Regeringspartier i strid om partistøtte

Af | @MichaelBraemer
| @JanBirkemose

De konservative stritter imod V-forslag om kontingentrabat til lønmodtagere og arbejdsgivere, der ikke vil støtte politiske partier gennem deres faglige organisation. Nye regler vil også ramme de borgerlige partier hårdt på pengepungen.

Frustrationer i regeringen over ikke at kunne komme igennem med det omstridte forbud mod eksklusivaftaler får nu de to regeringspartier til at løbe i hver sin retning. Både Venstre og de konservative har ganske vist sat fokus på fagforbundenes økonomi og deres støtte til politiske partier, men i stedet for en fælles strategi har de to partier travlt med at underkende hinandens forslag.

Den konservative arbejdsmarkedsordfører, Lars Barfoed, afviser over for Ugebrevet A4 Venstres forslag om at give rabatter til de medlemmer af fagforbundene, der ikke ønsker deres kontingent brugt til politisk støtte.

citationstegnVi vil gerne sikre, at folk selv bestemmer, om de vil være medlem af en forening. Til gengæld mener jeg ikke, at vi som politikere skal blande os i, hvad man på demokratisk vis beslutter i foreningerne. LARS BARFOED (K), arbejdsmarkedsordfører

»Vi vil gerne sikre, at folk selv bestemmer, om de vil være medlem af en forening. Til gengæld mener jeg ikke, at vi som politikere skal blande os i, hvad man på demokratisk vis beslutter i foreningerne,« siger Lars Barfoed til Ugebrevet A4.

Dermed har begge regeringspartier inden for den sidste uge vendt ryggen til hinandens forsøg på at sætte et plaster på eksklusivaftalernes sår. Først opfordrede de konservatives skatteordfører, Charlotte Dyremose, til at fjerne skattefradraget for lønmodtagernes faglige kontingent. Et forslag, der ville give staten en ekstra indtægt på 2,6 milliarder kroner om året. Men selv om Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, i første omgang var lettere positiv over for forslaget, blev idéen skudt ned af hans partifælle, finansminister Thor Pedersen. Dels ville det være i modstrid med skattestoppet at fjerne et skattefradrag, og dels har partiets egen formand, Anders Fogh Rasmussen, afgivet et valgløfte om, at der ikke vil blive pillet ved fradraget.

En nødløsning

I stedet bragte Venstre forslaget om kontingentrabat på banen. Ideen, der er født af arbejdsmarkedsordfører Jens Vibjerg, er ifølge ham selv en direkte konsekvens af det mislykkede forsøg på at forbyde eksklusivaftaler.

»Når vi ikke kan være sikre på et forbud mod fagforeningstvang, må vi forhindre, at folk bliver dobbelt ramt ved både at være tvangsindlagt til at være medlemmer af en bestemt fagforening og samtidig bliver tvunget til at støtte et parti, som de ikke sympatiserer med,« siger Jens Vibjerg.

Han har endnu ikke lagt sig fast på, hvordan forslaget eventuelt kan føres ud i praksis. Men han har en stor forkærlighed for ideen om, at medlemmerne kun er med til at bidrage til politiske partier, hvis de aktivt har tilmeldt sig. Den metode er også Dansk Folkepartis favorit.

»Det vil være det mest regulære, og jeg er i øvrigt ikke i tvivl om, at det vil få antallet af støtter til at styrtdykke,« siger Vibjerg.

citationstegn

I bund og grund giver vi kun partistøtte, fordi fagbevægelsen gør det. Hvis hele fagbevægelsen stopper, gør vi det også. POUL SCHEUER, direktør i Dansk Industri

Hans vurdering er ikke grebet ud af den blå luft. I Dansk Jernbaneforbund skulle medlemmerne nemlig selv tilmelde sig, hvis de ønskede at støtte Socialdemokraterne ved sidste valg. Ud af forbundets 5.500 medlemmer var der kun 36, der meldte aktivt tilbage, og checken til Socialdemokratiet beløb sig derfor til sølle 360 kroner.

Jens Vibjerg afviser dog, at hans mål er at udsulte oppositionens økonomi.
»Nej, for forslaget skal selvfølgelig også gælde for arbejdsgiverne. Hvis en socialdemokratisk arbejdsgiver ikke ønsker at støtte Venstre, skal han naturligvis heller ikke tvinges til det.«

Industrien er afventende

Hos Dansk Industri, DI, modtages idéen afventende.
»Vi følger naturligvis de beslutninger, som Folketinget træffer. Men indtil videre kan vi ikke forholde os til en strøtanke, der mest skal opfattes som et led i debatten. Vi venter med at overveje vores situation, til der ligger et egentligt forslag,« siger direktør i Dansk Industri, Poul Scheuer.

