Rige kommuner gør oprør

Af

Ny tværpolitisk forening vil kæmpe for de velfungerende og velhavende mellemstore kommuner. »Vi vil ikke sammenlægges,« siger Vallensbæks konservative borgmester.

Strukturkommission De seneste år har de fattige og udkantsområdernes kommuner sat dagsorden gennem borgmesternetværket Det Skæve Danmark. Den forening får nu konkurrence.

Kurt Hockerup (C), borgmester i Vallensbæk, har taget initiativ til at danne Sammenslutningen af Bæredygtige Kommuner. Initiativet er et oprør mod den igangsatte kommunalreform, som skal føre til færre og større kommuner.

»Vi er en række middelstore kommuner, der ikke har problemer. Vi har en sund økonomi. Vi kan tiltrække de rigtige folk til vores stillinger. Og vi har en rigtig god service. Hvorfor skal vi nedlægges på grund af en vilkårlig talgrænse. Det giver ingen mening,« siger Kurt Hockerup.

Borgmesteren er godt sur over Strukturkommissionens anbefalinger om, at en bæredygtig kommune i fremtiden skal have mindst 20.000 indbyggere. Vallensbæk har godt 12.500.

»Der findes kommuner på 10.000 indbyggere, som, fordi de er veldrevne, er bæredygtige. Og der er store kommuner, som er mindre bæredygtige,« siger han.

Sammenslutningen af Bæredygtige Kommuner skal ifølge Kurt Hockerup arbejde for, at velfungerende kommuner ikke bliver tvunget ud i uønskede sammenlægninger.

Kurt Hockerup vurderer, at den nye sammenslutning hurtigt vil få omkring 20 medlemmer, fortrinsvis kommuner i hovedstadsområdet. Han ved godt, at hans netværk først og fremmest vil tiltrække de velhavende kommuner. Men han afviser, at der er tale om en usolidarisk gruppe, som er bange for at blive fattigere.

»I Vallensbæk sender vi en formue ud af kommunen i form af udligningsordninger. Det vil vi gerne blive ved med,« siger han.

Søren Enemark, socialdemokratisk borgmester i Glostrup, støtter initiativet.

»Jeg er meget utryg ved, at de små jyske kommuner skaber en stemning, hvor velfungerende københavnske kommuner bliver tvangssammenlagt som plaster på såret for de nødvendige ændringer i Jylland,« siger han.

Heller ikke han er bekymret for at blive kaldt usolidarisk:

»Hovedstaden sender milliarder til Jylland. Også til kommuner, der ikke behøver hjælp.«

Med dannelsen af den nye forening har Kurt Hockerup indledt en åben krig mod regeringen og sit eget parti:

»Det er ikke konservativ politik at tvinge bæredygtige kommuner til sammenlægninger.«