Respekt for politik

Af forbundsformand Arne Johansen,Forbundet Træ-Industri-Byg i Danmark (TIB)

Fagbevægelsen skal ikke forvandles til en udemokratisk koncern. Verden forandrer sig. Vi forandrer os. I den proces er der brug for stærke holdningsdannende elementer. Den socialdemokratiske arbejderbevægelse er ét af dem.

Valentinsdag er en amerikansk tradition, som er blevet populær i Danmark. I år fik vi en ekstra Valentinsdag, fordi medierne med kyshånd greb Michael Valentins lille bog om fagbevægelsen, der blev lanceret op til 1. maj.

Mediebegivenheden fortæller om kommercialisering. Det samme gør Michael Valentin, der argumenterer for en såkaldt moderne fagbevægelse. Bogen opsummerer på udmærket vis den kritiske debat, som foregår i fagbevægelsen. Men ellers er det en træls bog.

Valentin skriver, at »der er ... ikke nogen tvivl om, at fagbevægelsen vil profitere af den totale adskillelse mellem partipolitiske interesser og det at drive moderne fagforening«.

Varedeklaration: Intellektuelle, som ikke besidder tvivlens nådegave, skal man tage med et gran salt. Hvad er for eksempel indholdet i ordet moderne? Den liberale fagforening er for mig at se Valentins ærinde. Han rider med på den nyliberalistiske bølge og går ikke af vejen for at gøre op med smagsdommere og eksperter: Det vellønnede rockwoollag i fagbevægelsen.

Rockwoolfiguren bygger på en ufrugtbar forenkling og et ønske om at skabe indignation: Top og bund er ok, mens det fede mellemlag af folkevalgte, faglige medarbejdere og konsulenter står i vejen for den direkte – ægte – kontakt mellem ledelse og medlemmer. Valentin er populist.

Bogen lider også af en akut mangel på historisk bevidsthed, der får ham til at forenkle og romantisere fortiden, samtidig med at han bruger den som afsæt til et opgør med fagbevægelsen, som vi kender den i vore dages hyperkomplekse samfund.

Han skriver »Det er jo et faktum, at der i dag ikke længere er en naturlig sammenhæng mellem fagforeningsmedlemskab og politisk tilhørsforhold«. Mig bekendt har dét altid været en kamp, som skulle kæmpes for at fastholde og udvikle tilhørsforholdet.

Fortiden, som Valentin beskriver, er for unuanceret og ligner mest af alt en illusion. Beskrivelsen er derfor ikke velegnet til et afsæt for en seriøs drøftelse af, hvordan vi fornyer fagbevægelsen, og hvordan vi udvikler forholdet til Socialdemokratiet og andre partier.

Valentins bud på en løsning er heller ikke gennemtænkt, fordi vort grundlag er politisk og demokratisk. Respekt for denne kendsgerning, ellers mister vi kursen, og 101 Valentiner står klar til at sælge os en ny kurs.

Når vælgerne svigter, og medlemmerne stemmer med fødderne, er det vores opgave at genoprette Socialdemokratiets rolle i fagbevægelsen. Vi har holdninger og værdier, men de trænger til en ny form, som medlemmerne kan forbinde sig med. Løsningen er ikke at forvandle fagbevægelsen til en udemokratisk koncern, men at sætte turbo på medlemsdemokratiet samtidig med, at vi slår et slag for den åbne politiske dialog. Står vi inde for vores holdninger, værdier og ideologi, er jeg overbevist om, at medlemmerne vil respektere og nogle værdsætte, at fagbevægelsen og Socialdemokratiet er to sider af samme sag.

Det stiller krav til os i fagbevægelsen, og det stiller krav til Socialdemokratiet. Kravet er dialog med medlemmerne og befolkningen, klare politiske signaler om frihed under ansvar for fællesskabet og social retfærdighed i nationalt og internationalt perspektiv.

Metoden er ikke at gøre forbundsledelsen til kønsløse upolitiske koncerndirektører. Verden forandrer sig. Vi forandrer os. I denne proces er der brug for stærke holdningsdannende elementer. Den socialdemokratiske arbejderbevægelse er ét af dem.