S for selvransagelse

Af

Socialdemokraterne befinder sig i en fase, hvor der er brug for selvransagelse – og ikke for selvbedrag.

STRATEGI Aldrig igen et udlændingepolitisk udspil midt i en valgkamp! Hvis vi dog bare ikke havde smidt asylkortet, kunne valgresultatet have faldet anderledes ud. Men nu gjorde vi det, og Fogh scorede stemmer på det. Øv!

Nogenlunde sådan lød den analyse af valgnederlaget, som Socialdemokraterne luftede i medierne i sidste uge på baggrund af interne målinger. Og den selvkritik er der såmænd ikke noget galt i. Det var nemlig ikke just i det store oppositionspartis interesse at flytte valgets fokus fra partiets yndlingsemne – velfærden – til hadeemnet – udlændinge – midt i valgkampen. Vi taler om en fodfejl.

Men hvis partiet nu luller sig ind i den forestilling, at fodfejlen afgjorde valget, er det et selvbedrag. Oppositionen stod nemlig til at tabe valget, længe inden udlændingetemaet kom på bordet. Og faktisk tabte Socialdemokraterne valget på trods af, at »udlændinge« ikke dominerede valgkampen, hvilket understreger, at årsagerne til nederlaget må findes andetsteds.

Et andet selvbedrag, som ligger snublende nær for det store oppositionsparti, er sangen, der går på omkvædet: »Det kan godt være, at vi tabte denne gang – men fremtiden er lovende, fordi Helle Thorning-Schmidt viste sig som en fængende kommunikator, der er på vej op med elevatoren, mens Anders Fogh Rasmussen er på vej ned. Bare vent!«

Igen er der tale om en udlægning af virkeligheden, der på kort sigt er bekvem, men vil være fatal på længere sigt, fordi det blokerer for den nødvendige politiske selvransagelse. Realiteterne er ikke til at benægte: Socialdemokraterne har nu tabt tre valg i træk med tre forskellige partiformænd. Og hvis partiet ikke kan vinde et folketingsvalg med en karismatisk leder i topform, en enig opposition og med velfærdstemaet øverst på dagsordenen, hvorfor skulle man så kunne gøre det næste gang? Det er i hvert fald en illusion at tro, at det blot handler om at holde udlændingepolitikken ude af en valgkamp, og at det hele nok skal gå, fordi lederen er en god kommunikator.

Kerneproblemet for oppositionen er, at marginalvælgeren endnu ikke har mødt det overbevisende argument, der skal få ham til at hoppe fra blå til rød blok. Det skyldes ikke blot, at regeringen med taktisk snilde og opportunisme har formuleret et lyseblåt projekt tæt op ad det socialdemokratiske, men også, at Socialdemokraterne har lagt sig tæt op ad regeringen i et forsøg på at få »Bjarne« hjem. Bjarne er den arbejder med parcelhuset, der engang satte kryds ved liste A, men som i 2001 sprang over til Dansk Folkeparti eller Venstre på grund af udlændinge- og skattepolitikken, og som Socialdemokraterne meget længe har haft blikket stift rettet mod. For længe? Det er i hvert fald tankevækkende, at partiet i et forsøg på at få Bjarne »hjem« har lagt sig så tæt op ad regeringen, at Bjarne ikke kan se forskel.

Socialdemokraterne står med et presserende behov for en selvransagelse, der kan munde ud i politisk nytænkning. Her handler det ikke bare om at lægge sig dér, hvor vælgerne befandt sig i den seneste måling, men også om at sætte nye fængende dagsordener, der kan begejstre, sætte skel og overbevise. Om det skal være et opgør med den nye ulighed, en ny version af velfærdssamfundet, nye værdipolitiske udspil i forhold til ulandsbistand, klima og miljø eller noget helt sjette, dét må partiet tage en debat om. Men debatten? Det er den, det store oppositionsparti ikke kommer uden om.