Regeringens vælgerkrise kan blive værre

Af | @MichaelBraemer

Regeringen blev nærmest slået i gulvet i den forgangne uge, hvor meningsmåling reducerede rød bloks vælgerandel til 43,4 procent og gjorde Socialdemokraterne halvt så store som Venstre. Men nye tal viser, at det kan blive endnu værre. V har potentialet til at vokse yderligere til over 45 procent af stemmerne, mens S selv på sin bedste dag ikke vil kunne komme op på 30 procent.

Foto: Illustration: Henrik Rasmussen

FRAVALG Da Folketinget i onsdags havde afslutningsdebat, var det efter en folketingssamling, der har budt på stadig mere katastrofale meningsmålinger for den debuterende SRSF-regering. Otte måneder efter den ved valget kunne mønstre et snævert flertal på 50,2 procent sammen med støttepartiet Enhedslisten, kunne nyhedsportalen Altinget.dk mandag offentliggøre et gennemsnit af de mest troværdige meningsmålinger, hvor regeringspartierne og støttepartiet var dumpet ned på sammenlagt 44,5 procent.

Rød bloks manglende vælgertække blev yderligere understreget af en Megafonmåling i torsdags, hvor vælgeropbakningen faldt yderligere til 43,4 procent. Siden har Voxmeter dog løftet rød blok til 44,9 procent.

Den dårlige nyhed for rød blok er, at de frafaldne vælgere end ikke overvejer at vende tilbage. Derfor ville det lige nu være helt umuligt for rød blok at genvinde magten, selv om det skulle lykkes at indfange hver eneste blå vælger med røde sympatier.  

En måling foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4 blandt 3.254 vælgere viser, at vælgerbefolkningen i øjeblikket er stærkt forankret i enten rød eller blå blok. Kun omkring fire procent af vælgerne i henholdsvis rød og blå blok ville stemme på et parti i den modsatte blok, hvis de ikke kunne stemme på deres eget parti.

Og selv hvis rød blok fik overtalt alle de vælgere fra blå blok, der har et rødt parti som første alternativ, og overhovedet ikke afgav vælgere med et blåt parti som andetvalg, ville den kun komme op på knap 49 procent af stemmerne.

Hvis blå blok på samme måde udnyttede sit potentiale blandt rød bloks vælgere uden at sætte egne vælgere over styr, ville den få opbakning af 58 procent af vælgerne.  

Et godt pejlemærke

Blandt valgforskere ses spørgsmålet om, hvem man ville stemme på, hvis man ikke kunne stemme på det parti, man ellers ville stemme på ved et valg i morgen, som et klassisk pejlemærke for, om et parti har mulighed for at vinde vælgere fra konkurrenterne.

A4’s undersøgelse er gennemført umiddelbart før regeringen fremlagde sin skattereform. Den afdækker derfor de mere grundlæggende strømninger i vælgerhavet, og ikke effekten af skattereformen.

Forsker i vælgeradfærd og politisk psykologi Sigge Winther Nielsen er heller ikke i tvivl om, at regeringens frafaldne vælgere er langt væk, og at regeringen skal håbe på, at der er længe til næste valg, hvis den pønser på genvalg.

»De fleste har gjort op med sig selv, at de vil have en ny regering. Selv om vælgerne fik to stemmer, ville de ikke give deres anden stemme til et parti i rød blok, hvis de er hoppet over i blå blok. Man er enten rød eller blå, og stort set al trafik foregår inden for familien,« siger han.

Ved de seneste mange valg bevægede mellem 9 og 14 procent af vælgerne sig over midten. Alligevel er der ifølge Sigge Winther Nielsen ikke noget usædvanligt i det nuværende, fastlåste mønster i vælgernes sympatier. Vælgerne tænker politik på forskellige måder afhængig af, om der er valg, eller de som nu skal forholde sig til normal dag-til-dag-politik. Først når et valg udskrives, sætter mange vælgere sig for alvor ind i politiske spørgsmål, og det kan regeringen knytte deres håb til, påpeger han.

»Efter valget var der stor fokus på løftebrud, og regeringen fik en hård medfart. Det har bidt sig fast. Nu skal der en ny rystetur til at ændre det billede. Det kunne være et valg, men det ville være lige lovlig kamikaze-agtigt at udskrive valg på det grundlag. Så man må om tre år fremvise nogle resultater, som kan give regeringen den medvind, som den i høj grad mangler nu,« mener han.

