Risiko for permanent indvandrerproletariat

Af | @MichaelBraemer

Nydanskere er på vej til at blive låst fast i rollen som underklasse i det danske samfund, dokumenterer ny rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Uddannelse viser sig kun i begrænset omfang at kunne hjælpe indvandrerne frem. Vi står over for en kæmpe opgave, hvis den fremtidige velfærd skal sikres og det danske lighedsideal holdes intakt, siger erhvervsrådets direktør. Integrationsministeren mener, at Danmark er underlagt et uddannelsestyrani.

Det skorter ikke på opfordringer til indvandrerne om at gøre sig umage med lektierne og sørge for deres egen succesfulde integration gennem uddannelse. Men desværre viser det sig, at der er ikke så lidt om snakken, når mange indvandrere siger, at det alligevel ikke nytter, og at de er afskåret fra job og fremgang, uanset hvor mange talenter de møder op med.

I hvert fald har uddannelse slet ikke den samme betydning for indvandrernes chancer for at få job og højere indkomst, som den har for danskere. Det fremgår af Arbejderbevægelsens Erhvervsråds rapport »Fordeling og levevilkår«, der offentliggøres i denne uge. Den kortlægger, hvordan danskernes indkomster, formuer og andre økonomiske forhold har udviklet sig i
perioden 1991-2001. Erhvervsrådet har blandt andet set på mulighederne for at forbedre sin situation, hvis man tilhører de fattigste 20 procent af befolkningen, den såkaldte lavindkomstgruppe. Og på, hvad der kendetegner dem, det lykkes for.

Undersøgelsen viser, at næsten halvdelen af de danskere, der i 1996 befandt sig i lavindkomstgruppen, var rykket op i højere indkomstlag i 2001. Det samme var kun lykkedes for 20 procent af indvandrere fra mindre udviklede lande.

Uddannelse er en betydningsfuld løftestang for danskerne. Af de videregående uddannede danskere, der i 1996 befandt sig i lavindkomstgruppen, havde hele 65 procent fem år senere forladt gruppen. For indvandrerne er uddannelse derimod ikke så stor en hjælp. Kun 23 procent af de indvandrere med videregående uddannelse, der i 1996 befandt sig i lavindkomstgruppen, havde i 2001 sikret sig en højere indkomst.

Faktisk er det langt lettere for en ufaglært dansker at komme ud af lavindkomstgruppen, end tilfældet er for en indvandrer med videregående uddannelse. Manøvren var således lykkedes for næsten 40 procent af de ufaglærte danskere i løbet af de fem år.

Diskrimination

Direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Lars Andersen er opmærksom på, at sprogproblemer og vanskeligheder med at få uddannelser anerkendt af danske arbejdsgivere kan være en del af forklaringen på, at uddannelse har en forholdsvis beskeden betydning for indvandrernes muligheder i det danske samfund. Samtidig vil han dog ikke se bort fra en betydelig diskrimination.

»Man kan have forskellige holdninger til, hvor mange nye indvandrere der bør komme til landet.

Men det er både sørgeligt og farligt, hvis en bestemt holdning smitter af på den måde, vi behandler dem, der allerede er her. Ikke alene risikerer vi at bevæge os i retning af et mere polariseret og ulige samfund. Det koster også fremtidig velfærd. Der ligger et meget stort vækstpotentiale i en ordentlig integrationspolitik, og indvandrerne er jo den eneste arbejdskraftreserve, vi har,« siger han.

