Riv fabriksskolen ned

Af Kirsten Weiss

Folkeskolen er en af de væsentligste institutioner i samfundet. Desværre lider den af kontrolsyge og er næppe leveringsdygtig i elever, der kan vidensamfundets ABC. Så reformér dog den gammeldags fabriks­skole og slip lærere, elever og visioner løs! Sådan lyder opfordringen fra to professorer i pædagogik og ledelse.

INTERVIEW Rystelserne efter Togochokket i 1994 har endnu ikke lagt sig i den danske folkeskole.

Dengang landede den første internationale undersøgelse af skoleelevernes læsefærdigheder nemlig på lærerværelserne – og ikke mindst på den politiske dags­orden. Undersøgelsen afslørede, at danske elever i 3. klasse læste dårligere end deres kammerater i resten af Norden – og på niveau med visse ulande. Den besked sendte chokbølgerne gennem folkeskolen og Christiansborg – og fik noget misvisende kælenavnet Togochokket.

Det var ikke pænt ment, og betegnelsen er i øvrigt misvisende; det vestafrikanske land Togo deltog slet ikke i undersøgelsen. Desuden glemte politikere og skolefolk midt i forargelsen at notere sig, at danske elever, når de nåede 8. klasse, faktisk var ret godt på omgangshøjde med andre nordiske børn.

At der var noget at komme efter dengang, er dog ikke helt forkert, mener professor Per Fibæk Laursen fra Danmarks Pædagogiske Universitet.

»Danmark klarede sig middelgodt og bestemt ikke særligt fremragende. Undersøgelsen var med til at sætte fokus på, at der blandt nogle lærere var opfattelsen af, at man ikke måtte stille krav til eleverne, og at ’det nok kommer af sig selv’, hvis eleverne ikke havde lært at læse. Det var tiltrængt, at vi fik gjort op med den naive pædagogik,« siger Per Fibæk Laursen.

Til gengæld paralyserede chokket dengang både de visionære lærere og skolepolitikerne, der blev bange for deres egen reformpædagogiske skygge. 15 år senere er kodeordene i skolen fortsat: ’Styr’, ’stil krav’, ’test!’. Og med systemskiftet i 2001 og daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) opgør med ’rundkredspædagogikken’ blev visionerne for fremtiden aflyst og afløst af symbolpolitik og signalsending: Nu bliver der strammet op!

Silotænkning

Selvfølgelig skal danske børn lære at læse, skrive og regne. Det er bare ikke særligt smart, at de fortsat gør det på industrisamfundets fabriksskole, som i al sin uniformitet og konformitet var på sit højeste omkring 1980. Her, 30 år efter, er den nemlig næppe leveringsdygtig i elever, der er klædt korrekte på til vidensamfundet og overlevelse i en globaliseret verden, mener Per Fibæk Laursen.

Han har sammen med Steen Hildebrandt, professor i ledelses- og organisationsteori, skrevet bogen ’Når klokken ringer ud – opgør med industrisamfundets skole’, der udkom i september.

Bogen beskriver folkeskolen som et eksempel på en organisation, der er designet til en fortid, der ikke eksisterer mere – og var den en virksomhed, der skulle leve af sine kunder, var den lukket for længst. Derfor er det tid til et opgør med skolen af i dag, og i ’Når klokken ringer ud’ sender de to skolen og dens struktur til eftersidning og inviterer de politikere, der udstikker rammerne, og de lærere der udfylder dem, til at løbe ned i skolegården og være med til at lege en mere tidssvarende leg.

Fabriksskolen med dens silotænkning – én årgang, én lærer, én klasse, ét fag, én metode og én type intelligens – skal afløses af en skole, der ikke opdrager, men inddrager eleverne og deres meget forskellige evner.

»Før i tiden betragtede man børn som tomme tavler, der skulle fyldes ud. Når folkeskolen i dag klager over problemer med manglende disciplin og uro, kunne det jo være et symptom på, at undervisningen er utilstrækkelig. Børn i dag er anderledes end industrisamfundets børn. Vi har brug for en skole med meget større mangfoldighed, hvor der ikke kun lægges vægt på de boglige kompetencer, men også på kreativitet og innovation. Lav dog skoler til de børn, vi har i dag,« lyder opfordringen fra Per Fibæk Laursen.

Forældet syn på intelligens

Han pointerer, at store dele af det Danmark, der gerne bryster sig af at være helt fremme i skoene, når det gælder innovation og nye løsninger, stadig hænger fast i et forkvaklet og forældet syn på menneskelig mangfoldighed og intelligens.

