S og SF drømmer om norske tilstande

Af | @IHoumark

Socialdemokraterne og SF’erne håber på at kunne hive regeringsmagten hjem, som det lige er sket for partifællerne i Norge. De to partier bruger det norske valg til at presse de radikale til at være med i fællesdansen. Men på længere sigt kan en tæt alliance dog blive smertelig for både SF og de radikale, vurderer eksperter.

 




































JENS WE CAN 
Stærkt opmuntrende, lærerigt og inspirerende. Det er nogle af de ord, som lederne hos Socialdemokraterne og SF i Danmark hæfter på det netop afholdte valg til Stortinget i Norge. Her fik den rød-grønne regering med socialdemokraten Jens Stoltenberg i spidsen mandat til fire år mere. Og når Jens - som han bare bliver kaldt på gaden i Norge - kan, så kan Helle (Thorning-Schmidt) vel også i Danmark … Sådan er håbet i hvert fald i toppen hos Socialdemokraterne og SF.

Når kyndige kendere af Norge kigger på, hvordan regeringspartierne genvandt magten, drager de én klar konklusion:

»Læren fra det norske valg er, at hvis partierne inden for den samme blok står sammen, så klarer de sig godt. Hvis de derimod gør som de borgerlige i Norge, der kæmpede mod hinanden indbyrdes under valgkampen, så går det skidt,« siger forsker i nordisk historie og politik, lektor Lars Hovbakke Sørensen fra Institut for Historie ved Aarhus Universitet.

Herhjemme har partitoppen hos Socialdemokraterne (S) og Socialistisk Folkeparti (SF) fanget budskabet om, at sammenhold og fælles front gør stærk. Politisk ordfører for S, Henrik Sass Larsen, siger:

»Vi har indledt et historisk tæt samarbejde med SF for at få et slagkraftigt alternativ til regeringen. Vi prøver ligesom regeringspartierne i Norge at få så stor en politisk fællesmængde som mulig, og der vil komme flere fælles tiltag og et endnu mere intenst samarbejde frem mod næste valg.«

Formanden for SF, Villy Søvndal, kalder valget i Norge »inspirerende og et budskab om håb«, og gør opmærksom på, at SF gennem flere år har insisteret på, at Socialdemokraterne, de radikale og SF danner fælles front mod den borgerlige regering.

»Indtil videre er det lykkedes for os at få den tætte alliance med Socialdemokraterne. Det betyder, at vi får et meget velforberedt regeringssamarbejde,« siger Villy Søvndal.

Udefra set går det ret godt med at opbygge et fælles S-SF hus. Politisk kommentator, journalist og forfatter Niels Krause-Kjær siger:

»For bare halvandet år siden lå det bestemt ikke i kortene, at S og SF skulle komme med fælles udspil, som de nu har gjort i forhold til udlændinge og skat. De to partier er nået langt med at danne et fælles grundlag, og argumentet om at bruge Norge som skoleeksempel for samarbejde er blevet styrket med valgresultatet.«

De radikale tolker anderledes

Der er dog et stykke vej endnu, før den politisk rød-grønne blok i Danmark - i lighed med partifæller i Norge - har en forenet front mod den politiske blå blok. S og SF har ikke fået de radikale (R) hundrede procent med, og det ærgrer Villy Søvndal.

»På baggrund af valgresultatet i Norge vil jeg gerne komme med en stilfærdig opfordring til de radikale om at komme med i den tætte alliance med S og SF i stedet for hele tiden at prøve på at finde håret i suppen,« siger Villy Søvndal og fortsætter:

»Venstre i Norge, som kan sammenlignes med de radikale, fik et elendigt valgresultat, fordi der var stor uklarhed om, hvad de egentlig ville, og de brugte al deres krudt på at kritisere andre i stedet for selv at byde ind.«

Det Radikale Venstres norske søsterparti, Venstre, fik et katastrofevalg, da det gik fra ti til to mandater i Stortinget. Forklaringen var især uklarhed om partiets politik og stilling i forhold til blokkene, forklarer valgforsker og professor Frank Henrik Aarebrot fra Bergens Universitet.

»Venstre-lederen Lars Sponheim slog under valgkampen fast, at partiet under ingen omstændigheder kunne støtte en regering med Fremskrittspartiet (der har en udlændingepolitik á la Dansk Folkeparti, red.).

