Rød stue skal ikke regne med os

Af

Det er ikke Det Radikale Venstre, der har skiftet politik i forhold til udlændinge og skat. Det er Socialdemokraterne, siger den radikale gruppeformand Marianne Jelved. Og det må de selv tage ansvaret for, siger hun om de radikales brud med S. Hun afviser al tanke om en samlet rød blok. Vælgerne skal vide, at der er et alternativ til skatte- og udlændingepolikken.

VALGKAMP For bare 12 måneder siden strømmede vælgerne til Det Radikale Venstre med de klare og umisforståelige udmeldinger. I dag er de pist væk igen – vælgerne og de umisforståelige udmeldinger. Det er i hvert fald, hvad man dagligt kan læse, når medierne omtaler dårlige meningsmålinger og bruger ord som »katastrofekurs«, »storhedsvanvid« og »signalforvirring« om det lille parti.

Hvad skete der? Udover, at Muhammed-krisen klingede af, har Det Radikale Venstre i det forløbne år ændret strategi på tre områder: Partiet har stillet ultimative krav til en ny regering, har lanceret formand for folketingsgruppen Marianne Jelved som statsministerkandidat og har gjort op med 13 års samarbejde med Socialdemokraterne. Der har været tale om et kursskifte, som foreløbig hverken har givet vælgergevinst eller anerkendende nik fra omverdenen.

Marianne Jelved, er det jeres mål at vælte Anders Fogh Rasmussens regering?

»Ja! Vi vil vælte Fogh som statsminister og hans flertal med Dansk Folkeparti. Det hele.«

Men hvorfor gør I så netop de emner, der splitter oppositionen og samler regeringen – udlændinge og skattepolitik – til valgtemaer? Det er da en ren foræring til statsministeren, ikke?

»På ingen måde. Hvis Fogh gerne vil diskutere de temaer, som er kernen i den radikale identitet, er det da en foræring til os. Når det gælder skattestoppet, mener vi, det er et kæmpe problem, at de største boligejere kan sove sig til skattefrie milliongevinster. Samtidig mener vi, at danske statsborgere skal kunne bo her med deres udenlandske ægtefæller. Her er klare radikale standpunkter, som jeg da ikke kunne drømme om at lave om på af taktiske hensyn.«

Men er konsekvensen af det valg ikke, at det overordnede mål om at vælte Anders Fogh Rasmussen fortoner sig?

»Hvorfor skulle det være tilfældet? Hvad er det for en begrundelse? Jeg har slet ikke forstået det der. Hvorfor skulle det, at vi går til valg på den politik, vi er gået til valg på to gange, styrke Fogh?«

Fordi Anders Fogh Rasmussen har vundet to valg på netop udlændinge og skattestop – i 2001 og 2005. Hvis I gør de temaer til valgtemaer, så vinder han vel igen?

»Sludder! Valgforskere har lavet grundige analyser af 2001-valgkampen. Her fremgår det, at Fogh vandt, fordi han blev anset for at være lige så god til at føre velfærdspolitik som Socialdemokraterne. Udlændinge lå godt nok højt på vælgernes liste, men ikke så højt som velfærden.«

Men de radikale vælger da temaer, hvor oppositionen er splittet?

»Det ville være himmelråbende utroværdigt, hvis vi – på grund af nogle taktiske manøvrer hos andre – skal acceptere, at det, der er vores identitet, vores værdier og fremtidsvisioner, bare skal kappes væk. Ned i skuffen? Aldrig i livet!«

Så I er idealisterne, og Socialdemokraterne er populisterne?

»Nej! De andre må da selv om, hvad de vil køre ud med af politik. Men de skal ikke bestemme, hvilken politik vi må køre ud med. Vælgerne skal da vide, at hvis de vil have en anden skatte- og udlændingepolitik, så er der et alternativ. Jeg får mange henvendelser fra danskere, der vil have en anden udlændingepolitik. Skulle vi nu lukke munden og sige: Fra nu af og frem til næste valg siger vi ikke noget om udlændinge? Det kan vi da ikke.«

De ultimative krav

Det Radikale Venstre har historisk været et pragmatisk og kompromissøgende parti. Derfor overraskede det mange, da partiet sidste år opstillede fem »ultimative« krav – som senere blev kaldt for »uomgængelige« – for at kunne støtte en ny regering efter et valg. Kravene handlede blandt andet om et opgør med skattestoppet, en ny udlændingepolitik og et opgør med centralismen og de mange test i folkeskolen.

Hvis I vil vælte Anders Fogh Rasmussen, hvorfor har I så erstattet den bløde, kompromissøgende pragmatisme, som de radikale historisk har stået for, med ultimative krav?

»Det er jo bare floskler, I kommer med dér. Som alle andre partier tager vi afsæt i en politik, som, vi mener, er den rigtige, og prøver at få så meget af den igennem som muligt. Det har vi altid gjort. I 1990’erne krævede vi blandt andet en række arbejdsmarkedsreformer, som vi sloges med Socialdemokraterne om. De måtte bøje sig til sidst, fordi vores stemmer var afgørende. Sådan er politik. Og hvorfor skulle vi dog holde op med at stille krav til dem, vi skal samarbejde med?«

Men ligefrem at stille »ultimative krav«, det er vel ikke radikalt?