På grund af dårlig integration på arbejdsmarkedet og dårlige lønninger til dem, der trods alt er kommet i arbejde, befinder 61 procent af indvandrerne fra mindre udviklede lande sig i lavindkomstgruppen. Det gør til sammenligning kun 17 procent af danskerne.

citationstegn»Min personlige opfattelse er, at vi er for restriktive, og at der hersker et uddannelsestyranni i det danske samfund, hvor man lægger for meget vægt på formelle kvalifikationer snarere end reelle kvalifikationer. Men organisationerne på arbejdsmarkedet er jo meget på vagt. Det er en udbredt holdning, at »indvandrerne skal integreres, men det skal altså ikke lige være her. Bertel Haarder (V), integrationsminister

En større andel af danskere, 21 procent, finder vi blandt de rigeste 20 procent af befolkningen, højindkomstgruppen. Her befinder sig til gengæld kun 4 procent af indvandrerne fra mindre udviklede lande.  Risikoen for et klassedelt samfund med personer af anden etnisk baggrund som permanent underklasse understreges af, at mønstret for efterkommere er næsten identisk med deres indvandrerforældres: 60 procent af efterkommerne befinder sig i lavindkomstgruppen og kun 4 procent i højindkomstgruppen. Oven i købet har der op gennem 90’erne været en tendens til, at overrepræsentation af indvandrere fra mindre udviklede lande er vokset i lavindkomstgruppen.

Dette samlede billede dækker dog over to modsatrettede tendenser: Overrepræsentationen har været svagt faldende for indvandrere i den erhvervsdygtige alder siden 1996 på grund af faldende ledighed. Men samtidig er der kommet flere ældre indvandrere i lavindkomstgruppen.

Ikke alle indvandrere er nemlig berettiget til fuld folkepension, fordi den afhænger af, hvor mange år man har opholdt sig i Danmark. Desuden har indvandrerne ikke i samme grad som danskere supplerende indtægter fra pensionsordninger.

Opdeling afspejler sig i boligmønster

Polariseringen mellem etniske danskere og indvandrere afspejler sig også i boligmønstret, hvor indvandrerne i stadig højere grad samles i ghettoer. Overrepræsentationen af indvandrere fra både mere og mindre udviklede lande er taget til i den almene boligsektor op gennem 90’erne.

Tilsammen udgjorde de to grupper i 2001 over 22 procent af beboerne i de almene boliger, men kun fire procent af boligejerne.

Hvor der i 1991 boede 2,5 gange så mange indvandrere fra mindre udviklede lande i den almene boligsektor, som man skulle forvente ud fra deres andel af befolkningen, var tallet i 2001 vokset til næsten tre.

Denne udvikling har fundet sted samtidig med, at der er blevet færre danskere – undtaget ufaglærte – i den almene boligsektor. Rapporten fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd tegner således billedet af en almen boligsektor, der i stigende grad er opsamlingssted for ressourcesvage personer både blandt indvandrere og danskere.

Det positive budskab i rapporten er, at højkonjunkturen i 90’erne kom indvandrerne til gode i form af et stort fald i ledigheden. Det har sat dem i stand til i en vis grad at frigøre sig fra offentlige ydelser og i højere grad forsørge sig selv.

Fra 1994, da ledigheden var på sit højeste, til 2002 faldt ledigheden blandt personer med ikke-vestlig oprindelse fra over 40 procent til under 15 procent. I samme periode oplevede personer af dansk oprindelse et fald fra cirka 11 procent til cirka 5 procent.

Amerikanske tendenser

Lars Andersen understreger imidlertid, at der er langt igen, før indvandrerne begynder at få et erhvervsmønster, der ligner danskernes.

»Vi bilder os ind, at vi har et samfund, hvor få har for meget, færre for lidt og hvor lighedsidealet er styrende. Det billede er ved at krakelere. Nu har vi pludselig en underklasse og ser begyndende tendenser til at behandle den som »working poor« efter bedste amerikanske mønster med for eksempel nedsatte ydelser. Den dårlige integration skyldes nok problemer på begge sider, men vi må så appellere til begge sider om at løse problemerne i overensstemmelse den danske tradition for, at man kvalificeres til at fortjene en høj løn,« siger han.