Han oplyser, at der hvert år er et mindre antal medlemmer, som ikke ønsker, at DI giver politisk støtte. Men organisationen har indtil videre kun støttet ved det seneste valg og støtter først og fremmest for at give modvægt til fagbevægelsens støtte til Socialdemokratiet.
»I bund og grund giver vi kun partistøtte, fordi fagbevægelsen gør det. Hvis hele fagbevægelsen stopper, gør vi det også.«

Langt den største bidragyder inden for fagbevægelsen, LO, har besluttet at indstille sin støtte på 8-10 millioner kroner om året. Men ifølge en rundspørge til LO’s 20 medlemsforbund, som Ugebrevet A4 gennemførte i det seneste nummer, tegner det ikke til, at de enkelte forbund følger trop. 14 ud af de 15 forbund, der hidtil har støttet Socialdemokraterne økonomisk, forventer fortsat at støtte partiet.

Selvom det umiddelbart vil betyde, at DI også fortsætter sin støtte til V og K, kan de to partier dog alligevel godt risikere en nedgang i støtten, hvis Venstre får sit forslag om rabat til modstandere af partistøtte gennemført.

En af de tidligere trofaste bidragsydere har været Danske Entreprenører, og herfra lyder vurderingen, at mere end halvdelen af de 5.800 medlemmer vil vende V og K ryggen, hvis de kan spare 200 kroner på det årlige kontingent.

»Det er kun en gisning. Men den hænger sammen med min tro på, at hvis medlemmerne har lyst til at støtte et parti med for eksempel en plovmand, så kan de finde ud af at gøre det individuelt frem for gennem deres organisation,« siger direktør Jens Klarskov fra Dansk Byggeri, der er resultatet af den fusion, der skete ved årsskiftet mellem Danske Entreprenører og Byggeriets Arbejdsgivere.

Jens Klarskov er umiddelbart positiv for tanken om, at de af hans medlemmer, der ønsker at støtte V og K, selv skal melde sig til. Men han forudser samtidig, at nye regler vil resultere i store administrative udfordringer.

Hidtil er støtten fra entreprenørerne blevet besluttet af bestyrelsen og taget som et rundt beløb over driften. Der har derfor ikke været nogen umiddelbar sammenhæng mellem størrelse af støtten og antallet af medlemmer.

Fagbevægelsen er politisk af natur

Det er der derimod i Dansk Metal, der hidtil har støttet Socialdemokraterne med ti kroner per Metal-medlem ved hvert valg. Forbundets formand, Max Bæhring, er både indædt modstander af LO’s beslutning om at stoppe den politiske støtte og af Venstres forslag, som han ser som endnu et forsøg på at stække fagbevægelsen og dens ret til at støtte og samarbejde med dem, som bevægelsen deler holdninger og interesser med.

»Jens Vibjerg ved ikke, hvad han snakker om. Med de mål og interesser, vi har, er fagbevægelsen af natur politisk, og hvordan skal vi afgrænse det faglige i forhold til det politiske? Vi kan ikke sidde med en kugleramme og sige, at nu har vi brugt tre øre på dét og dét,« siger Max Bæhring.

Max Bæhring lader sig ikke formilde af, at arbejdsgiverne ifølge Venstres forslag på tilsvarende vis skal melde sig positivt til, hvis de ønsker at støtte et politisk parti.

»Loven vil være for let at omgå. Støtten vil blot blive maskeret som andre ydelser. Det skulle for eksempel ikke undre mig, hvis billetprisen for at komme til en kop kaffe med blødt brød hos borgerlige politikere er 19.999,50 kroner, og at de penge også bliver trukket fra i virksomhedernes regnskaber,« siger han med henvisning til reglen om, at donatorer af beløb på under 20.000 ikke skal fremgå med navns nævnelse i partiernes regnskaber.

Metal-formanden finder det uforståeligt, at Venstre vil være bekendt at komme med et forslag, der ensidigt vil ramme lønmodtagernes muligheder for at fremme deres politiske interesser. Det er den demokratiske balance, der er på spil, mener han.

»Vi er oppe mod kræfter, der har mange penge til rådighed, og stækker man lønmodtagernes muligheder for at »lege med«, risikerer vi at ende i et økonomisk diktatur. Skræmmeeksemplet er USA, hvor man jo kan blive valgt til præsident, hvis bare man har penge nok,« siger Max Bæhring.