Rige danskere CO2-sviner dobbelt så meget som fattige

Af | @MichaelBraemer

Den rigeste femtedel af danskerne leder dobbelt så meget CO2 ud i atmosfæren som den fattigste femtedel, viser ny analyse. Men man kan ikke stoppe de velbjærgedes overforbrug af energi med større grønne afgifter uden at ramme de fattige urimeligt hård. Udgifterne til energi beslaglægger nemlig i forvejen en langt større del af de fattigstes disponible indkomst end af de riges.

ENERGI Det er blandt de rigeste, at man finder de største miljøsyndere i Danmark. Jo mere man tjener, desto mere CO2-udledning er man skyld i. Det er i hvert fald hovedreglen i de beregninger, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har lavet på baggrund af Danmark Statistiks viden om danskernes energiforbrug.

AE har opdelt befolkningen i fem lige store grupper afhængig af deres disponible indkomst, og mønstret er klokkeklart: Energiforbruget stiger jævnt op gennem de fem indkomstgrupper. Hver dansker i den rigeste femtedel bruger i gennemsnit 26.500 kroner på el, varme, gas, brændsel, benzin og diesel – dobbelt så meget som de 13.800 kroner, den fattigste femtedel bruger i gennemsnit.

Alle beregninger i AE’s analyse er såkaldt husstandsækvivalerede. Det vil i kort form sige, at der er taget højde for, om den enkelte bor i familie og høster stordriftsfordele af det. For eksempel har en familie på to ikke dobbelt så store udgifter til el og opvarmning som en enlig.

Omregner man energiudgifterne til CO2-udslip, kan man se, hvor meget personerne i de enkelte indkomstgrupper hver især skubber på den globale opvarmning. Her viser AE’s beregninger, at de rigeste har et gennemsnitligt CO2-udslip på 6,3 ton om året som følge af deres privatforbrug, mens de fattigste i gennemsnit udleder 3,3 ton CO2 årligt.

Chefanalytiker i AE Jonas Schytz Juuls konklusion er klar:

»Energiforbruget er socialt meget skævt fordelt. Og tilmed er det dem, der sviner mest, som bruger den mindste del af deres disponible indkomst på energi,« påpeger han.

AE’s analyse viser nemlig, at selv om energiforbruget, og dermed CO2-udslippet, er størst blandt de rigeste, så udgør udgifter til energi en mindre belastning for de riges økonomi end for de fattiges.

Mens den fattigste femtedel af befolkningen må sætte 14 procent af deres disponible indkomst af til el, varme benzin og lignende, så trækker det ellers betragtelige energiforbrug blandt den rigeste femtedel kun 6,4 procent af den disponible indkomst på grund af deres væsentligt højere indtægter.

Det forhold gør det meget svært at regulere danskernes private energiforbrug og begrænse CO2-udslippet med energiafgifter, som vi kender dem i dag, påpeger Jonas Schytz Juul.

»Det vil være en relativ hård belastning for de fattigste familier, som i forvejen har det laveste energiforbrug,« siger han.

Progressive afgifter

Svaret på det problem er ifølge chefanalytikeren progressive afgifter, som kan målrettes familier med et energiforbrug, der ligger ud over det normale, og som dermed er skyld i en unødvendig stor CO2-udledning.

»Det er lidt kompliceret at gå til og kræver selvfølgelig præcise modeller for, hvad normalt forbrug er. Men jeg synes godt, at man kunne overveje intelligente løsninger, når man står over for komplekse problemer,« mener Jonas Schytz Juul.

Han bakkes op af Martin Lidegaard, formand for Danmarks grønne tænketank CONCITO. Martin Lidegaard mener, at hvis vi som enkeltpersoner skal gøre dét, som udfordringen fra den globale opvarmning kræver af os, skal skatte- og afgiftslovgivningen på en helt anden måde end i dag hjælpe os til at foretage de rigtige valg.

»Vi kommer til at lægge større afgifter på ressourcer, så det sætter ind mod overforbrug. For eksempel ved at beskatte et elforbrug virkelig hårdt, når det ligger over en vis grænse. Men der ligger en stor opgave i at få systemet indrettet, så det ikke går ud over den sociale balance og rammer de dårligt stillede hårdest,« siger han.

Der er mange måder at reducere toppen af energiforbruget på, men regeringen har sovet i timen, mener Martin Lidegaard.

»Connie (Hedegaard (K), tidligere klima- og energiminister, red.) har ført sig frem på de bonede gulve, men der er ikke sket en dyt, og oppositionen er ikke meget bedre. Det er som om, det ikke er gået op for folk, hvor fundamentalt anderledes vi er nødt til at indrette os,« siger han.

Regeringspartiet Venstres energiordfører Lars Chr. Lilleholt er imidlertid ikke afvisende over for at belønne folk for grøn adfærd. Han er samtidig opmærksom på, at adfærdsregulerende, grønne afgifter vender den tunge ende nedad. Alligevel er han ikke med på ideen om progressive afgifter.

»Der vil være masser af huller i sådan et system, og det vil føre til et bureaukrati af helt enorme dimensioner og et kontrolsystem, som jeg ikke bryder mig om,« siger han.

Lars Chr. Lilleholt forestiller sig, at det sociale hensyn i afgiftssystemet fremover bliver taget i form af grønne checks, der er indtægtsregulerede og skal kompensere dårligt stillede forbrugerne for stigende afgifter på energi.

Bilkørslen er helt skæv

AE’s tal viser, at forbruget af benzin og diesel er den del af energiforbruget, hvor den sociale skævhed slår tydeligst igennem. Mens den rigeste femtedel i gennemsnit bruger 9.600 kroner om året på benzin og diesel, så bruger den fattigste femtedel i gennemsnit 3.300 kroner om året.

