S skal appelere til de unge og de traditionelle

Af

ANALYSE Ugebrevet A4’s vælgeranalyser tegner et entydigt billede: Socialdemokraterne har et stort uudnyttet potentiale, især blandt arbejdere og unge. Lykketoft har stærk ledelsesmæssig kompetence og kan opbygge en markant appel til de yngre og veluddannede, men den nye S-ledelse mangler den runde folkelighed, som appellerer til klassiske socialdemokratiske vælgere.

63 procent. Så stort var Socialdemokraternes potentiale i den analyse, som Gallup i sommer foretog for Ugebrevet A4. 30 procent satte dengang kryds ved liste A. Men yderligere 33 procent fandt det »sandsynligt« eller »muligt«, at de på et tidspunkt vil gøre det.

Undersøgelsen viste, at store vælgergrupper kan bringes i skred, hvis Socialdemokraterne fornyer sig politisk og personmæssigt. Især arbejderne og de unge tæller mange skabs-socialdemokrater. 75 procent af de faglærte og ufaglærte arbejdere – og 84 procent af de unge under uddannelse – er enten nuværende eller potentielle S-vælgere, målte Gallup.

Mønstret var det samme i forårets meningsmålinger, hvor Socialdemokraterne gik frem – og det borgerlige forspring skrumpede. Analyser af vælgervandringerne viste, at især to grupper havde fortrudt deres stemme ved sidste valg og nu søgte tilbage mod S: Arbejdere og vælgere under 30. Socialdemokraterne satte fremgangen over styr, da magtkampen efter sommerferien brød ud i lys lue. Men forårets målinger kan læses som tegn på den dynamik, der må i gang, hvis Lykketoft & Co. skal vinde næste valg.

Arbejderne var i årtier rygraden i det socialdemokratiske vælgerkorps. Men i løbet af 1990’erne søgte mange mod Venstre og Dansk Folkeparti, og ved valget sidste år var der for første gang borgerligt flertal blandt ufaglærte og faglærte arbejdere. Mange af de nye borgerlige stemmer sidder imidlertid ret »løst«. Socialdemokraterne kan relativt let vinde dem tilbage – hvis budskaberne og personerne har bred appel.

Velfærd og udlændinge

Hvis Lykketoft vil rykke ind i Statsministeriet efter næste valg, hjælper det ikke at erobre de »potentielle« S-vælgere, som i dag stemmer radikalt eller SF. Der skal frem for alt flyttes vælgere over midten. Den strategisk afgørende gruppe er de 20-25 procent »potentielle« blandt Venstres, konservative og Dansk Folkepartis vælgere. Og denne nøglegruppe er frem for alt kendetegnet ved tre ting:

  • De efterlyser – ligesom øvrige potentielle S-vælgere – en stærkere indsats for kerneområderne i velfærdssamfundet: Uddannelse, sygehuse, børn og ældre samt indsatsen for de svage i samfundet.
  • Skatten på arbejde skal ned – hvad enten det sker ved at omlægge skattesystemet eller ved at effektivisere den offentlige sektor.
  • Socialdemokraterne skal have en skarpere tilgang til udlændingepolitikken end den, partiet tidligere stod for. Blandt den strategisk afgørende gruppe, som kan flyttes fra Venstre til Socialdemokraterne, fremhæves dette af hele 70 procent.

Nøjagtig det samme lød det fra de to fokusgrupper med mindre grupper af vælgere, som PLS Rambøll i foråret gennemførte for Ugebrevet A4. Deltagerne bestod af lønmodtagere fra LO-grupperne, som tidligere stemte på S og SF, men ved sidste valg foretrak Venstre eller Dansk Folkeparti. Diskussionen i fokusgrupperne viste helt entydigt, at disse vælgere ikke er højreorienterede i den økonomiske og sociale politik. De oplevede bare ikke Socialdemokraterne som et parti, der stod vagt om velfærden og »de små i samfundet«.
Samtidig spillede udlændingepolitikken en helt afgørende rolle. Både i sig selv og som tegn på et dybere problem. Gang på gang fremhævede deltagerne i fokusgrupperne, at Socialdemokraterne ikke ved, »hvad der tales om i skurvognene« - at det er blevet et »akademikerparti« langt fra almindelige lønmodtageres hverdag.

