Røde skoler bedre end indebrændte kaffeklubber

Af

Politiske partier skal turde gå i studiekreds en gang imellem og slippe debatten fri, hvis de vil erobre magten. Og nu er timingen perfekt for Socialdemokraterne, siger det socialdemokratiske folketingsmedlem Christine Antorini, der er aktuel med ny bog om partierne.

DEBATKULTUR Hun har været aktiv, siden hun var 16 år, først i SF’s Ungdom, så i moderpartiet SF, hvor hun nåede at blive folketingsmedlem og næstformand. Og i 2002 meldte hun sig ind i Socialdemokraterne, som hun i dag repræsenterer i Folketinget. Christine Antorini er kort sagt et »politisk dyr«, der har engageret sig i partiarbejde det meste af døgnet i et kvart århundrede.

Alligevel åbner hun sin nye bog, »Fremtidspartierne«, som udkommer i slutningen af måneden, med ordene:

»Under fem procent af danskerne er medlem af et parti. En gang imellem er der nogen, der mener, at det er alt for få. Jeg undrer mig i stedet over, at der overhovedet er så mange.«

Hvad er det, partierne gør forkert, Christine Antorini?

»Partiarbejdet er en dyb skuffelse for mange mennesker. Når man går ind i et parti, er det jo fordi, man gerne vil være en del af diskussionen af, hvor samfundet skal bevæge sig hen. Sådan har jeg det i hvert fald selv. Men i stedet for at åbne op for debat, der kan engagere og begejstre, så har de gamle partier enormt svært ved at slippe debatten fri. Partierne lukker de væsentlige debatter ned. Og medlemmerne får at vide, at de bare har at marchere i takt.«

Ifølge Christine Antorini er partiernes problem, at de i dag stadig er organiseret fuldstændig, som de var for 50 og 100 år siden med en partiledelse, der udstikker kursen – og et partiapparat, der blot har at følge trop:

»Det dur altså ikke i et moderne samfund. Velorienterede mennesker vil da udfordres og være en del af diskussionen af, hvor vi skal hen. Sådan fungerer det i alle moderne organisationer. Bare ikke i partierne. Samfundet har rykket sig, men det har partierne ikke. Derfor er der store problemer med at appellere til moderne mennesker.«

Men hvad er det så, der skal ske?

»I mange år har ledelse været et fyord i partierne, men det er uhyre vigtigt, at partiledelserne forsøger at sætte en levende debat fri. I studiekredse. Ikke hele tiden – men i perioder. Det er forudsætningen for en levende udvikling af partierne – og det er vejen til at stoppe medlemsflugten.«

Velkommen i den røde skole

Da Christine Antorini havde sat det sidste punktum i sin nye bog, fik hun en indbydelse. Til en studiekreds. Den kom fra Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard (S) og de øvrige initiativtagere til Den Røde Skole, der inviterede Antorini til at være med til en række debatmøder, der skulle tage en selvransagelsesdebat i Socialdemokraterne oven på valgnederlaget i november.

»Jeg meldte mig naturligvis ind i Den Røde Skole med det samme. Det var jo Socialdemokraterne i København, der havde taget initiativet, og jeg er valgt i København, så derfor måtte jeg da være med,« siger Antorini.

Mange har set Den Røde Skole som et projekt, der skulle styrke Ritt Bjerregaard og svække partiledelsen. Det sidste, partiformand Helle Thorning-Schmidt har brug for, er vel splittelse og uenighed.

»Jeg er helt bevidst om, at Socialdemokraterne – til forskel fra for eksempel det rene studiekredsparti SF – er en kamporganisation, som er optaget af spørgsmålet: Hvordan vinder vi magten? Og hvis man går efter magten, så er der naturligvis grænser for, hvor meget palaverdiskussion og hvor meget usikkerhed man kan skabe om kursen. Men nogle gange er store kamporganisationer nødt til at erkende, at de står over for nye typer konflikter og udfordringer, som kræver rum og tid til debat. Der står partiet nu. Og timingen er perfekt: Kamporganisationen befinder sig langt væk fra slagmarken – der er længe til et folketingsvalg. Lige nu er et perfekt tidspunkt for en åben debat om de svære spørgsmål.«

Her mener Christine Antorini, at partiledelsen har en stor interesse i at spille med og orkestrere debatten i partiet:

»Den dygtige kamporganisation må tænke: Hvordan får vi organiseret den nødvendige debat, så vi kommer til at stå endnu stærkere ved næste valg? Det handler ikke om at lade det hele flyde, men derimod om at tage ejerskab til forløbet. Samtidig skal man også have god fornemmelse for, hvornår man skal samle op og lukke og sige: Så er det her, vi er.«

Men er det ikke bagstræberisk, at Socialdemokraterne skal debattere for eksempel boligskat og udlændinge – igen, igen?

