Regeringens løftebrud

Af

Danskerne kan godt se forskel på et toilet, der er uhumsk og ét, der ikke er det. Det bliver Foghs store problem.

VELFÆRD Hvis der i onsdags blev åbnet en dyr flaske champagne eller to i den borgerlige tænketank Cepos, er det forståeligt. Denne dag afslørede regeringen nemlig, at dens valgløfter om at bruge 50 milliarder kroner på nybygninger og renoveringer i den offentlige sektor er skudt langt ud i horisonten. At kvalitetsfondens »50 milliarder kroner« har været et fiktivt tal, som er skabt ved at lægge alle de penge sammen, der alligevel skulle bruges på at renovere forfaldne skoler, plejehjem og sygehuse i de næste 10 år, har vi vidst længe. Men at regeringen nu også skruer de planlagte investeringer for 2009 helt ned til sølle 1,5 milliarder kroner er nyt. »Det store løft« til den offentlige sektor er blevet til små hop på stedet.

Det kan man så storsmile over i Cepos og omegn, hvor man også kan slå sig på lårene af grin over, at stadig flere danskere fravælger de nedslidte offentlige institutioner til fordel for private – som for eksempel privatskoler. Eller tegner sundhedsforsikringer, der er femdoblet i antal til omkring 700.000 på få år. I det hele taget begynder regeringens projekt at give mening – set med håbefulde liberalistiske øjne.

Men giver det også mening for regeringen selv? Det er til gengæld svært at se. Hidtil har statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) med taktisk snilde og stor vælgersucces baseret sin politik på at indgå kontrakter med vælgerne og på at kramme velfærdsstaten i fuld offentlighed. Nu svigter han både vælgerne og velfærdsstaten.

For det første er statsministeren ude i et løftebrud. »Vi kan ikke byde vore børn, at de skal gå i nedslidte skoler med utidssvarende klasselokaler, dårligt indeklima og uhumske toiletter,« sagde han forud for 2007-valget, hvor det svimlende beløb »50 milliarder kroner« skulle stække oppositionen. Og nu vil kommunerne spare på blandt andet folkeskolen. 10 år efter Nyrups efterlønssag er sådan et løftebrud ikke bare uklogt. Det er torskedumt.

For det andet er det opsigtsvækkende, at Anders Fogh Rasmussen bryder sit løfte på præcis den dagsorden, som er den farligste af alle: Velfærden. Man skulle ellers tro, at han havde lært af efteråret 2006, hvor han overså danskernes skuffelse over nedslidte børnehaver, skoler og plejehjem og sygehuse, og hvor landet blev hjemsøgt af demonstrationer, blokader og fremgang til oppositionen. Dengang lancerede statsministeren i panik en »kvalitetsreform« og løfter om bedre velfærd. Men ambitionsniveauet i kvalitetsreformen har efter valget vist sig at være så skuffende lavt, at kommentatorer og økonomer taler om en »fuser« og en »maveplasker«.

Anders Fogh Rasmussen har i sine år ved magten været en dygtig politisk håndværker og strateg, der har undertrykt den indre liberalist. Men hvad sker der nu? Tror han virkelig, at befolkningen har glemt alt om velfærdsløfterne? Og at andre emner vil tage over?

I så fald har han både forregnet sig og undervurderet vælgerne. Analyser viser, at bedre skoler, børnehaver, plejehjem og sygehuse står allerøverst på danskernes ønskeliste. Det er det, man taler om. Og det er det, man vil holde regeringen fast på. For selv om mange danskere har svært ved at gennemskue de tal, som regeringen lagde frem i »Økonomisk Redegørelse« i sidste uge, kan de godt se forskel på et toilet, der er uhumsk og ét, der ikke er det.

Og dét bliver Foghs store problem.