Undersøgelsen skelner ikke mellem uddannelser taget i Danmark og medbragte uddannelser, og der er ingen tvivl om, at mange af de videregående uddannede indvandrere har deres uddannelse med fra hjemlandet. Lars Andersen mener imidlertid ikke, at det skal være et argument for at holde dem ude fra arbejdsmarkedet.

»I disse globaliseringstider, hvor den ene danske virksomhed efter den anden outsourcer produktion til udlandet, ser vi jo masser af eksempler på, at man kan bruge medarbejdere, der ikke har deres kvalifikationer fra det danske uddannelsessystem. Den samme fleksibilitet kunne man godt efterlyse her i landet,« siger han.

Danmark er for restriktiv

Det mener integrationsminister Bertel Haarder (V) er »en rigtig klog betragtning«. Der er ifølge ministeren tre grunde til, at Danmark sammen med Sverige har verdens dårligste integration af indvandrere: Verdens højeste minimumslønninger, verdens højeste sociale satser og så de værste uddannelsesbarrierer.

»Jeg ser intet mærkeligt i, at mange medbragte uddannelse ikke fører til tilsvarende job. Det hænger sammen med, at uddannelserne ofte ikke godkendes. Min personlige opfattelse er, at vi er for restriktive, og at der hersker et uddannelsestyranni i det danske samfund, hvor man lægger for meget vægt på formelle kvalifikationer snarere end reelle kvalifikationer. Men organisationerne på arbejdsmarkedet er jo meget på vagt. Det er en udbredt holdning, at »indvandrerne skal integreres, men det skal altså ikke lige være her«,« siger han.

Samtidig understreger Bertel Haarder dog, at det er nødvendigt at være realistisk og forholde sig kritisk til de kvalifikationer, indvandrere angiver at være i besiddelse af. Han henviser til et integrationsprojekt, som Ingeniørforeningen i Danmark sidste år ville gennemføre for 500 indvandrere, der angiveligt skulle være ingeniører. Det viste sig kun at være tilfældet for 50 af dem.

På Københavns Universitet ser studiechef Jacob Lange indvandrernes dårlige muligheder på arbejdsmarkedet præge deres uddannelsesvalg. Efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande holder sig i stigende grad væk fra de lange videregående uddannelser.

»Der er ingen tvivl om, at der i indvandrermiljøer er en kollektiv depression og usikkerhed om, hvordan man skal vælge uddannelse og erhverv. Også erhvervsuddannelserne vælges fra på grund af de velkendte problemer med at få praktikplads – et problem, der er blevet yderligere forstærket af regeringens begrænsning af skolepraktikken,« siger han.

Ghettodannelse i uddannelsessystemet

I stedet er de helt store »sællerter« i indvandrerkredse blevet korte videregående uddannelser til markedsføringsøkonom og datamatiker.

citationstegn»I disse globaliseringstider, hvor den ene danske virksomhed efter den anden outsourcer produktion til udlandet, ser vi jo masser af eksempler på, at man kan bruge medarbejdere, der ikke har deres kvalifikationer fra det danske uddannelsessystem. Den samme fleksibilitet kunne man godt efterlyse her i landet. Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

»Uddannelsessystemet er ved at blive ghettoficeret i disse år. Andengenerationsindvandrere går på HHX og HTX og tager bagefter de korte videregående uddannelser sammen. Men desværre er det fag med stor arbejdsløshed og betydelig risiko for at løbe ind i den diskrimination, vi har set på praktikpladsområdet. Det havde været bedre, hvis de valgte uddannelser som for eksempel sygeplejerske og pædagog,« siger han.

Meget apropos sætter integrationsministeren netop i dag en kampagne i gang for at få andengenerationsindvandrere til at satse på de korte og mellemlange uddannelser på social- og sundhedsområdet. Der er mange ledige job, sikkerhed for at få en uddannelse og ingen risiko for at løbe ind i diskrimination, lyder salgsargumenterne fra Bertel Haarder.