For at sætte ind mod den unødvendige del af CO2-udledningen fra bilkørsel foreslår chefanalytiker Jonas Schytz Juul kørselsafgifter, der vil gøre det dyrere at køre meget i egen bil - uden at det rammer folk, der er afhængige af bilen for at komme på arbejde.

»Afgifterne skal være høje dér, hvor der i forvejen er trængsel og mindre, hvor der ikke er en særlig veludbygget kollektiv trafik. De kan godt kombineres med mindre registrerings- og ejerafgift, som skal være afhængig af, hvor meget bilen forurener,« siger han.

Med mindre registreringsafgift vil der formentlig være en miljøgevinst at hente i form af øget salg af nye og mere miljørigtige biler til de økonomisk dårligst stillede borgere, der i dag klarer sig med gamle og mere forurenende biler.

Den rigeste femtedel af befolkningen holder således bilparken opdateret ved at købe ny bil for 22.000 kroner årligt i gennemsnit, mens det tilsvarende beløb for den fattigste del af befolkningen ifølge AE’s tal er 1.700 kroner. Blandt den rigeste femtedel har 87 procent af familierne mindst én bil. Det gælder kun 18 procent af de fattigste.

Et lignende forslag om kørselsafgifter er tidligere blevet fremlagt af Socialdemokraterne og SF og bifaldes derfor af Mette Gjerskov, klima- og energiordfører for Socialdemokraterne.

»Samtidig skal den kollektive trafik gøres billigere og mere effektiv. Og vi skal investere i at gøre den mindre CO2-udledende,« mener hun.

Kollektive storforbrugere

AE’s undersøgelse viser, at det i høj grad er de økonomisk dårligst stillede, der vil blive tilgodeset, hvis den kollektive trafik gøres billigere og mere effektiv. Udgifter til bus og tog er det eneste område af energiforbruget, hvor de økonomisk dårligst stillede har en førerposition. Blandt den fattigste femtedel bruger man i gennemsnit 2.600 kroner årligt på kollektiv trafik, mens den rigeste femtedel kun bruger knap 2.000 kroner i gennemsnit.

Den sociale skævhed i energiforbruget viser sig i AE’s analyse i øvrigt ved, at:

Familier i ejerbolig i gennemsnit har et energiforbrug på 24.300 kroner, mens personer i lejebolig her udgifter på 15.300 kroner

Familier i ejerlejligheder har et gennemsnitligt energiforbrug på knap 18.500 kroner, mens personer i lejelejligheder har et gennemsnitligt energiforbrug på 15.000 kroner.

El og varme er de to poster, der i særlig grad belaster de fattiges økonomi i forhold til de rigestes. Udgifterne til fjernvarme udgør 4,7 procent af den fattigste femtedels disponible indkomst, men beslaglægger kun 1,3 procent af den rigeste femtedels økonomi. El-udgifter tager 3,7 procent af de fattigstes disponible indkomst, men til sammenligning kun 1,5 procent af de rigestes.

AE foreslår, at forbrugerne får mulighed for at opnå besparelser på el-regningen ved opsætning af intelligente el-målere, der registrerer el-forbruget over hele døgnet. På den måde bliver der mulighed for at afpasse priserne efter produktion og efterspørgsel, når strømmen bruges. Dermed vil man kunne udnytte den overproduktion, der ofte er om natten, når vindmøllerne kører på fuld kraft, så der samtidig opnås en miljøgevinst.

»Forbrugerne får et større incitament til at rykke en del af elforbruget til om natten, hvor strømmen er billigere. Det kunne være på det tidspunkt, man opladede batterier, satte vaskemaskinen over og så videre. Og i takt med, at el-biler bliver mere udbredte er det helt afgørende, at det gøres attraktivt at lade op, når der er overskudsproduktion af el, så bilerne i højere grad bliver opladet af vedvarende energikilder,« mener chefanalytiker Jonas Schytz Juul.

Bare det er billigt

Professor i miljøøkonomi på Århus Universitet Mikael Skou Andersen mener imidlertid ikke, at der er grund til at indføre noget, der er alt for kompliceret. Og som sådan ser han intelligente elmålere.

»Det kan man gøre af andre grunde – hvis for eksempel el-værkerne synes, de har behov for at udjævne efterspørgslen. Men det er ikke noget, man skal gøre fra statens side. Det eneste, staten skal sikre, er, at el fra vind har den rabat, som dens miljøfordel berettiger. Så vil markedet begynde at indrette sig efter det,« siger han.

Han mener også, det vil kræve for meget administration at indføre progressive afgifter for at opnå større social retfærdighed i energiforbruget.

»Det er bedre, at der kommer en grøn check ind ad døren til familier med lave indkomster, som rammes unødig hårdt. Det er også det redskab, man har brugt i Canada i en grøn skattereform og dét, man nu diskuterer i Frankrig, som er ved at lave en CO2-afgift,« siger han.

Heller ikke Anne Grethe Holmsgaard, energi- og klimaordfører for SF, mener, at afgifter alene kan skabe social balance i energiforbruget.

»Men man kan gøre meget uden for afgiftssystemet. Det handler jo også om de generelle indkomstforskelle i samfundet,« siger hun.

Bortset fra det, ligger en meget stor del af vores energiforbrug i boliger, og der kunne opnås meget for de dårligst stillede ved at sætte gang i en energirenovering, der også tilgodeser lejeboliger, påpeger Anne Grethe Holmsgaard.

Og så finder hun det passende at stille krav til de mest ressourcestærke borgere om at skære ned på deres overdrevne energiforbrug:

»Den rigeste del af samfundet må handle selv og opføre sig klimaansvarligt,« mener hun.