»Personligt mener jeg, at boligskatter er det dårligst tænkelige svar på de nuværende bolig- og ghettoproblemer. Men i stedet for at lukke debatten ned bør vi forholde os til det, der stadig er en øm byld i partiet. Det samme gælder integrationsspørgsmålet, som er en nypolitisk konflikt, der udfordrer den danske model, vores ligestilling og værdier. Lad os dog få hul på bylden. Og bylderne. Vi får mest ud af at tage diskussionen – åbent.«

Men medierne vil da elske splittelsen.

»Da Poul Nyrup var formand for partiet, holdt han en kongrestale med budskabet: »De andre siger, at S er splittet i udlændingespørgsmålet – men det passer ikke«. Talen fik hele salen til at rejse sig og klappe. Men lige så snart de var ude i foyeren, var de rygende uenige. Og uenighederne fløj ind på avisernes forsider. Her er det da meget bedre, at ledelsen sætter sig i spidsen for en konstruktiv, åben debat og gør en dyd ud af det. Alternativet er, at uenighederne ligger og ulmer. Valget er klart: Fyldte forsamlingshuse a la rød skole eller indebrændte kaffeklubber?«

Kulturchokket udeblev

Da Poul Nyrup holdt sine kongrestaler som partiformand i 1990’erne, var Christine Antorini næstformand. Ikke for Socialdemokraterne, men for SF, som har haft et godt tag i de sociale bevægelser – fra kvinde- over miljø- til fredsbevægelserne. SF er i det hele taget et diskussionslystent og debatterende parti, der lever godt op til det debatkulturideal, Antorini fremstiller i sin bog.

Men hvis debatkulturen betyder så meget for dig, hvorfor er du så socialdemokrat i dag og ikke SF’er?

»Dybest set handler det om, at mit temperament ikke længere er til at sidde i en idealistisk studiekreds, hvor man drømmer om, hvad man vil gøre, hvis man en dag fik 51 procent af stemmerne. Det kan være utrolig berusende at være med i et studiekredsparti, men i dag foretrækker jeg at være en del af en kamporganisation, der også vil bruge magten til at forandre samfundet.«

Har det været et kulturchok at komme fra SF’s debatkultur til en centralistisk, topstyret kamporganisation?

»Når jeg tøvede med at melde mig ind i Socialdemokraterne, skyldtes det, at jeg så dét der skræmmebillede for mig: Tykke, fede pampere i røde seler. Jeg orkede det simpelthen ikke. Men da jeg så meldte mig ind, var jeg dybt overrasket over, hvor åben holdningen er. I en socialdemokratisk partiforening er der jo masser af forskellige typer. Det stod i dyb modsætning til SF, hvor alle lignede mig selv, havde samme uddannelse, samme holdninger og værdier. Hos Socialdemokraterne kan jeg ikke bare komme med hele min middelklassebaggrund og sige, at efterlønnen skal afskaffes. Her bliver jeg stillet til ansvar af en efterlønner, der har slidt i 40 år. Og udfordret meget mere, end da jeg sad i den frelste flok i SF.«

Fogh kan også lære noget

Ifølge Antorini er det ikke kun Socialdemokraterne, der har interesse i at få kickstartet en debatkultur. Det har regeringen i høj grad også.

»Den virkelig dygtige kamporganisation er den, der kan sætte studiekredsen i gang, selv om de har magten. Og her burde regeringen være så moden, at den – efter at være i gang med sin tredje regeringsperiode – sagde: Ok, nu bliver vi nødt til at debattere, hvad de næste 10 års dagsorden skal være.«

Men det gør Fogh-regeringen ikke, konstaterer Christine Antorini og fremhæver V-folketingsmedlemmet Søren Pinds 10 liberale teser, der blev undertrykt, og tidligere socialminister Eva Kjer Hansen (V), der ikke måtte sige »ulighed«.

Det kan godt være, at Fogh lukker alle debatter ned. Men du må da indrømme, at han sidder solidt på magten. Viser det ikke, at det kan betale sig at droppe den åbne debat?

»Vi ser det tit: Har man magten, så gør man alt for at blive ved magten. Og derved taber man den. Det er jeg sikker på, at Fogh bliver ramt af. Regeringen er blevet en administratorregering. Og Venstre har udviklet sig til et topstyret, meningsløst parti, der lukker alle debatter ned. Det går ikke i længden.«

Netop den situation mener Christine Antorini, at Socialdemokraterne kan udnytte:

»Tænk engang hvis Socialdemokraterne får kickstartet en sprudlende debat om, hvordan man vil håndtere den nye ulighed. Og om hvordan man vil politisere det nye hverdagsliv med stress, bilkøer, børneafhentning, hjemmearbejde og så videre. Og tænk nu hvis man får etableret netværk med forældrebestyrelser, erhvervsfolk med videre – på nøjagtig samme måde, som Ritt Bjerregaard fik gjort det med praktikerne i forhold til skolepolitikken i København. Så vil Socialdemokraterne ikke bare være partiet med den levende debatkultur, men også være bevægelsen med de visionære svar på fremtidens udfordringer.«