OPBRUD I RØD LEJR

Røde vælgere ønsker nyt parti

Hver femte vælger på venstrefløjen ønsker et nyt parti, viser ny måling. Især SF’s og Enhedslistens vælgere efterlyser fornyelse. Der er dyb frustration på venstrefløjen, vurderer eksperter.

Hver femte røde vælger leder med lys og lygte efter et alternativ til de etablerede venstrefløjspartier. 

Hver femte røde vælger leder med lys og lygte efter et alternativ til de etablerede venstrefløjspartier. 

Foto: Jens Meyer/Polfoto

Der er behov for et nyt parti på venstrefløjen. Det mener ikke færre end hver femte vælger i rød blok ifølge en overraskende måling udført for Ugebrevet A4.

Hvis de samme vælgere ville stemme på det nye parti, ville det flyve ind Folketinget med omkring 400.000 stemmer og blive Folketingets fjerde største parti.

Ifølge målingen fra Analyse Danmark mener 22 procent af de vælgere, som ved seneste valg stemte på Socialdemokraterne, De Radikale, SF og Enhedslisten, at der er behov for et nyt parti til venstre for midten. Blandt SF’s og Enhedslistens vælgere er tallet så højt som 39 procent.

Røde vælgere drømmer om nyt partiMener du, at der er behov for et nyt parti på den politiske venstrefløj?
Note. Partifordeling er i forhold til folketingsvalget i 2011.På grund af få SF-Ehl-vælgere er der større usikkerhed end normalt (+-8%). Kilde. 1.003 danskere i alderen 18-74 år. Indsamlet af Analyse Danmark for A4 . 5-10. februar 2014.

Tallene vækker opsigt hos Klaus Kjøller, som er ekspert i politisk kommunikation og lektor ved Københavns Universitet. Resultatet vidner nemlig om, at der er grobund for et nyt parti. Hvis en tilsvarende andel af borgerne efterlyste et nyt produkt, så var der ikke noget at betænke sig på, vurderer Klaus Kjøller.

»Hvis man på forhånd vidste om et nyt produkt, at en stor andel af befolkningen så et behov for det, ville man være meget tilbøjelig til at prøve markedet af. Og hvis man i det her tilfælde med et parti kunne få 22 procent af de nuværende vælgere på venstrefløjen til rent faktisk at stemme på det, ville det jo være uhyre interessant,« siger Klaus Kjøller.

Den røde appetit på et nyt parti fremgår også, når man sammenligner rød bloks vælgere med blå bloks vælgere (V, DF, K og LA). Kun 9 procent af de blå vælgere efterlyser et nyt parti på venstrefløjen.

Tallene vidner om kæmpe frustration på venstrefløjen, vurderer Jørgen Goul Andersen, som er nestor inden for valgforskning og professor ved Aalborg Universitet.

»Det er ikke imponerende tal, slet ikke for rød blok. Det danske, politiske marked er som regel godt til at tilfredsstille vælgernes ønsker. Denne måling viser klart, at vælgerne på venstrefløjen ikke er stillet tilfreds,« siger Jørgen Goul Andersen.

Røde vælgere er i opbrud

I A4’s måling er vælgerne blevet spurgt om, hvorvidt der blandt de eksisterende partier i Folketinget findes et politisk parti, som dækker deres politiske holdninger. Blandt dem, der ellers siger, de nu vil stemme på Enhedslisten eller SF, svarer 35 procent ‘i mindre grad’ eller ‘slet ikke’. Til sammenligning er andelen af utilfredse vælgere 22 procent blandt alle vælgere.

Røde vælgere savner hjemmebaneI hvilken grad mener du, at der blandt de eksisterende partier i Folketinget, findes et politisk parti, som dækker dine politiske holdninger?
Note. Partifordeling er i forhold til, hvad danskerne ville stemme, hvis der var folketingsvalg i morgen.På grund af få SF-Ehl-vælgere er der større usikkerhed end normalt (+-8%. Kilde. 1.003 danskere i alderen 18-74 år. Indsamlet af Analyse Danmark for A4 . 5-10. februar 2014.