Det ser blåt ud

Valgforsker Rune Stubager er enig i, at det ser sort – eller måske rettere blåt – ud for rød blok.

»Tallene viser, at vælgerne er skredet, og at de stadigvæk er sure. Man kan diskutere, om balladen om løftebrud var berettiget, men regeringen kunne for eksempel ikke sikre efterlønnen og heller ikke 40 procent billigere kollektiv trafik i hovedstadsområdet. Og når man ikke leverer det, man har lovet, så bider det hårdt hos de vælgere, der ikke er de mest ideologiske og kan bevæges fra den en blok til den anden,« påpeger han.

Det er ifølge Rune Stubager et klassisk mønster, at vælgerne tager afstand fra Socialdemokraterne, når det som nu begynder at pille ved velfærdsydelser. Undersøgelser har vist, at det ikke var utilfredshed med udlændingepolitikken, der var skyld i, at Socialdemokraterne mistede stemmer efter 1998, som det ellers har været antaget. Det var velfærdspolitikken, som på det tidspunkt udmøntede sig i en forringelse af efterlønnen.

»Vælgerne forventer ikke bedre velfærd af de borgerlige, men reaktionen er: ’Så kan det også være lige meget’. For vælgerne har en forventning om, at de borgerlige er bedre til andre ting, for eksempel økonomi. For nogle spiller det formentlig også en rolle med værdipolitikken, hvor der er sket lempelser under den nye regering,« mener han.    

Bjarne er tabt

Oven i problemerne med vælgernes oplevelse af løftebrud har Socialdemokraterne tilsyneladende også det problem, at de kan se langt efter ’Bjarne’rne – de blå socialdemokrater, som partiet i forrige årti regnede sig frem til udgjorde 6-8 procent af befolkningen og var bestemmende for, hvem der ledte landet.

Nu er de smuttet til blå blok, selv om de socialt og uddannelsesmæssigt havde alle forudsætninger for at være socialdemokrater. Og de tænker ikke på at vende tilbage, viser A4’s tal.

Stort set hele Socialdemokraternes vælgerpotentiale befinder sig således i forvejen i rød blok. Kun 1,8 procent af Dansk Folkepartis vælgere og 0,9 procent af Venstres har Socialdemokraterne som foretrukkent alternativ. Til gengæld er der også meget få socialdemokratiske vælgere, der har et borgerligt parti som alternativ. Kun 2,1 procent af socialdemokratiske vælgere har Dansk Folkeparti og 1 procent Venstre som andetvalg.

Det er vugge-til-grav-socialdemokrater, der er tilbage, mener Sigge Winther Nielsen.

»Hvis nogen skulle hive stemmer over midten til rød blok, skulle det nok være Socialdemokraterne, fordi de radikale i forvejen ligger så højt i vælgertilslutning. Men der skal partiet mande sig op, for der er ikke meget, der tyder på, at de får den blå Bjarne tilbage,« mener han.  

Midt i et arbejde

De dystre tal og de tilsyneladende ringe chance for at genvinde regeringsmagten får dog hverken Socialdemokraterne eller SF til at ryste på hænderne. Det er ellers de to partier, som ifølge meningsmålingerne har været udsat for en veritabel vælgerflugt siden valget, mens tredjeparten i regeringssamarbejdet, de radikale, har haft en mindre tilbagegang ifølge Altinget.dk’s gennemsnit. Støttepartiet, Enhedslisten, har opnået en nærmest eksplosiv fremgang ved indtage rollen som den røde bloks sociale vagthund.  

SF’s politiske ordfører, Jesper Petersen, mener, det er uinteressant med en måling som Ugebrevet A4’s kun otte måneder efter valget. SF står ifølge Altinget.dk til en vælgeropbakning på 6,7 procent mod 9,2 procent ved valget for trekvart år siden.

»I SF bruger vi energien på at skabe nye arbejdspladser til de alt for mange ledige. Og balance i statens udgifter, så velfærdssamfundet kommer sikkert gennem krisen. Når vi skal til valg om tre år, er det vælgernes opgave at bedømme os på den indsats,« siger han.

Også Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, pointerer, at det i sidste ende er resultaterne af det reformarbejde, der er sat i gang, der kommer til at bestemme den nuværende regerings eftermæle og partiernes muligheder for fortsat at sidde i regering efter et valg.

