personligt mener, hjemmeværnet skal nedlægges, men at han ikke vil støtte et forslag, fordi det ikke er hans partis politik.

»Sådan en uenighedskultur har Socialdemokratiet brug for. Vores tradition for at klare politisk uenighed internt er ikke troværdig i et moderne samfund. Vi er mennesker af kød og blod og vil have lov til at udtrykke vores personlige holdninger. Et politisk parti samler folk, der har noget til fælles, men skal ikke undertrykke individuelle synspunkter,« mener han.