Ros til Fogh for at stå fast over for DF

Af | @GitteRedder

Dansk Folkeparti vil stemme nej til regeringens forslag om at forbyde eksklusiv-aftaler, fordi regeringen ikke vil bøje sig for DF-krav om at lukke danske grænser for østeuropæisk arbejdskraft. Dermed falder forslaget.

LO-formand Hans Jensen kommer nu med en usædvanlig ros til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) for ikke at bøje sig for Dansk Folkepartis krav om at lukke de danske grænser for arbejdskraft fra de nye EU-lande i de kommende syv år mod til gengæld at få sit forbud mod eksklusivaftaler igennem.

Dansk Folkeparti nægter at støtte et eksklusiv-forbud med mindre, at regeringen lukker de danske grænser, og dermed forsvinder det politiske flertal, så regeringen tidligst i 2004 kommer igennem med sin ideologiske mærkesag om at forbyde eksklusivaftalterne på det danske arbejdsmarked.

»Det er fint, at statsministeren ikke rokker sig en tøddel i forhold til Dansk Folkepartis usolidariske forslag om at smække døren i for østeuropæerne. Anders Fogh sikrer nu, at vi får et godt forhold til  vores europæiske naboer, og til gengæld må han indkassere et politisk nederlag ved at se et flertal forsvinde fra hans ideologiske mærkesag,« siger Hans Jensen.
Han lægger afstand til Dansk Folkepartis forsøg på at knytte eksklusivaftalerne sammen med udvidelsen af EU.

»Jeg deler slet ikke Dansk Folkepartis bekymring for, at billig arbejdskraft fra de nye EU-lande vil underminere overenskomsterne på arbejdsmarkedet og slå bunden ud af de offentlige kasser. 

Danmark bliver ikke invaderet eller udkonkurreret af østeuropæerne,« siger Hans Jensen og erklærer sig samtidig enig med regeringen i, at vi ikke skal opføre os som »naive fjolser«, når det gælder om at forhindre misbrug af det danske velfærdssystem og de sociale ordninger.

Sammen med SF og Enhedslisten kæmper Socialdemokraterne for at få lagt forbuddet mod eksklusiv-aftaler helt dødt, og Socialdemokraterne vil nu prøve at overtale Dansk Folkeparti til at skrive under på en beretning fra Folketingets arbejdsmarkedsudvalg, der pålægger beskæftigelsesministeren at lægge forslaget i skuffen til næste valg.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen fastholdt i sidste uge, at når EU udvides, vil der også i princippet være fri adgang for borgere i de nye medlemslande til det danske arbejdsmarked. I stedet har regeringen indledt forhandlinger med de politiske partier om mekanismer, der kan forhindre misbrug af de sociale ydelser.