Regeringen i vanskelig EU-kabale

Af

Analyse EU-konventet har i al stilhed sat regeringen i en europapolitisk knibe. Enten skal danskerne til stemmeurnerne i 2003 for at stemme om forbeholdene. Eller også skal danskerne ud i en knald eller fald-afstemning i 2005 om Danmarks fortsatte medlemskab af EU. SF er på vej mod et overraskende kursskifte i Europapolitikken, der kan sætte Fogh under pres.

05Denne uges EU-topmøde markerer slutspurten for statsminister Anders Fogh Rasmussens bestræbelser på at sikre EU’s udvidelse. Trods den aktuelle hollandske regeringskrise og eventuelle problemer efter den irske folkeafstemning om Nice-traktaten vil det være en overraskelse, hvis udvidelsen glipper. Alt tyder på, at det danske EU-formandskab vil udvikle sig til en markant succes for statsministeren.

Men succesen kan hurtigt blive glemt, hvis Fogh ryster på hånden i den næste store danske europapolitiske udfordring: Forbeholdene. Regeringen ønsker en knald eller fald-afstemning i 2005 om Danmarks medlemskab af EU. Socialdemokratiet presser for en tidligere afstemning om forbeholdene alene. Men en radikal ændring i SF’s europapolitik kan vælte Foghs plan. Det viser en analyse, som Ugebrevet A4 har foretaget efter en række samtaler med centrale politiske aktører i den danske europapolitik.  

Et nyt Europa

Den store skurk i den danske forbeholdskabale er det såkaldte EU-konvent. Ganske få måneder efter, at EU-landene i december 2000 blev enige om Nice-traktaten, stod det klart, at den nye traktat var helt utilstrækkelig i forhold til at geare EU’s møjsommelige beslutningssystem til situationen efter udvidelsen, hvor samarbejdet i første omgang når op på 25 medlemmer.

Derfor besluttede EU’s stats- og regeringschefer sidste år at nedsætte et konvent, der frem til sommer skal udarbejde et forslag til, hvordan fremtidens EU skal se ud. På nuværende tidspunkt tegner sig et klart billede af, hvad konventets rapport til sommer vil anbefale:

  • EU’s komplicerede traktatsystem deles i to, hvoraf den ene, mener flere, vil ligne en egentlig forfatning.
  • De nationale parlamenter skal have mere indflydelse på beslutningerne i EU. Der er tanker om, at de i fremtiden skal kunne underkende Kommissionen.
  • Det roterende formandskab afskaffes til fordel for længere perioder i formandsstolen. Der skal ikke fremover være formandskabslande. 
  • Flertalsafgørelser bliver normen for beslutninger.
  • Europaparlamentet får ikke nye kompetencer, men mere indflydelse i takt med flere flertalsafgørelser.
  • Konventet har endnu ikke fået taget rigtigt hul på diskussionen om fremtidens Kommission. Men selv om Danmark beholder sin kommissær, vil det formentligt ske i en stærkt forandret Kommission.

Konventets rapport er et oplæg til EU’s stats- og regeringschefer, der i 2004 skal igennem en ny regeringskonference, som skal føre til den nye EU traktat. Og den nye EU-traktat vil uden tvivl føre til en dansk folkeafstemning i 2005. Spørgsmålet er så, om forbeholdene skal være en del af den danske afstemningspakke.

Forældede forbehold

De danske forbehold fra 1993 holder Danmark uden for forsvarssamarbejdet samt det retlige samarbejde, og for to år siden sagde et klart flertal af danskerne nej til at ophæve ØMU forbeholdet. Oprindelig eksisterede også et fjerde forbehold, nemlig over for unionsborgerskab. Det forbehold har dog ikke længere reel betydning, da tanken om unionsborgerskab er taget af bordet.

Men siden 1993 har EU’s udvikling overhalet den virkelighed, som forbeholdene var et værn mod. Eksempelvis er et snævert samarbejde på det retlige område en forudsætning for en fælles europæisk asylpolitik, som er nøglen i fremtidens flygtningepolitik. Forsvarssamarbejdet har ikke, som nej-sigerne spåede, udviklet sig til en regulær Europahær. I stedet er der skabt et »tilmelde-system«, hvor EU-landene i fremtiden i fællesskab skal løfte fredsskabende og fredsbevarende opgaver. Landene kan frit vælge, om de vil være med eller ej.

Derudover står det klart, at ingen af de 10 nye EU-medlemslande vil have forbehold på linie med de danske. Det vil bringe Danmark i en isoleret situation, hvor den danske indflydelse vil blive svækket markant. Endelig vil konventet sætte de danske forbehold under pres, fordi den juridiske konstruktion, som de er knyttet til, forsvinder. Derfor ønsker regeringen, Socialdemokraterne og de radikale forbeholdene afskaffet.

Presset kalender

Men det bliver svært at finde et hul i den politiske kalender til en dansk afstemning om forbeholdene. Når konventet til sommer afleverer sin rapport, vil det utvivlsomt udløse heftig diskussion i resten af Europa og afføde dramatiske ideer som for eksempel en europæisk føderation på linie med USA. Den slags ideer ligger fjernt fra danskernes holdninger til EU og kan derfor styrke nej-siden.

