S kræver hurtig EU-afstemning

Af
| @GitteRedder

Socialdemokraternes EU-ordfører, Henrik Dam Kristensen, angriber statsministeren for at lade bekvemme indenrigspolitiske hensyn til Dansk Folkeparti bestemme dansk EU-politik. Dermed skader Fogh Danmarks troværdighed og indflydelse i EU, mener Henrik Dam Kristensen.

Socialdemokraterne opfordrer nu statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til at bruge sin nytårstale til at udskrive en hurtig folkeafstemning for at få afskaffet de danske EU-forbehold. Med et veloverstået dansk EU-formandskab i ryggen bør statsministeren udskrive folkeafstemning i 2003, så Danmark kan komme videre og begynde at diskutere EU-konventets arbejde, der sandsynligvis resulterer i endnu en dansk folkeafstemning i år 2005.

»Forbeholdene skal væk så hurtigt som overhovedet muligt. Det er dybt beklageligt, at vi i øjeblikket kan se en statsminister, som ikke er statsmand og ikke træder i karakter i forhold til, hvad der er bedst for Danmark,« siger Henrik Dam Kristensen.

Som den ene af Folketingets to repræsentanter i det konvent, der i øjeblikket diskuterer EU’s fremtid, deltager han i dag i et møde i Bruxelles, hvor Konventet fremlægger en midtvejs-rapport, som vil afsløre hovedtakterne i en ny EU-forfatning. Han er nervøs for, at forbeholdene spærrer for en fremadrettet debat om, hvordan et nyt EU med 25 medlemslande skal samarbejde. Han kalder det »påtrængende nødvendigt«, at danskerne diskuterer fremtidens EU, og netop her svigter statsministeren ifølge Henrik Dam Kristensen. 

»Af bekvemme indenrigspolitiske årsager tør statsministeren ikke tage diskussionen omkring forbeholdene, fordi han tager hensyn til Pia Kjærsgaard, der har sagt, at hun vil betragte det som en uvenlig handling at sætte forbeholdene til afstemning. Fogh er altså ikke statsmand nok til at skære igennem,« beklager Dam Kristensen.

»Det er præcis på fælles asylpolitik og på forsvarsområdet, hvor vi har forbehold, at det går allerstærkest i Europa, og vi er ved at sætte os helt uden for indflydelse. Vi slæber rundt på ti år gamle forbehold, som blokerer for, at Danmark tages alvorligt og er troværdig i en række nøglespørgsmål i netop Konventet. Forbeholdene blev født sammen, og vi kan lige så godt aflive dem sammen. Så længe Fogh, der har magten og forpligtelsen, ikke vil sætte datoen, kommer vi heller ikke videre,« mener Henrik Dam Kristensen.

Socialdemokraterne frygter, at hvis der ikke stemmes om forbeholdene i år 2003, kommer de til afstemning sammen med den nye EU-forfatning. Det vil blive en altomfattende og dramatisk afstemning, der reelt afgør Danmarks forhold til EU.