Ikke egnet-stemplet trykkes stadig flittigere af i et uddannelsessystem, der stort set kun belønner de traditionelt godt begavede; altså dem med den rå IQ. Forskere, som for eksempel Howard Gardner, der har påvist, at mennesker er udstyret med flere og meget forskellige intelligenser - lige fra den matematiske til den musiske eller sociale - har ringe gennemslagskraft i skolens hverdag. Her smides menneskelige ressourcer hver dag til storskrald, mens samfundet uden for, der er i fuld gang med transformationen fra industri til viden, allerede mærker, at det ikke kun er ensporede tænkere, der er brug for. Tværtimod er der brug for forskellige mennesker med forskellig viden, der formår at spille rundbold med hinanden.

Når Danmark, som forskerne forudser, inden for en ganske kort årrække skal hente sin hovedindtægt i områderne forskning, oplevelser, læring, undervisning, uddannelse, innovation, design, produkt- og procesudvikling, videndeling, ledelse, sport og kultur duer det ikke, at børn og unge rask væk smides på skoleporten, når de keder sig på skolefabrikken.

»På decentralt niveau, blandt lærere og skoleledere, sker der faktisk mange gode ting, men meget af skolens hverdag handler også om daglig drift. Og man må undre sig over fraværet af politiske visioner, værdier og langsigtede forestillinger om skolens og samfundets udvikling i en globaliseret verden. Der er end ikke respekt for folkeskolen, og går man ind i en dyr, velfungerende og vedligeholdt bygning i Danmark er det i hvert fald ikke en folkeskole, men sikkert en finansiel institution,« siger Per Fibæk Laursen.

Forskellige børn – forskellige former

Som eksempler på skolerne, der faktisk gør noget andet og arbejder alternativt nævner han Bavnebakkeskolen i Støvring, der kombinerer det praktiske værkstedsbaserede arbejde med undervisning i de klassiske fag som matematik og dansk. Forskellen her er, at den mere teoretiske undervisning giver mening, fordi den er kombineret med den praktiske anvendelse af færdighederne. Eller Gentofte Kommunes SKUB-projekt, hvor skolen har sat sig som mål at styrke faglige, sociale og personlige færdigheder og løbende forny sig.

Her er dagligdagen organiseret på nye måder og i nye rammer, og Per Fibæk Laursen minder om, at en af kommunens lærere allerede kort efter projektets start for snart ti år siden næsten med forbavselse konstaterede, at »det jo er meget nemmere at undervise, når man ikke skal bruge al energien på at få børnene til at sidde stille på stolen i 45 minutter«.

Forskellige børn egner sig til forskellige skoleformer, mener Per Fibæk Laursen. Og det er, medgiver han, en stor udfordring at udvikle større mangfoldighed, uden at man samtidig cementerer en social klassedeling.

»Den danske folkeskole har bestemt kvaliteter. For eksempel er børnene her relativt glade for at gå i skole, og vi har fine traditioner for en afslappet, positiv og uformel tone mellem elever og lærere. Det er noget, besøgende fra udlandet altid hæfter sig ved. Men de gode decentrale tiltag til nye undervisningsformer mangler opbakning fra centralt politisk hold. Her har man i stedet travlt med signalgivningen og med at puste til en helt overdrevet frygt for, at vores børn ikke lærer at læse. Lærerne er presset ind i en mere stram og defensiv rolle, og kravene om administration tager tid og energi ud af den rolle, som eksperter i undervisning, lærerne burde tiltage sig,« siger Per Fibæk Laursen.

Ledelse – ikke lappeløsninger

Der er, mener Per Fibæk Laursen, brug for et nyt dannelsesideal, som tager alvorligt, at vi ikke længere kan opdrage og uddanne til forudsigelighed. Naturligvis skal eleverne fortsat tilegne sig færdigheder, men de skal kunne meget mere og andet end deres ABC. ’Styr’, ’stil krav’, ’test’ kunne erstattes af nøgleordene: ’Tillid’, ’relationer’ og ’dialog’. Og så skal skoleledelse handle om visioner og veje til fremtiden, frem for at fikse huller.

Slip visionerne, lærerne – og børnene løs fra fabrikken. Og lad så skolen få fred i hverdagen, lyder opfordringen fra forskerne i bogen. Eller som Per Fibæk Laursen formulerer det:

»Politikerne burde tage sig en pause fra alle reglerne og sætte sig og diskutere den overordnede udvikling. Vi har behov for ledelse og forandringsledelse, ikke for flere lappeløsninger.«