Lykketoft i skred

Kan formand Lykketoft flytte disse vælgere? Måske. Så skal han imidlertid ikke bare forny partiet, men også sig selv. Det kan han muligvis også. Lykketoft vil ikke kun være den overgangsfigur, som nogle anser ham for. Og det kræver frem for alt ét: Klar fremgang ved næste valg. Socialdemokraterne skal slet og ret bedre i pagt med vælgerne.

Lykketoft har ikke Nyrups vægelsind. Han vil lægge en konsistent strategi, så partiet får det samme budskab – uge efter uge. Og når magten er etableret, vil han med stor brutalitet skabe fodslag i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Det store spørgsmål er, hvor marchen går hen.

Ved redaktionens slutning havde Lykketoft endnu ikke fremlagt sin skitse til en ny profil. Men på udlændingepolitikken søger han tilsyneladende at komme vælgerne i møde. Når Socialdemokraterne ikke inden valget foreslog større stramninger, skyldes det især modstand fra to helt centrale figurer: Svend Auken – og Lykketoft. I sommer fastslog Lykketoft imidlertid, at en fremtidig S-regering stort set vil bevare de stramninger af udlændingelovgivningen, som VK-regeringen har gennemført.

I sidste uge tog han så det næste skridt. I DR’s Profilen beklagede Lykketoft, at SR-regeringen ikke tog fat på udlændinge-problemerne i tide. Han forudså, at der fremover bliver bred politisk enighed på dette område – blandt andet om en mere håndfast linje, som skal få indvandrerne i arbejde og gøre op med gammeldags kulturmønstre.

Hvis Lykketoft vil flytte de afgørende vælgergrupper, må han foretage et lignende ryk i velfærdspolitikken. Som finansminister nedtonede han manglerne i velfærdssamfundet – for eksempel på sygehusene, hvor vælgerne efterhånden fik større tiltro til Venstre end til Socialdemokraterne. Retorikken om »Danmark som foregangsland« skabte en selvtilfredshed, så Nyrup & Lykketoft i 2001 gik til valg uden større forslag til bedre velfærd.

Det går ikke næste gang. Hér hjælpes den nye S-top dog på vej af Fogh-regeringens skattestop. Det bliver stadig tydeligere, at skattestoppet ikke er gratis, men koster i form af offentlige nedskæringer. En af de næste års store debatter bliver valget mellem skattelettelser og velfærd. Her har Lykketoft et stærkt kort i sin økonomiske ekspertise, hvis han formår at forbinde den med et skarpere blik for mangler i velfærdssystemet.

Ikke runde og folkelige

Kan Lykketoft opbygge den nødvendige vælgerappel omkring sin person? Både ja og nej. Som udenrigsminister viste han sig fra en helt ny side og fik nærmest kultstatus blandt studerende og gymnasieelever, som faldt pladask for klare meldinger og en polemisk stil. Derimod viser den seneste uges målinger og rundspørger større skepsis på arbejdspladserne og blandt mange lidt oppe i årene. Lykketoft kan formentlig opbygge en stærk appel til de yngre og veluddannede, men har et hængeparti i forhold til de klassiske socialdemokratiske vælgere. Og uden appel til begge grupper bliver han ikke statsminister.

Det kan Socialdemokraterne kompensere for ved at sætte et hold, som supplerer hinanden. Men hér svækkes Lykketoft afgørende af hensynet til de alliancer, som bringer ham til magten. Alt tyder på, at partiets nye nummer to og tre bliver Frank Jensen og Pia Gjellerup. Ingen af dem er dét, som Lykketofts parti får allermest brug for – runde og folkelige frontfigurer med appel til de brede grupper af arbejdere og funktionærer.

Det er karakteristisk, at Lykketoft møder størst skepsis fra nogle af de stærke borgmestre, som på lokalt plan tegner det klassiske bredt favnende socialdemokrati. Samtidig viser en rundspørge i Politiken, at han i baglandet har langt større opbakning i hovedstaden end i Jylland.

Den nye ledelsestrio af Lykketoft, Jensen og Gjellerup er et produkt af det interne magtspil i folketingsgruppen. Faren er, at den ensidigt orienterer sig mod middelklasse-Danmark og aldrig for alvor får hul igennem til de klassiske socialdemokratiske vælgergrupper.