Derfor vil han ikke forholde sig til det forhold, at hans tidligere så bredt appellerende parti stort set ikke overvejes af en eneste borgerlig vælger. Eller at Socialdemokraterne selv på den bedst tænkelige dag, hvor alle potentielle S-vælgere besluttede sig for at stemme socialdemokratisk, ikke ville kunne komme op på 30 procent af stemmerne.  

»Vi ved, at målinger går op og ned, og i øjeblikket er de ikke tilfredsstillende. Men vi er i gang med et langt, sejt træk for at få Danmark ud af krisen og skabe arbejdspladser. Og det, der optager os mest, er at gøre det rigtige for Danmark i en meget alvorlig situation. Skattereformen er et godt eksempel på, hvad vi vil.  Vælgerne må så vurdere os på, om vi har skabt nogle arbejdspladser og styrket uddannelserne, når vi når valgdagen. Men det er ikke foreløbig,« fastslår han.

V-potentiale til endnu mere

På trods af massiv vælgertilstrømning siden valget, hvor Venstre er gået fra 26,7 til 32,7 procent af stemmerne i de seneste meningsmålinger, har partiet ifølge A4’s undersøgelse stadig et stort potentiale, der kan høstes under de rette omstændigheder. Hvis det lykkedes partiet at indfange alle de vælgere, der i øjeblikket har Venstre som foretrukkent alternativ, ville partiet opnå en vælgeropbakning på over 45 procent.

Venstre har også været suverænt bedst til at holde på sine vælgere siden valget i september 2011. Hele 91 procent af V-vælgerne ved det seneste folketingsvalg vil stadig stemme på partiet. I den anden ende af skalaen holder kun 59 procent af de konservative stemmer og 54 af SF-stemmerne fra september-valget stadig fast i deres daværende parti.

Magnus Heunicke lægger ikke skjul på, at Venstre efter hans mening kommer for let til partiets øjeblikkelige succes, og han tror ikke, den holder valgperioden ud.

»Venstre går meget op i taktik lige i øjeblikket, som man kan se i skatteforhandlingerne, hvor de ligefrem truer med at blive væk, hvis de ikke på forhånd får lovning på de skattelettelser, de vil have. Det er ikke særlig kønt og i særdeleshed ikke det, Danmark har brug for,« siger han og tilføjer:

»Jeg kan godt se, at de lige nu belønnes for taktikken, men den er ikke særlig langsigtet hverken for Danmark eller dem selv. De vil jo blive afkrævet nogle svar på, hvad de vil, når vi nærmer os valgdagen.«

Vrøvl

Ellen Trane Nørby, politisk ordfører for Venstre, karakteriserer det som noget vrøvl, når det påstås, at hendes parti agerer passivt og taktisk. Hun mener, at Venstre siden valget har taget ansvar for flere vigtige beslutninger end regeringens støtteparti.

Ordføreren udtrykker glæde over, at det med Socialdemokraterne og SF i regeringen ser ud til at være muligt at gennemføre nogle af de reformer, som ikke kunne lade sig gøre, da de to partier var i opposition.  

Men netop det forhold er også en af de vigtigste grunde til, at vælgerne i den grad er flygtet over midten fra de to partier og ikke går med planer om at vende tilbage, mener hun.

»Det spiller en rolle, om man kan stole på politikerne. Regeringspartierne og særlig S og SF gik til valg på en lang række løfter, som de højst sandsynligt vidste, at de aldrig kommer til at levere på. Det skaber en tillidskløft mellem befolkning og politikere,« mener hun.

Ellen Trane Nørby forstår godt, at mange danskere før valget syntes, at det lød hårdt, når den borgerlige regering sagde, det var nødvendigt med indgreb i forhold til krisen, og derfor hellere ville stemme på nogle, der sagde, at det ikke var nødvendigt at gøre noget.

»Efter valget har selv S og SF erkendt, at det er nødvendigt. Der får vi kredit for at have været ærlige og have sagt tingene, som de var. Vi har ikke lovet noget, men sagt hvad vi skulle gøre for ikke at ende i de gældsfælder, som nogle af de andre europæiske lande er havnet i,« siger hun

I Venstres skygge

I Venstres selskab nærmest forsvinder Det Konservative Folkeparti med en vælgeropbakning på blot 3,6 procent i de seneste meningsmålinger. En andel, der kun udgør godt en tredjedel af partiets valgresultat for bare fem år siden.

