Regeringens vælgere ønsker bredest mulige forlig

Af

Både Enhedslisten og Venstre og Dansk Folkeparti i en og samme aftale. Regeringspartiernes vælgere ønsker et ekstremt bredt flertal bag store politiske aftaler – men dermed er risikoen for at blive skuffet også stor. Borgerlige og Enhedslistens vælgere er langt lettere at tilfredsstille. Valgeksperter minder om, at vi er tilbage til en tid, hvor regeringen må slås for hvert eneste forlig.

Foto: Foto: Mikkel Khan Tariq, Polfoto

POLYPOLITIK Skatteforliget mellem regeringen, Venstre og Konservative i fredags var overraskende, det var hurtigt eksekveret, og så var reformen ifølge Finansministeriets pressemeddelelse samme aften »historisk bred«.

Alligevel løber vælgerne - ifølge de foreløbige meningsmålinger – fortsat væk fra regeringen.

Men nye tal, der er indsamlet af YouGov for Ugebrevet A4 under sidste uges skattedrama, viser, at regeringspartiernes vælgere faktisk også er de sværeste vælgere at tilfredsstille, når det kommer til politiske aftaler – langt sværere end både Enhedslistens og de borgerlige partiers vælgere.

Som de eneste vælgergrupper ønsker SRSF-vælgerne nemlig, at regeringen har både Enhedslisten og den borgerlige opposition med i aftalerne om vigtige politiske spørgsmål. Alle andre vælgere foretrækker smallere aftaler, der kun indbefatter regeringen og deres egen blok.

65 procent af de, der vil stemme på Socialdemokraterne, foretrækker den superbrede model, mens det for SF’s vælgeres vedkommende er 58 procent. Blandt de radikales vælgere er det 53 procent.

Valgforsker og professor Kasper Møller Hansen, Københavns Universitet, siger:

»Regeringens vælgere bakker op om, at man arbejder bredt. Blokpolitikken er ikke løsningen for regeringen. Så det drejer sig om at få en finanslov hjem til efteråret, som får både Enhedslisten og de borgerlige til at stemme ja.«

Han er dog godt klar over, at der ikke umiddelbart er nogen smutvej til det mål:

»Men det er måske lidt lettere nu, fordi skattereformen er på plads. Regeringen har skabt sig et råderum. De har mulighed for at bruge nogle penge, og det er altid lettere at få folk til at bruge penge end at skære.«

Lidt er godt

Den radikale gruppeformand, Marianne Jelved, er trods udsigten til at skuffe vælgerne godt tilfreds med tallene. Hun understreger, at der i regeringsgrundlaget står, at regeringen arbejder imod  blokpolitik:

»Jeg er så træt af, at der er nogle i regeringen, som synes, vi skal have rød blokpolitik - derfor er jeg glad for, at der er relativt mange, også blandt S og SF’s vælgere, som vil have både Enhedslisten og de borgerlige partier med. Det, synes jeg også, er det, vi gør. Fordi vi har lavet rigtig mange aftaler med Enhedslisten, og vi har lavet noget med de borgerlige. Også hvor begge fløje er med, energiaftalen eksempelvis. Det er den blanding, vi i den radikale folketingsgruppe gerne har villet opnå,« siger hun.

SF’s politiske ordfører Jesper Petersen vil ikke ind i en offentlig polemik med Marianne Jelved om, hvorvidt SF ønsker »rød blokpolitik«. Generelt siger han:

»Vi ønsker brede politiske løsninger, der holder længe. Det kan bare ikke altid lade sig gøre, og det tror jeg godt, at vælgerne ved. Men vi har netop lavet trafikaftale med både Enhedslisten og Dansk Folkeparti, og vi lavede finanslovsaftale med Enhedslisten, og nu skatteaftale med Venstre og Konservative.«

Mest med os selv

Ønsket om de ekstremt brede politiske aftaler blandt regeringens vælgere står i direkte modsætning til resten af vælgerne.

  • 62 procent af Enhedslistens vælgere foretrækker således en model, hvor Enhedslisten er den eneste dansepartner for regeringen. Kun godt hver tredje, 36 procent, ønsker, at Enhedslisten og de borgerlige sammen løser landets udfordringer.
  • Hos Konservative vælgere er det kun 12 procent, som ønsker, at regeringen indgår aftaler med både Enhedslisten og partierne i blå blok. 84 procent vil helst have Enhedslisten ud af de store aftaler.
  • 81 procent af Venstres vælgere deler dette synspunkt.
  • Blandt vælgere, der vil stemme på Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, er det henholdsvis 78 procent og 55 procent, der foretrækker, at regeringen laver rene blå aftaler.

Drama i gamle dage

Mens regeringen og Enhedslisten i disse dage skændes videre om, hvad der præcist skete – og hvad der var aftalt i sidste uge i forbindelse med skattereformen – minder politiske eksperter om, at den politiske situation i Danmark blot er vendt tilbage til normal gænge. Forstået som dengang, hvor regeringer kæmpede fra sag til sag og fandt flertal, der hvor det var muligt.

Så vælgerne, og i dette tilfælde måske især regeringens vælgere, må vænne sig til sure miner og bristede forventninger. Det er for intet at regne i forhold til tidligere.