»Det er da ikke os, der har introduceret den ultimative politik og kontraktpolitikken. Det er Fogh, der har skabt skattestoppet, som ikke er til diskussion. Det er også ham, der har introduceret stramningerne i udlændingepolitikken. Her er der ikke noget at komme efter i dansk politik. Og slet ikke, efter at Helle Thorning-Schmidt er blevet formand for Socialdemokraterne.«

Hvad mener du med det?

»Det exceptionelt nye er, at det største oppositionsparti har adopteret centrale dele af regeringsflertallets politik. Og det er den manøvre, der skaber en ny situation. Derfor er det at rette bager for smed, at det nu pludselig er vores ansvar. Det er faktisk ikke os, der har flyttet os. Det er ikke os, der har skiftet politik. Socialdemokraterne må selv tage ansvaret for, at de har skiftet politik, men de skal ikke komme og sige, hvad vi skal gøre.«

Så når I er ultimative, er det, fordi de andre begyndte?

»Hvis regeringen og det store oppositionsparti siger, »vores politik i forhold til både skat og udlændige er ultimativ, den er ikke til diskussion«, skal vi så bare sige »nå, det var bare ærgerligt, så ændrer vi også kurs«? Aldrig i livet.«

Men hvorfor stille ultimative krav før et valg, som alligevel ikke kan blive indfriet?

»Det, vi skal tage medansvar for, skal vi da også kunne forsvare. Hvem skulle de vælgere, der er uenige med regeringens skattestop og udlændingepolitik, ellers stemme på? Og lad nu være med at fremstille os som eksotiske ekstremister, der er kravlet helt op i træet, hvorfra vi ikke kan komme ned. Glem ikke, at det er os, der insisterer på en midte i dansk politik. At det er os, der insisterer på at komme ud af blokpolitikken. At det er os, der i insisterer på brede, kludetæppeforlig.«

Farvel til Socialdemokraterne

Det gav genlyd, da Det Radikale Venstre sidste forår lancerede Marianne Jelved som statsmini-sterkandidat, og det gjorde det også, da partiet 7. april 2006 brød 13 års samarbejde med Socialdemokraterne og åbnede op for et muligt samarbejde med Venstre og konservative.

Hvis I vil vælte Anders Fogh Rasmussen, hvorfor har I så fravalgt Socialdemokraterne?

»Vi vælter ikke Fogh og Kjærsgaard ved at blive enige med Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten på rød stue. Det ville være utroværdigt. De fire partier på rød stue har slet ikke samme værdifællesskab som VKO (Venstre, konservative og Dansk Folkeparti red.). Der er en enorm forskel mellem Enhedslisten og os. Så forestillingen om, at de fire partier på rød stue udgør en enhed, er løgn.«

Men det ændrer ikke ved, at jeres vælgere i meningsmålinger foretrækker et samarbejde med Socialdemokraterne og SF?

»Sådan kan man ikke stille det op. Når jeg spørger radikale medlemmer, om de vil være med til at føre regeringens udlændingepolitik, så er deres svar entydigt nej. Hvis jeg spørger, om de vil være med til at videreføre skattestoppet, så er svaret entydigt nej. De vil ikke have den politik. Heller ikke med Socialdemokraterne. Derfor var vi nødt til at gøre, som vi gjorde. Vi kan jo ikke troværdigt gå til valg på de her ting og så sige, at vi peger på Helle Thorning-Schmidt.«

»Jeg forstår ikke, at Socialdemokraterne har rottet sig sammen med de rigeste ved at acceptere, at de rigeste boligejere betaler mindre og mindre i skat af de stigende friværdier og ved at acceptere udlændingelovgivningen. Hvor er den sociale indignation?«

Forvirrende signaler

Efter de radikales brud med Socialdemokraterne har mange vælgere været forvirrede over, hvorvidt en stemme på de radikale i sidste instans er en stemme på Socialdemokraterne eller en stemme på de borgerlige.

Er det ikke uklar kommunikation, at man ikke ved, om en stemme på jer er en stemme på de borgerlige?

»Vi har sagt fra fra dag ét, at vi aldrig vil pege på Fogh. Men vi er klar til at forhandle til begge sider i Folketinget. Både til venstre og til højre. Lad os antage, at VKO ikke har flertal, men at VK har flertal med os efter et valg, og at Fogh går af. Kunne man da forestille sig, at vi forhandlede politik med V og K? Ja, det kunne man sagtens. Og er der flertal til den anden siden, forhandler vi der. For os handler det om at få politisk indflydelse med vores mandater.«

På den ene side kritiserer du Socialdemokraterne for mangel på social indignation, og på den anden side åbner du op for et samarbejde med de borgerlige. Forstår du, hvis vælgerne er forvirrede over, hvor de har jer?

»Det radikale Venstre har en meget klar politik. Den er fuldstændig uforandret. Forvirringen kommer af, at medierne har bestemt, at verden nu skal være opdelt i rød og blå stue – og dér passer vi ikke ind. Det er mig ubegribeligt, at Foghs blokpolitik vinder indpas i den måde, journalister og politikere tænker på. Sådan var det ikke før 2001. Den demokratiske debat er lagt død. Et stort tillykke til statsministeren.«

Hvad vil I gøre ved det?

»Vi skal blive bedre til at bryde igennem mediemuren. Hvert eneste år, jeg startede som lærer i folkeskolen, sagde jeg til mig selv: I år skal det lykkes! Og det tror jeg stadig på. Vælgerne skal nok flytte sig i udlændinge- og skattespørgsmålet.«