Med andre ord sidder en stor del af vælgerne løst hos både SF og Enhedslisten. Samme vurdering kommer fra professor emeritus ved Aarhus Universitet Søren Risbjerg Thomsen.

»Tallene tyder på, at mange af de vælgere, der er gået til Enhedslisten siden sidste valg, kun er gået derhen, fordi de er utilfredse med S og SF, og at de i virkeligheden gerne vil have et andet alternativ,« siger Søren Risbjerg Thomsen.

Villy Søvndal-effekten

Selv om 22 procent af vælgerne på venstrefløjen efterlyser et nyt parti, bliver det overordentligt svært at skabe en politisk succes. Det vurderer Hans Engell, som er politisk kommentator, tidligere chefredaktør og minister.

Jeg tror ikke, at der er plads til et nyt parti på venstrefløjen.

»Jeg tror ikke, at der er plads til et nyt parti på venstrefløjen. Især ikke hvis SF formår at blive et parti, der både får indflydelse via samarbejde med regeringen og samtidig har markante venstrefløjs-synspunkter,« siger Hans Engell.

Lektor Klaus Kjøller levner heller ikke et nyt parti mange chancer. Men et forsøg skal bestemt ikke dømmes ude på forhånd.

»Hvis en karismatisk person med tv-tække etablerer et nyt parti på venstrrefløjen, kan partiet godt få succes. Vi skal ikke glemme, at karismatiske Villy Søvndal ved valget i 2007 formåede at få opbakning fra 13 procent af vælgerne,« siger Klaus Kjøller.

Ingen plads i det politiske billede

I maj 2007 kom Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen flyvende fra start, da de lancerede Ny Alliance. Helt op til 17 procent stod partiet til i en af de første meningsmålinger i det forår. En hovedårsag til den enorme vælgeropbakning var ifølge eksperter, at stifterne af partiet havde spottet, at der var en ubenyttet plads i det politiske billede. Sådan en plads er der ikke i dag på venstrefløjen, vurderer eksperter over for Ugebrevet A4.

»Et nyt parti skulle politisk lægge sig enten til højre eller til venstre for Enhedslisten. Hvis man lægger sig til venstre og begynder at slå på statens overtagelse af produktionsmidlerne samt Karl Marx’ og Friedrich Engels’ manifest, så er der vist ikke mange, der vil stemme på partiet. Og til højre vil et nyt parti blive meget klemt af SF,« siger Hans Engell.

At der næppe er plads til et nyt parti på venstrefløjen, vurderer også direktøren for centrum-venstre tænketanken Cevea, Kristian Weise.

»Der er ikke et tilstrækkeligt stort politisk mellemrum til et nyt parti – hverken mellem Socialdemokraterne og SF eller mellem SF og Enhedslisten. Og man skal også være opmærksom på, at det, set i europæisk sammenhæng, i forvejen er usædvanligt med hele to partier til venstre for Socialdemokraterne,« siger Kristian Weise.

Et nyt SF

Flere eksperter peger på, at SF med Pia Olsen Dyhr i spidsen har en chance for at vinde de mange tabte vælgere hjem. Blandt andre valgforsker og professor ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen.

»Der er formentlig en gruppe vælgere, der er venstreorienterede, men som alligevel ikke vil gå så vidt som til Enhedslisten. De er folkesocialister i gammel forstand og kan rykkes over til et parti, der minder om SF, inden SF var i regering,« siger Kasper Møller Hansen.

Venstrefløjen er lidt rådvild, så nu må vi se at få samlet kræfterne.

En lignende melding kommer fra kommentator Hans Engell.

»Jeg tror, at vælgerne i A4’s undersøgelse reagerer på SF’s kollaps. Det, de efterspørger, er ikke et nyt parti, men et genfødt SF. Et markant venstrefløjsparti, som ikke lider under de kaotiske forhold, der præger SF lige nu,« siger Hans Engell.

Politisk ordfører for SF Pernille Vigsø Bagge håber naturligvis, at SF under Pia Olsen Dyhrs ledelse vil rejse sig.

