Regeringens velfærdsstop

Af

Efter kommuneaftalen, kvalitetsreformen og nye overenskomster kan rege­ringen prale af, at den har indført et velfærdsstop. Men den tør ikke.

SKUFFELSER I sidste uge fik undervisningsminister Bertel Haarder (V) verbale prygl. Det skete ved en konference i den borgerlige tænketank Cepos, som i årevis har tørstet efter en regering, der vil gøre op med velfærdsstaten. Med afsæt i en A4-undersøgelse, der viser, at danskerne er blevet mere venstreorienterede under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), forsøgte landets sidste liberalister at få Haarder til at love, at regeringen nu forsøger at få danskerne med på et opgør med velfærdsstaten. Men nej! Ministeren bed ikke på.

Haarder kunne ellers have formildet stemningen ved at kaste store lunser kød ud til de unge, sultne løver på konferencen. I al fortrolighed kunne han have fortalt Cepos-vennerne, at de ikke skal være så bekymrede over al den snak om, at regeringen er i gang med at give velfærdsstaten et markant løft. Det er nemlig kun noget, regeringen siger til de stadig mere venstredrejede vælgerne. I virkeligheden sker der intet!

Hvis Haarder havde kørt frem med den smøre, ville han have haft overbevisende argumenter på hånden. De netop overståede kommuneforhandlinger for eksempel. De fleste er nemlig enige om, at sidste uges aftale mellem kommunerne og regeringen om den kommunale økonomi for 2009 ikke giver et løft til velfærden, men allerhøjest holder den på samme niveau. Altså status quo!

Han kunne også have beroliget forsamlingen med, at den ellers stort opslåede kvalitetsfond på »svimlende« 50 milliarder kroner til nye offentlige bygninger over 10 år bare er »gamle penge«, som alligevel skulle være brugt. Og han ville kunne henvise til, at den aftale, der går under betegnelsen »kvalitetsreformen«, mest af alt består af billige tiltag som brugerundersøgelser og benchmarking. Endelig ville han have kunnet slå på, at overenskomstresultatet på det offentlige område ikke får danskerne til at flygte ind i velfærdsjob og de offentlige udgifter til at eksplodere. Ja, han kunne ligefrem have proklameret, at regeringen nu har indført et »velfærdsstop« på linje med skatte- og udlændingestoppet.

Men det gjorde han ikke, han valgte tæskene. Og det er der formentlig en grund til: Vælgerne. Dem skal man nemlig ikke skuffe.

Og her er vi fremme ved regeringens store dilemma: For hvad gør en borgerlig regering, når vælgernes forventninger til bedre skoler, sygehuse, ældreforsorg og børneinstitutioner bare vokser, vokser og vokser? Umiddelbart er der to muligheder: Enten kan man give borgernes forventninger et modspil – og forsøge at tale dem ned, som Cepos & omegn foretrækker det. Eller også kan man indfri forventningerne ved at bruge penge og energi på at give den offentlige velfærd et regulært løft, så borgerne kan mærke det.

Men gør man ingen af delene, bliver resultatet rod og forvirring – og skuffede borgere. Og dér står regeringen netop nu. På et tidspunkt vil det gå op for danskerne, at det bebudede velfærdsløft aldrig kommer, og det vil skabe masser af reaktioner og ballade og kritik.

Dét der med at stå med en velfærdshungrende befolkning har regeringen prøvet før, helt præcist i efteråret 2006, hvor tusindvis af danskere gik i ­gaderne og blokerede børneinstitutioner. Det varme efterår kan komme tilbage. Men én ting er ændret siden 2006: Regeringen kan ikke én gang til overbevise nogen om, at man nu vil løfte velfærden gennem en kvalitetsreform.