Men partiet udmærker sig ved at have det største vælgerpotentiale af alle partier. Hvis man altså tager andelen af vælgere, der har Det Konservative Folkeparti som andetvalg og sætter det i forhold til partiets nuværende vælgeropbakning.

Hele 11,3 procent af vælgerne ville stemme på Det Konservative Folkeparti som foretrukkent alternativ. Fuldt udnyttet ville potentialet sammen med de nuværende vælgere give partiet en vælgeropbakning på over 15 procent.

Der er, som Sigge Winter Nielsen udtrykker det, folk derude, som på en eller anden måde har en veneration for partiet, men bare ikke vil forbindes med den rodebutik, partiet har vist sig som de seneste år.

Det glæder konservativ politisk ordfører Benedikte Kier, at der så forholdsvis mange, der i et eller andet omfang går rundt med et bankende, konservativt hjerte. Det skal udnyttes, selv om tallene viser, at vælgerne for langt størstedelens vedkommende skal hentes i Venstre og resten i enten Liberal Alliance eller Dansk Folkeparti, så det ikke ville styrke blå blok samlet set.  

Men det er ikke let at skabe opmærksomhed med den størrelse, partiet er kommet ned i, forklarer den politiske ordfører.

»Når jeg ser på vores hverdag, udviser vi i den grad vilje til samarbejde og indgår i alle mulige drøftelser og forhandlinger. Men vores problem er, at vi i manges øjne er hamrende uinteressante, fordi vi ikke kan danne flertal med regeringen. Det er vores lod og det grundlag, vi må arbejde på for at komme ud af skyggen. Og det er ikke supersjovt – det er faktisk benhårdt,« siger Benedikte Kier.    

Partiet har iværksat et udredningsarbejde, der skal klargøre, hvordan det kunne gå så galt for partiet, og hvad der skal til at rette op på ulykken. Solomeldinger, der alene har som formål at vise kant i forhold til de tidligere regeringsfæller i Venstre, kommer dog ikke på tale, understreger den politiske ordfører.  

Ulogisk vælgerreaktion

I den røde blok har SF på samme måde et uudnyttet vælgerpotentiale, der er over dobbelt så stort som partiets aktuelle vælgertilslutning. Nemlig 14,6 procent, som dog næsten udelukkende befinder sig hos partier i rød blok i forvejen.

Og det er faktisk ulogisk i betragtning af, at kritikken mod partiet i øjeblikket går på, at det er blevet for højredrejet, påpeger partiforsker Christian Elmelund-Præstekær. For da SF for fire år siden solede sig i succes og vælgeropbakning, var det med en klarere social profil, som ikke desto mindre havde bred appel til vælgerne i samtlige borgerlige partier – ikke mindst Dansk Folkepartis og Liberal Alliances vælgere, viste en A4-undersøgelse.

»Når det går godt, er der vælgere, som gerne vil være på det vindende hold, men som hurtigt falder fra, når det går dårligt. Der er også den type vælgere, der vurderer partierne på deres performance og lederskab – om de har en stærk og karismatisk politiker i spidsen, som de kan identificere sig med. DF-vælgere syntes dengang, at Villy Søvndal var en guttermand, som klarede sig godt og talte, så man kunne forstå det. Nu er SF-lederen mere ude af spotlight og i øvrigt kritiseret, så derfor er deres interesse forduftet,« forklarer han.

Rune Stubager mener, at Enhedslisten skal tolke SF’s store potentiale i den retning, at de i øjeblikket kun har deres mange vælgere til låns. Spørgsmålet er bare hvor længe?

»Der er ret snævre grænser for, hvor meget Enhedslisten kan tillade sig at stå på deres partiprogram i forhold til mange af de her vælgere. Der er mange proteststemmer fra SF, som mener, at deres parti er gået for langt til højre, og som derfor stemmer på Enhedslisten i stedet for. Men som i virkeligheden føler sig som SF’ere,« mener han.

Vælgeropbakningen til Enhedslisten er siden valget vokset fra 6,7 til 8,5 procent, men partiet har ifølge Ugebrevet A4’s måling det mindste potentiale af alle partier for at vokse yderligere. 5,9 procent af vælgerne, der så godt som udelukkende befinder sig hos andre partier i rød blok, har partiet som andetvalg.