Regeringens 2015-plan er upræcis og uklar

Af Torben M. Andersen

ANALYSE UDEFRA: Regeringen har formuleret en 2015-plan, som på en række afgørende punkter er mere uklar end 2010-planen. Den upræcise og mangelfulde 2015-plan forstærker risikoen for, at vi får en zig-zag kurs i den økonomiske politik og i velfærdspolitikken. Sådan skriver økonomiprofessor og tidligere formand for Velfærdskommissionen Torben M. Andersen i denne analyse udefra.

UKLAR I slutningen af august offentliggjorde regeringen sin nye økonomiske plan – den såkaldte 2015-plan – som afløser for 2010-planen. Der har ikke været megen diskussion om denne plan. Det kan skyldes flere ting. Måske druknede offentliggørelsen i valgrygter og diskussion om de dagsaktuelle politiske initiativer? Måske er en diskussion om planen for kompliceret til at kunne sammenfattes i »one-liners« i de elektroniske medier? Og måske kan 2010- og 2015-planer for nogle lyde som en overlevering fra Sovjettidens femårs planøkonomiske planer for stort og småt i den økonomiske udvikling?

Formålet med planerne er ikke at forsøge præcist at forudsige den økonomiske udvikling i mange år frem. Tværtimod er de et redskab, der skal hjælpe politikerne til at påvirke den fremtidige udvikling i den ønskede retning. Ved at udstikke pejlemærker for den økonomiske politik bliver det også nemmere for offentligheden at vurdere, om man følger den udstukne kurs, eller om man har svært ved at nå målene. Derfor er 2015-planen vigtig, og det er af stor betydning at diskutere planens indhold og principper.

2015-planen er som nævnt en afløser for 2010-planen. Man kunne derfor forvente, at man havde brugt erfaringerne fra den gamle plan til at formulere en ny plan, som både er mere gennemskuelig og nemmere at styre efter. Det kan man desværre ikke sige om den nye plan. Tværtimod er den på en række afgørende punkter mere uklar.

Mere uklar end den gamle plan

Den gamle 2010-plan havde en række mål, hvoraf de vigtigste var en reduktion af den offentlige gæld, måltal for væksten i det offentlige forbrug og nogle krav til at øge beskæftigelsen. Planen var en interessant nyskabelse – også internationalt. Den havde bred politisk opbakning, blev gennemført af den socialdemokratiske/radikale regering og i store træk videreført af VK-regeringen.

Planen viste også en politisk opmærksomhed omkring fremtidige udfordringer. Det er særligt demografien – befolkningsudviklingen – der er vigtig her. Flere ældre vil betyde et øget udgifts-træk, og færre i arbejdsstyrken vil betyde færre til at forsørge. De demografiske forandringer kommer langsomt, men sikkert, og derfor er det vigtigt at tage højde for dem i tide.

Styringspunkterne i 2010-planen var imidlertid uklare, og over tid har man politisk hæftet sig ved forskellige af planens delmål afhængigt af, hvilket man var tættest på at nå. På det sene-ste har det især været fremhævet, at man har opnået den planlagte reduktion af den offentlige gæld.

Det er rigtigt, men det er også en væsentlig faktor, at det et langt stykke ad vejen skyldes midlertidige og ikke-forudsete ekstraindtægter til det offentlige dels fra Nordsø-olien og pensionsafkastbeskatningen og dels på grund af de gunstige konjunkturer.

Reduktionen af gælden er ikke nået som følge af politisk styring. Samtidig har væksten i de offentlige udgifter i alle år – på nær et – ligget over kravene i planen, som man kan se af grafikken.

Erfaringen med 2010-planen er således, at man skal have nogle få, klare og let forståelige mål, som er knyttet til ting, man politisk har mulighed for at kontrollere – og derfor også kan blive draget til ansvar for.

2015-planen er mangelfuld

Disse erfaringer er ikke i noget nævneværdigt omfang blevet brugt ved formuleringen af 2015-planen. Planen indeholder en række måltal, herunder for de offentlige overskud, den offentlige udgiftsvækst samt krav til forøgelse af beskæftigelsen. Det sidste er en væsentlig forudsætning for, at finansieringen af den samlede plan hænger sammen.

2015-planen opstiller det pejlemærke, at de offentlige udgifter til velfærdsservice ikke må overstige 26,5 procent af bruttonationalproduktet i 2015. I dag udgør disse udgifter cirka 25,5 procent af bruttonationalproduktet, så planen har en stigning i udgifterne til velfærdsservice, som overstiger væksten i BNP.

Det præcise måltal og planens andre prioriteringer er selvfølgelig et politisk spørgsmål. Det afgørende problem er, at planen er mangelfuld: Hvad gør man, hvis udgifter kommer til at overstige denne grænse? I planen (side 51) siger man, at skulle dette ske, »indebærer pejlemærket en forpligtelse til at overveje de finanspolitiske prioriteringer med sigte på at få udgifterne på niveau med det forudsatte«. Man kan roligt sige, at dette er en ret blød og uforpligtende formulering. Samtidig er det en formulering, som kun vedrører cirka halvdelen af de offentlige udgifter. Hvad hvis andre udgifter stiger mere end planlagt? Hvad skal man så gøre? Skal der spares på andre områder, skal skatterne sættes i vejret, eller…? Og hvornår skal man egentlig tage stilling til, om måltallene nås?

Som 2010-planen har 2015-planen arvet den egenskab, at den lægger op til en højere udgifts-vækst i starten og siden en mere stram styring. 2010-planen viste, at dette ikke kunne lade sige gøre. Samtidig synes dette at være baseret på den opfattelse, at der er velbegrundede krav til forbedringer her og nu, men at der ikke vil være nye krav og behov, som melder sig i fremtiden. Dette er ikke realistisk, og det er netop, hvad erfaringen med 2010-planen har vist.

Zig-zag-kurs i vente

2015-planen er derfor ikke en præcis plan. Det er heller ikke en plan, som gør det nemt og gennemskueligt for offentligheden at vurdere, om politikerne har udviklingen under kontrol eller det modsatte.

Nu kunne man spørge, om det har den store betydning. Det har det af den grund, at det forstærker risikoen for, at vi får en zig-zag-kurs i den økonomiske politik og dermed i velfærdspolitikken. Det var netop de dårlige erfaringer med perioder vekslende mellem stigninger og nedskæringer igennem 70’erne og 80’erne, som understregede betydningen af at tænke lidt mere langsigtet og holde en kurs i den økonomiske politik. Vigtigheden af dette er ikke blevet mindre – især ikke, da flere ældre automatisk vil lægge beslag på flere udgifter i den offentlige sektor.