S ind i værdikampen

Af

Den dårlige nyhed for Socialdemokraterne er, at partiet har undervurderet værdipolitikken. Den gode nyhed er, at der aldrig er noget, der er for sent i dansk politik.

RUTSJETUR Det går hurtigt op og ned i dansk politik. For få måneder siden var der linet op til en præsidentvalgkamp med en veloplagt udfordrer – Helle Thorning-Schmidt (S) – der havde både meningsmålinger og velfærdsdemonstrationer i ryggen. Og nu har medierne i flere uger fokuseret på de mange erfarne politikere, der har forladt partiet, samtidig med at debatten efter Ny Alliance handler om, hvilken borgerlig regering der skal fortsætte efter et valg: Fogh med Khader? Eller Fogh med Pia?

S-rutsjeturen har strakt sig over flere måneder, hvor den ene uheldige udvikling har fulgt den anden: Først var der Karen Jespersen, der stillede op for Venstre. Så fik regeringen godt fat i den nye miljø- og klimadagsorden. Og endelig er regeringen ved at æde sig ind på velfærdsdagsordenen med kvalitetsreform og trepartsdrøftelser.

Godt ser det ikke ud for oppositionspartiet. Men når fremtrædende konservative politikere i disse dage taler om, at den borgerlige valgsejr er hjemme, og at »Socialdemokraterne er færdige«, er det udtryk for en farlig arrogance. Erfaringen viser netop, at det går hurtigt op og ned i dansk politik.

Læren må for Socialdemokraterne være, at den dagsorden – velfærd frem for skattelettelser – som partiet har baseret sig på, alene er alt for snæver og skrøbelig. Der skal meget mere til. Og her har S undervurderet den betydning, som værdier spiller i moderne politik. Forestillingen om, at værdiemner er undtagelser, som forsvinder igen, så vi kan komme tilbage til »hovedsporet«, velfærd og fordelingspolitik, holder ikke. Værdier optager og begejstrer danskerne og er kommet for at blive.

Det gælder blandt andet »det globale« og »det multikulturelle«, hvor S endnu ikke er slået igennem med en markant midterkurs. Undersøgelser har ellers vist, at der længe har været et kæmpe vælgerpotentiale i midten, fordi langt de fleste danskere hverken er halalhippier eller fremmedskeptiske. Alligevel har S hvisket i stedet for at råbe, når det gælder de emner, der optager vælgerne, fordi man ikke ville flytte fokus væk fra velfærd. Resultatet? At Ny Alliance har udråbt sig selv til »Danmarks værdipolitiske midterparti«.

Men også når det gælder de nye »grønne værdidagsordener« – som klimaforandringer og road pricing – taler vi om emner, der engagerer danskerne og burde ligge til centrum-venstrebenet. Men der er ikke blevet sparket igennem. De frække udmeldinger er udeblevet, og miljødebattens genkomst er nærmest kommet bag på partiet. Til gengæld har regeringen med Connie Hedegaard (K) i spidsen gjort klimaforandringer til et emne, man i det mindste kan deles om.

Endelig har det store oppositionsparti ikke for alvor tematiseret truslerne mod samfundets sammenhængskraft; den nye ikke-materielle fattigdom og »det delte Danmark« med ghettoer i toppen og bunden af samfundet. Her skulle der ellers være gode muligheder for en socialt indigneret politik, der kunne sætte en borgerlig-liberal regering under pres. I stedet er »sammenhængskraft« et ord, som stadig flere borgerlige tager i deres mund.

Den dårlige nyhed for S er, at partiet har undervurderet værdipolitikken. Den gode er, at der aldrig er noget, der er for sent i dansk politik. For hvad ville landets største oppositionsparti tabe ved at melde sig ind i værdikampen med markante, grønne og socialt indignerede centrum-venstre-synspunkter?