Rige landes borgere i oprør over ulighed

Af

Mediernes beretninger om absurd overforbrug blandt verdens rigeste har skabt en global utilfredshed med forskellene mellem rig og fattig, mener ekspert. Ny undersøgelse peger også på, at flertallet i mange af verdens største lande er fortørnede over ulighederne og vil beskatte de rige hårdere. Den finansielle krise kan dog allerede nu have skabt mere lighed.

EN SKÆV VERDEN Det er ikke kun i det lighedsorienterede Danmark, at man er bekymret over forskellen mellem rig og fattig. I mange af verdens mest magtfulde og befolkningsmæssigt største lande, er opstanden over ulighederne mellem samfundets top og samfundets bund langt mere voldsom end herhjemme.

Størst er utilfredsheden hos vores naboer mod syd – Tyskland. Her mener ikke færre end 87 procent af befolkningen, at forskellen mellem landets rigeste og fattigste er for stor. Længere sydpå er man dog næsten lige så oprørt. Blandt franskmændene, italienerne og spanierne udtrykker mellem 76 og 85 procent utilfredshed med, hvordan deres hjemlandes indtægter og formue er fordelt.

Kigger man uden for Europas grænser, vælter utilfredsheden med forskellen mellem rig og fattig også frem. I Kina og Japan så henholdsvis 80 og 64 procent af befolkningen gerne en anden fordeling af goderne. Selv i USA mener et massivt flertal på 78 procent, at gabet mellem rig og fattig er for stort.

De bemærkelsesværdige resultater fremgår af en undersøgelse, som analyseinstituttet Harris Poll har foretaget i samarbejde med finansavisen Financial Times.

Ugebrevet A4 har efterfølgende stillet det samme spørgsmål til et repræsentativt udvalg af danskere. Og hvad der måske vil komme bag på nogen, så er vi væsentligt mindre bekymrede over forskellen mellem rig og fattig end resten af verden. Blot 54 procent af danskerne mener, at ulighederne herhjemme er for store.

Voksende ulighed skaber frustration

Flere af verdens førende forskere udtrykker overraskelse over den voldsomme utilfredshed mellem rig og fattig. Til Ugebrevet A4 siger Humphrey Taylor, der er formand for analyseinstituttet Harris Pool og en flittigt brugt ekspert i holdningsundersøgelser, at bekymringen over ulighederne i verden i dag er på et væsentligt højere niveau, end man har set i meget lang tid.

»Den voldsomme vrede over forskellen mellem rig og fattig hænger sandsynligvis sammen med, hvad der er sket i den internationale økonomi på det seneste. Det er de riges og magtfuldes skyld, synes flertallet at tænke,« siger Humphrey Taylor.

Sandt er det da også, at det ikke ligefrem er gået godt med den internationale økonomi i det seneste år. Siden boligpriserne begyndte at falde i USA, er den økonomiske usikkerhed bare vokset dag for dag.

Det har blandt andet forårsaget voldsomme fald i aktiekurserne og krak og konkurser i banksektoren i både Danmark, USA og resten af verden. Umiddelbart rammer det måske ikke den helt almindelige borger uden aktiekapital så hårdt, men det bidrager til at skabe et billede af en trængt økonomi, hvor arbejdsløshed og økonomisk smalhals lurer lige om hjørnet.

Ifølge Humphrey Taylor er problemet også, at mens økonomien går i sort, er der stadig masser af historier i medierne om ekstremt rige mennesker, der spenderer hundredvis af millioner kroner på kunst og andre luksusgoder.

»Der er masser af mediedækning af, hvad mange opfatter som skandaløst og fuldstændig absurd overforbrug blandt verdens mest succesfulde og allerrigeste. Af og til viser det sig endog, at det er de selvsamme mennesker, der har tjent tykt på at lede de finansielle selskaber i uføre,« siger Humphrey Taylor.

En af de mere bemærkelsesværdige beretninger om de rigestes forbrug var at læse i mange medier tidligere på måneden. Her stod beskrevet, hvordan kunstverdenens hot shot nummer 1, den 43-årige englænder Damien Hirst, hos auktionshuset Sothebys havde formået at sælge sine kunstværker for 111,4 millioner pund svarende til mere end en milliard danske kroner. Det dyreste kunstværk på auktionen var en kalv med guldhorn opbevaret i formaldehyd, som blev solgt for lige knap 100 millioner kroner.

Det, som gjorde hele auktionen endnu mere speciel, var, at den blev gennemført samtidig med, at alverdens aviser, tv og radio flød over med historier om, hvordan den globale økonomi var tæt på kollaps på grund af finansselskabernes dårlige investeringer. Tilsyneladende var det ligegyldigt for de ultrarige, som nærmest stod på tæerne af hinanden for at kaste millioner efter Damien Hirsts værker.