 »Der var væsentligt mere drama tidligere, end vi har været vant til de seneste ti år,« siger Rune Stubager, som forsker i vælgeradfærd på Aarhus Universitet:

»Tag fodnotepolitikken i 1980’erne, hvor de radikale ikke ville vælte regeringen på sikkerhedspolitikken, og regeringen heller ikke ville gå af på sikkerhedspolitikken. Der var på samme måde usikkerheder. Det er lang tid siden, men vi har faktisk set perioder, der var mere dramatiske. Går du tilbage til 1950’erne og 1960’erne, var der stabile forhold, mens der særligt i 70’erne og 80’erne var ustabile forhold,« siger han.

Mens kommentatorer og givetvis også vælgerne ivrigt diskuterer, om regeringen overlever efterårets finanslovsforhandlinger, minder lektor Lars Bille fra Københavns Universitet om, at også Poul Nyrup Rasmussens (S) regeringer i 90’erne måtte humpe af sted.

»Nyrup havde skiftende flertal bag forskellige politikområder. Der var et energipolitisk flertal, så var der noget med miljø, eller noget retspolitisk og noget på forsvaret. Det er muligvis det, vi er ved at være tilbage til,« siger Lars Bille, der peger på, at yderligere en faktor fra 1980’erne igen kan blive moderne: Mindretalsparlamentarismen.

»Vi oplevede tidligere, at finanslovene blev vedtaget med et mindretal af stemmer, fordi der ikke var nogen, der stemte imod, men blot undlod at stemme. Alle gange i firserne, hvor det snerpede til, faldt partierne alligevel til ro. Regeringen gik kun, hvis den ikke fik sin finanslov igennem, eller den blev mødt af et mistillidsvotum,« siger han.

Usædvanligt sprog

Marianne Jelved, der var vicestatsminister og økonomiminister i SR-regeringerne i halvfemserne, kan ikke erindre, at tidligere tiders støttepartier har udtrykt sig så bastant, som Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen gjorde i fredags, hvor hun eksempelvis sagde, at regeringen »pissede« på vælgerne.

Tillidsknækket mellem regeringens topfolk på den ene side og Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen og Frank Aaen på den anden er dog ikke større end, hvad en lang sommerferie kan reparere, formoder Marianne Jelved, der synes, at Enhedslisten overstyrede.

»Det var stærkt overdrevet, og jeg ved ikke, hvem det skulle tjene? Enhedslistens bagland eller SF’s bagland? Det var som at piske i rørte vande. Vi havde et glimrende og pragmatisk samarbejde med Enhedslisten i 90’erne, og jeg har aldrig været ude for noget, der ligner det her,« siger hun og skynder sig at svinge håndtasken imod mediernes såkaldte politiske eksperter.

»Der er en del kommentatorer, som betragter det som et nederlag, når regeringen melder ud uden at have flertal for sin politik. Men det var fuldstændig normen i 90’erne. Der vidste vi aldrig, hvem vi ville ende med at lave flertal med,« siger Marianne Jelved.

Elastik kan være fordel

Selv om valgforsker Rune Stubager på den ene side mener, at det politiske pendul svinger tilbage imod perioder, vi har været i tidligere, mener han også, at netop Enhedslistens sprogbrug denne gang er helt usædvanlig.

»At et parti, der har ageret som støtteparti melder ud, at det er de altså ikke længere, det er usædvanligt. Så det unormale er den skærpede konflikt,« mener han.

SF’s Jesper Petersen siger:

»Lige nu falder der knubbede ord, men vi har nu i ni måneder lavet aftaler med Enhedslisten, der efter min mening rykker Danmark til venstre. Det kan vi forhåbentlig gøre igen,« siger han.

Lektor Lars Bille vurderer, at regeringen og Enhedslisten fremover kommer til at køre en slags pardans, hvor støttepartiet hopper til og fra, når det passer.

Det afgørende bliver, hvor hårdt de borgerlige partier vil køre oppositionsrollen i den kommende tid. Eksempelvis lagde Venstre indledningsvist hårdt ud i de netop overståede skatteforhandlinger, men endte som bekendt med at følge Konservative, da formand Lars Barfoed i sidste uge udstillede fedtspilleriet ved – fra København – at opfordre Venstres formand Lars Løkke Rasmussen (V) til at komme »hjem« fra Rio for at forhandle skat.

I 1995 kørte den daværende opposition også hårdt på Nyrup-regeringen op til finanslovsforhandlingerne, påpeger Lars Bille, og her var det daværende K-formand Hans Engell, der løsnede buen og sprang ind og reddede regeringens finanslovsaftale for snuden af Venstres Uffe Ellemann-Jensen.

Den type elastik kan regeringen vende til sin fordel – hvis altså vælgerne sætter pris på det.

»Der er en højere grad af spændstighed og fleksibilitet indbygget i det nuværende system, og blokpolitikken i sin faste form ser ud til ikke at have sin gang på jord. Dermed ser det ud til, at det i højere grad er op til regeringen selv, hvor længe, den vil sidde der,« siger Lars Bille.