Regeringen løber fra sit internationale ansvar

Af Karen W Olsen

Regeringen bruger manglen på speciallæger i Danmark til at løbe fra sit internationale ansvar, hvis den står fast på, lægerne i fremtiden skal hurtigere gennem uddannelsessystemet. Det giver dem nemlig ikke tid til humanitært arbejde, siger bestyrelsesmedlem i Læger uden Grænser Vibeke Brix Christensen.

Vibeke Brix Christensen, regeringen vil gøre den samlede uddannelsestid for speciallæger kortere for at komme landets mangel på speciallæger til livs. Hvorfor vil Læger uden Grænser ikke være med til det?

»Vi kan godt se, at der mangler speciallæger i Danmark. Men vi tror ikke på, at det er de 10-15 yngre læger, vi hvert år udsender til verdens brændpunkter, der kan afhjælpe den mangel. Vores udsendte læger udgør under fem procent af de knapt 300 læger, der hvert år bliver færdige.«

De yngre læger har fire år, fra de er uddannede, til de skal i gang som speciallæge. Hvorfor er det ikke tid nok?

»Lægerne skal bruge to af de fire år på turnus og introduktionsstilling, og derudover skal de kvalificere sig til speciallægeuddannelsen. Men fordi der er så voldsom kamp om de gode pladser, tager kvalificeringen al tiden. Vi drømmer om, at det halve eller hele år, yngre læger tager ud med os, ikke »tæller i regnskabet«. Det er ærligt talt svært at forstå, at regeringen er med på at dispensere, når læger rejser ud med militæret – men ikke i humanitær tjeneste. Vi får jo også økonomisk støtte af Danida, og lægeløftet er altså universelt. Det vil sige, det gælder for alle i nød.«

Hvorfor ikke sende lægerne ud, når de er uddannede som speciallæger?

»Det er, når lægerne er yngre og for eksempel ikke har familie og andre forpligtelser, at de er villige til at lade sig sende ud til nogle af verdens farligste steder og knokle et halvt år til bare 6.000 kroner om måneden i løn.«

Hvorfor er det vigtigere, at yngre læger bruger tiden i for eksempel Sudan i stedet for i Danmark?

»Fordi de læger, danske Læger uden Grænser sender ud, gør en kæmpe forskel der, hvor de bliver sendt hen. I Dafur behandlede jeg for eksempel 56 patienter om dagen. Og Sierra Leone var jeg det meste af tiden den eneste læge, der kunne give narkose, i et land med fem millioner mennesker. Det arbejde, vores udsendte laver, betyder i bogstaveligste forstand forskellen mellem uendeligt mange menneskers liv eller død. Både mens man er der, men også, fordi hver enkelt udsendte oplærer eller opkvalificerer mellem tre og fem ansatte til at tage over efter sig.«

Men hvad får samfundet i Danmark ud af, at de arbejder humanitært i ulandene i et halvt eller et helt år?

»Danmark får en langt, langt dygtigere læge hjem. En læge med en enorm erfaring – en, der har lært at stole på sig selv og sit kliniske blik og helt præcist ved, hvad der skal til for at redde liv. En læge, der desuden kan holde hovedet koldt selv under elendige forhold og voldsomt fysisk og psykisk pres. Og en læge, der er en fantastisk »team-worker« – med en dyb respekt for, at alle faggrupper er nødvendige. Det, synes jeg, er utroligt god valuta for samfundet.«

Hvad gør Læger uden Grænser, hvis regeringen ikke vil dispensere?

»Vi opgiver ikke. Sat på spidsen synes jeg, regeringen løber fra sin internationale ansvar. Danmark er et af verdens rigeste lande og kan ikke længere sende mellem 10 og 15 yngre læger ud, hvor de virkelig batter – og samtidig få nogle meget dygtige læger retur. Hvis man virkelig vil speciallæge-manglen herhjemme til livs, må der være andre og mere effektive håndtag, der kan drejes på.«