S berøringsangst over for udlændinge

Af

Udlændinge-politikken var den vigtigste enkeltgrund til vælgerskiftet fra S og SF til Venstre og Dansk Folkeparti. Men A4´s fokusgrupper tyder på, at V- og DF-vælgerne ser forskelligt på de nye danskere.

De nævnes igen og igen – indvandrerne, flygtningene, muslimerne, de mørke. Især Dansk Folkepartis vælgere kredser om emnet, men det vejer også tungt hos Venstres nye vælgere blandt arbejderne.

Det viser to fokusgrupper, som PLS Rambøll har gennemført for Ugebrevet A4. Deltagerne var lønmodtagere fra LO-grupperne, der tidligere stemte på Socialdemokratiet og SF, men sidste år valgte Venstre eller Dansk Folkeparti.

Begge grupper oplever, at SR-regeringen var handlingslammet i udlændingepolitikken og dermed ude af stand til at løse problemerne. Samtidig ses »berøringsangsten« som tegn på, at Socialdemokratiet er kommet for langt væk fra jævne folk:

»Socialdemokratiet vil appellere til de danske arbejdere. Men gå ud på en arbejdsplads, så er det store samtaleemne indvandrere. De ved ikke, hvad der tales om i skurvognene,« siger en af de arbejdere, der stemte på Venstre.

I begge grupper fremhæves det, at indvandrere og flygtninge skal lære dansk og rette sig efter danske normer, og at der stilles for få krav til de nye medborgere. Flere drager paralleller til, hvordan de selv ville optræde som borgere i et andet land. »Hvis jeg tog til Iran, ville jeg jo heller ikke gå med shorts,« påpeger en kvinde.

Danskerne forfordeles

Den høje arbejdsløshed blandt de etniske mindretal opleves som et stort problem:

»Der er forskel på indvandrerne. Det kører helt af sporet hos muslimerne – hvad enten de kommer fra Iran, Irak eller Somalia. Jeg har arbejdet sammen med mange jugoslaver, og de er flinke og arbejdsomme. Men jeg har aldrig set dem fra Somalia arbejde,« siger en af DF-vælgerne.

Nogle har tydeligvis deres holdninger fra medierne og henviser til historier fra T.V. Andre trækker på snakken mand og mand imellem – for eksempel om gadebander af andengenerations-indvandrere, der skaber usikkerhed i det centrale Århus. Adskillige henviser imidlertid til personlige oplevelser. Én bor i en landsby, hvor der angiveligt er store problemer med en gruppe urolige flygtninge. Andre nævner deres børns skole, hvor lærerne og skolens ledelse opleves som mere tolerante over for etniske mindretal end over for danske unge:

»Vores børn kan ikke tillade sig ret meget, så ryger de på kontoret, men de sorte kan tillade sig alt,« siger en kvindelig DF-vælger, der er mor til to sønner.

»Hvis to knægte slås, og der bliver lappet til en af de mørke, så står der ti af de mørke og gennembanker en dansker, og der bliver ikke reageret fra kontoret. Socialdemokratiet er mere tolerante over for de fremmede end over for os«.

Forskel i tone

Både Venstre- og DF-vælgerne er utilfredse med SR-regeringens udlændingepolitik, men der er forskel på de to fokusgrupper. Emnet fylder mest blandt DF-vælgerne. Her er tonen hårdere og langt mindre balanceret.

Flere af DF-vælgerne tøver ikke med at kalde sig »racister«. Derimod påpeger flere i Venstre-fokusgruppen, at danskerne også har deres del af ansvaret: Medierne dækker det skævt, siger én. En anden advarer imod at sætte »etiketter« på alle udlændinge. Det påpeges også, at Danmark er for dårlig til at godkende uddannelser fra andre lande.

DF-vælgerne er enige om, at der er for mange indvandrere og flygtninge i Danmark. Her er holdningerne blandt de nye V-vælgere mere blandet.

Der kan godt være flere, hvis de har arbejde og vil integrere sig, påpeger flere. En svarer, at Danmark har brug for en pause, så integrationen kan følge med. En anden siger det sådan:

»Man skal hjælpe dem, der er i nød. Men hvis det handler om at komme op og suge på lappen, så er det ud af vagten.«

DF-vælgerne er uhyre bevidste om, at ressourcerne til folk nederst i systemet er begrænsede. Flere er – eller har været – på understøttelse, sygedagpenge og pension. De oplever, at flygtninge behandles bedre end dårligt stillede danskere:

»Hvis indvandrerne var velfungerende, så var det i orden. Men de koster samfundet mange penge, fordi de ikke integrerer sig. Det koster på bistandskontoret, i kriminalforsorgen, i psykiatrien og på sygehusene,« siger en kvinde.