»A4’s undersøgelse viser, at venstrefløjen står i en svær situation i de her år. Det har vi faktisk gjort lige siden valget i 2011, som vi jo tabte. Venstrefløjen er lidt rådvild, så nu må vi se at få samlet kræfterne. Ellers ender det jo med, at vi kommer til at sidde på sidelinjen i mange år under en blå regering,« siger Pernille Vigsø Bagge.

Enhedslisten har vælgere til låns

I A4’s undersøgelse er vælgerne blevet spurgt om, hvilket parti de vil stemme på nu. Bagefter er de så blevet spurgt om, hvor sikre de er på, at de rent faktisk vil stemme på det pågældende parti. Her viser det sig, at SF og Enhedslistens vælgere er dem, der er mest usikre på deres partivalg. Ikke færre end 26 procent af de to partiers vælgere oplyser, at de er ‘usikker’ eller ‘meget usikker’ på deres partivalg. Til sammenligning er kun 11 procent af vælgerne i blå blok usikre på, hvor de reelt ville sætte deres kryds.

Størst usikkerhed i rød blokDu angiver, at du ville stemme på [parti], hvis der var folketingsvalg i morgen. Hvor sikker er du på det?
Note. Partifordeling er i forhold til, hvad danskerne ville stemme, hvis der var folketingsvalg i morgen.På grund af få SF-Ehl-vælgere er der større usikkerhed end normalt (+-8%). Kilde. 1.003 danskere i alderen 18-74 år. Indsamlet af Analyse Danmark for A4 . 5-10. februar 2014.

Tvivlen blandt en stor gruppe af Enhedslistens vælgere kommer ikke bag på valgforsker Jørgen Goul Andersen.

»Enhedslisten har tilsyneladende nogle vælgere til låns, som de måske kan knytte til sig afhængigt af kommunikationen. Hvis de falder tilbage til den gammeldags retorik, vil nye medlemmer ikke føle sig godt tilpas. En del af dem er i virkeligheden SF’ere,« siger Jørgen Goul Andersen.

I Enhedslisten ved man godt, at en hel del af de nye vælgere langt fra er partitro. Det fortæller Stine Brix, som er medlem af Folketinget og en af Enhedslistens frontfigurer.

»Mange af vores nye vælgere er kommet, fordi de oplever, at hverken Socialdemokraterne eller SF fører den politik, som de gik til valg på. Selv om vælgerne er søgt over til os, så giver mange af dem stadig udtryk for, at de har fundet et permanent hjemsted,« siger Stine Brix.

Alternativet er ikke noget alternativ

Bønnen om et nyt parti fra hundredetusinder af vælgere på venstrefløjen opfylder partiet Alternativet. Det håber i hvert fald partistifter Uffe Elbæk, der siden november har arbejdet på at løbe Alternativet i gang. Han betegner selv partiet som ‘helt klart på venstrefløjen, undtaget at vi er meget optaget af at fremme iværksætteri.’

Siden stiftelsen har Uffe Elbæk været rundt på møder i landet, og her fornemmer han klart, at der er opbrud i dansk politik.

»Jeg er blevet overrasket over, hvor stor interesse vi møder ude i landet. Selv om vi ikke har nogen penge til PR, så er der alligevel mødt over 200 interesserede op til de møder, vi har haft i København og Aarhus. Der er et opbrud i gang på venstrefløjen, og i øjeblikket siver tidligere aktive i både Radikale og SF over til os,« siger Uffe Elbæk.

Flere politiske iagttagere levner imidlertid ikke Alternativet mange chancer. Blandt dem er politisk kommentator Hans Engell.

»Der er intet, som tyder på, at Alternativet bliver til noget. Der er ikke andre kendte personligheder end Uffe Elbæk, der er gået med ombord, og man hører næsten intet til partiet. Jeg tror, at Elbæk kommer til at lukke og slukke partiet senest ved det næste folketingsvalg,« vurderer Hans Engell.

I SF frygter man hverken konkurrence fra Alternativet eller et andet nyt parti.

»Jeg tror ikke, der kommer et nyt parti på venstrefløjen. Alene af den grund at det er slidsomt, hårdt og møgbesværligt at skabe et nyt parti. Man kan bare erindre, hvor svært det var for Ny Alliance at komme i gang,« siger politisk ordfører Pernille Vigsø Bagge.