Udmeldingen skabte uklarhed om, hvad Venstre ville i forhold til dannelse af regering og eventuelle krav i den forbindelse. Det tror jeg fik mange af partiets traditionelle vælgere til at gå over til Høyre (svarerende til de konservative i Danmark, red.) eller Arbeiderpartiet,« siger Frank Henrik Aarebrot.

Villy Søvndal trækker gerne en linje mellem Venstres valgnederlag i Norge og de radikale i Danmark. Han mener, at de danske radikale med søsterpartiets valgkatastrofe in mente må bekende sig klart til en fælles front mod regeringen.

»De højreorienterede partier i Norge tabte kampen om regeringsmagten, fordi de gik til valg på hver deres partipolitik. Det efterlod et totalt uklart billede. Det må give anledning til selvransagelse hos de radikale i Danmark,« siger Villy Søvndal.

Men SF-formanden kan slet ikke bruge valget i Norge til at presse Det Radikale Venstre. Det fastslår partiets gruppeformand, Margrethe Vestager. Hun mener, at det ikke var på grund af sammenhold mellem regeringspartierne, at de genvandt magten. Det var mere, fordi Jens Stoltenberg stillede nordmændene over for et valg mellem den siddende regering eller en regering med det udlændingefjendske Fremskrittsparti.

»Vi kan lære det af valget i Norge, at det ville være godt, hvis en samlet opposition i Danmark siger: ’Vi vil danne en ny regering, som sikrer, at Dansk Folkepartis magtmonopol bliver brudt!’,« siger Margrethe Vestager.

Hun mener, at S og SF selv er skyld i, at de radikale bliver siddende på bænken, selv om de to partier har budt partiet op til fællesdans. Det er de to partiers ultimative krav om betingelsesløs opbakning til udlændinge- og skattepolitikken, der står i vejen.

»Det er meget bekvemt for S og SF at læse valget i Norge ud fra deres egne politiske ønsker. Men sådan er verden ikke. Vi vil meget gerne samarbejde om et regeringsgrundlag, men det forudsætter, at der ikke er nogen, som tager hinanden for givet. Så S og SF skal lægge de ultimative krav på hylden,« fastslår Margrethe Vestager.

De radikale har ofte argumenteret med, at partierne står stærkest ved at gå til valg på deres eget politiske program og så efterfølgende tale regeringssamarbejde. Ifølge valgforsker og lektor ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen, har de radikale ret i, at vælgerne godt kan finde ud af at sondre mellem de forskellige partier ved valg. Men:

»Journalisterne har gjort de seneste valg mere og mere til et slags præsidentvalg, hvor alle partier afkræves klare svar på, hvem de nærmest betingelsesløst støtter som statsministerkandidat. Mediernes ’hype’ af spørgsmålet om regeringssamarbejde forplanter sig til vælgerne. Man kan bare se, hvor ilde det gik ved valget i 2007, da Naser Khader og Ny Alliance kom med uklare meldinger i forhold til regeringsstøtte,« siger Kasper Møller Hansen.

Bivirkning ved samarbejde

Selv om SF’s Villy Søvndal er vild med fællesdans på baggrund af valget i Norge, så bør han også være opmærksom på nogle faresignaler fra samme valg. SF’s søsterparti i regeringen, Sosialistisk Venstreparti (SV), gik nemlig tilbage fra 15 til 11 mandater i Stortinget.

»Det er især de store partier, der høster stemmer på en fælles politik inden for en blok. I Norge gik Arbeiderpartiet frem ved valget, mens de to mindre alliancepartnere SV og Senterpartiet gik tilbage. I et regeringssamarbejde er de mindre partier nødt til at droppe nogle af de meget ideologiske markeringer.

Det vil SF også blive nødt til i Danmark, og det kan koste stemmer,« siger lektor Lars Hovbakke Sørensen.

Villy Søvndal ved godt, at ministerposter kan gå ud over vælgernes opbakning, men siger:

»Jeg var til valgfest hos SV, og stemningen var virkelig i top. Den genvundne regeringsmagt betød mere for dem end tilbagegangen for partiet,« siger Villy Søvndal.