Målinger fra Verdensbanken, FN og mange velrespekterede forskere viser da også, at ulighederne overalt i verden er til at føle på. Af verdens samlede privatforbrug tilfalder blot 0,5 procent de 10 procent fattigste. I skærende kontrast dertil forbruger de 10 procent rigeste 59,5 procent.

Ulighederne er størst i Kina

Af de lande, der deltager i Harris Polls undersøgelse, har Kina den største ulighed. Det til trods for, at den økonomiske vækst i landet i de senere år har trukket millioner af kinesere ud af fattigdommen og ind i den stadigt voksende middelklasse.

Man skal dog også passe på at overvurdere udviklingen i Kina. Ifølge de nyeste undersøgelser har markante prisstigninger i Kina betydet, at færre kinesere end først antaget er blevet trukket ud af fattigdom.

Nummer to og tre på listen over de mest ulige lande er USA og Italien, efterfulgt af England, Spanien, Frankrig, Tyskland, Japan og Danmark – i den rækkefølge.

Selvfølgelig er der andre lande i verden, hvor forskellen mellem de rigeste og fattigste er væsentligt højere end i de nævnte lande. Men ifølge Branko Milanovic, økonom i Verdensbanken og en af verdens førende eksperter på ulighed, betyder det ikke, at forskellen mellem rig og fattig i Vesteuropa ikke er et stort problem.

Afgørende for Branko Milanovic er, at ulighed medfører, at potentialet i de enkelte landes befolkningsgrupper ikke udnyttes til fulde.

»Hvis der er grupper af befolkningen, der på grund af fattigdom holdes udenfor, betyder det også, at de ikke kan bidrage aktivt til samfundet. De bruger ikke deres talent og evner til fulde,« siger han.

Dertil kommer ifølge Branko Milanovic, at uligheden i sin ekstreme form kan føre til politisk ustabilitet, som man blandt andet har set det i Sydafrika, Venezuela og Bolivia.

Branko Milanovic anerkender dog også, at ulighed kan bidrage til en vis form for positiv stræben efter at få, hvad andre har. Et argument som ofte er fremført af liberale i Danmark. Set i forhold til de negative konsekvenser af ulighed er det imidlertid en ringe trøst, mener han.

Europa er låst

Går det, som flertallet af respondenterne i Harris Polls undersøgelse spår, er der imidlertid ikke meget håb om, at forskellen mellem rig og fattig vil blive mindsket i den nærmeste fremtid.

Det ses tydeligst i Tyskland, hvor ikke færre end 89 procent af de adspurgte svarer, at ulighederne blot vil vokse sig større og større i de kommende fem år. Men ikke i et eneste af landene mener et flertal af de adspurgte, at ulighederne vil blive mindre.

Ifølge Humphrey Taylor skal de meget entydige svar ses som et udtryk for, at de seneste års voksende forskel mellem rig og fattig danner grundlaget for forventninger til fremtiden. Dertil kommer, at mange mener, de rige nok skal klare sig uanset, hvad der sker med økonomien – mens middelklassen og de fattige vil blive ramt.

Det er også i det perspektiv, at det udbredte ønske om at beskatte de rigeste skal ses, mener Humphrey Taylor. Ifølge Harris Polls undersøgelse er der i alle lande lige fra USA til Kina flertal for en hårdere beskatning af de rigeste. Dog ikke i Danmark, viser Ugebrevet A4’s undersøgelse. Her går »blot« 40 procent ind for en højere beskatning af de højestlønnede.

Ifølge økonom i Verdensbanken Branko Milanovic kan det også blive mere end svært for de europæiske lande at mindske uligheden ved at ændre skattesatserne. Det skyldes først og fremmest, at mange vesteuropæiske lande allerede har så høj en marginalskat, at det vil gå ud over arbejdslysten, hvis man hæver skatten yderligere. Samtidig virker det heller ikke som en mulighed at sænke skatten for mellemindkomsterne, da finansieringen af velfærdsstaten og de stadigt flere ældre kræver store indtægter til staten.

»Amerikas befolkning er yngre og større, velfærdsstaten er langt fra så udbygget som i Europa, og skatten på de rigeste er langt lavere. Så der er ingen tvivl om, at USA har langt mere manøvrerum end Vesteuropa,« siger Branko Milanovic.

Men måske er der hjælp at hente for lighedshungrende vesteuropæere i de nuværende problemer på finansmarkederne. Læren fra tidligere finansielle kriser er nemlig, at ulighederne mindskes, så længe kriserne ikke udvikler sig til egentlige økonomiske depressioner, fortæller Branko Milanovic:

»Almindeligvis er det de højestlønnede og kapitalejerne, der har økonomisk overskud til at investere. Derfor er det som regel også dem, der rammes hårdest, når aktiekurserne styrter mod jorden. Så sandsynligvis vil den finansielle krise føre til mindre ulighed.«