I foråret 2004 skal der være afgørende overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked, som regeringen ikke kan risikere at forstyrre med en folkeafstemning. Hen under sommeren 2004 skal der være valg til Europaparlamentet. Og vigtigst af alt begynder regeringskonferencen i 2004 og vil vare året ud.

I efteråret 2005 skal der være valg til kommuner og amter. På det tidspunkt skal Anders Fogh Rasmussen også have udskrevet folketingsvalg, fordi hans mandat udløber samme dag som kommunalvalget. Reelt kan der komme et folketingsvalg når som helst i løbet af 2004 og 2005 – alt afhængigt af meningsmålingerne og den parlamentariske situation.

Endelig skal der være folkeafstemning om den nye EU-traktat – en afstemning som formentligt kommer til at ligge i første halvdel af 2005.

Venstres gamblere

De konservative har meldt ud, at de vil have en folkeafstemning om forbeholdene hurtigst muligt, men beslutningen ligger suverænt hos statsministeren. Og i Venstre er man knap så skråsikre. Dels er vurderingen, at Fogh næsten har givet en garanti for ikke at udskrive en folkeafstemning før efter næste folketingsvalg, dels har man skævet til den politiske kalender.

Analysen er, at Fogh Rasmussen ikke vil udskrive en folkeafstemning, medmindre der sker en udvikling i omverdenen, eller at der viser sig et stabilt flertal i meningsmålingerne på omkring 60 procent. Sker det, vil regeringen hugge til. Men begge dele er meget usikre. I Venstres optik giver det heller ikke mening at spørge befolkningen om forbeholdene, når den ikke kender det EU, som forbeholdene skal virke i.

Derfor styrer partitoppen mod at sammenkæde den nye traktat med forbeholdene i en knald eller fald-afstemning om dansk EU-medlemskab i 2005. Stillet over for valget om medlemskab eller ej er teorien, at danskerne vil vælge Europa. Teorien bakkes op af en konstant strøm af meningsmålinger, der viser, at danskernes tilslutning til EU aldrig har været større, som for eksempel Ugebrevet A4 beskrev i nummer 11.

I en afstemning om medlemskab vil tvivlerne hælde markant til et ja, og det vil være overordentligt vanskeligt for EU-skeptikerne at føre en sammenhængende kampagne. Er eksempelvis JuniBevægelsen for eller imod dansk medlemskab? En anden sidegevinst vil være, at regeringen udskyder en åben konflikt med støttepartiet Dansk Folkeparti om den danske europapolitik. Og endelig undgår Venstre, at Anders Fogh skal ud at slide på statsmandseffekten før næste folketingsvalg. Det er ingen hemmelighed, at mødet med de danske vælgere i europaspørgsmålet tidligere har givet en statsminister ridser i cykelhjelmen.

Socialdemokratisk offensiv

Hos Socialdemokraterne er der ikke stor begejstring for regeringens knald eller fald tanker. Partiet vil have afskaffet forbeholdene hurtigst muligt. De fleste ledende socialdemokrater er af den opfattelse, at en sammenkædning af forbeholdene og den nye traktat er usaglig. Danskerne ser forbeholdene som en kontrakt mellem politikerne og befolkningen, og bryder man den kontrakt, risikerer man et nej ved en knald eller fald folkeafstemning, hedder det. Danskerne er da også grundlæggende sympatiske over for tanken om, at der skal være plads til at have forbehold i fremtidens EU.

I selve partiorganisationen har tilslutningen til EU aldrig været større, men Socialdemokraterne har forsat problemer med grupper af skeptiske vælgere. En sammenkædning vil nemt kunne provokere skeptikerne og sende dem i armene på Dansk Folkeparti eller Enhedslisten.

Således skal regeringen ikke regne med, at Socialdemokraterne passivt vil afvente et udspil fra regeringen. Partiet er fast besluttet på at udfordre regeringen og vil presse på for at få en afstemning i første halvdel af 2003, hvor der et hul i kalenderen. Glipper det, vil partiet opretholde presset og hele tiden udstille forbeholdenes snærende bånd og anklage regeringen for at svigte Danmarks interesser til fordel for samarbejdet med Dansk Folkeparti.

Socialdemokraterne hæmmes dog af, at partiet vil kaste sig helhjertet ind i en folkeafstemning på regeringens side uanset hvad og hvornår. Nyrup og kompagni er sprunget ud som fuldblodseuropæere, og selv om partiet mener, Venstre svigtede under ØMU-valgkampen ved at holde sig på sidelinien, er det ikke et nummer, Socialdemokraterne har tænkt sig at efterligne. Dertil er indsatsen for stor.

SF’s snigangreb

Den største udfordring for Venstres store 2005-satsning kan derfor komme fra et helt uventet sted. Ifølge Ugebrevet A4’s oplysninger er SF’s politiske top parat til at foreslå en radikal ændring af partiets europapolitik. De ledende SF’ere er klar over, at virkeligheden har overhalet forbeholdene, ikke mindst på forsvarsområdet.

Eksempelvis kan USA trække NATO ud af fredsindsatsen på Balkan, og EU kan blive tvunget til at tage over. I givet fald må de danske styrker drage hjem. Den udvikling frygter det internationalt orienterede SF. Frygten er blevet forstærket af USA’s nye udenrigspolitiske linie under præsident George Bush, der sætter amerikanske interesser øverst på dagsorden. Set i det lys er SF interesseret i at udvikle forsvarsdimensionen i EU. Samtidig risikerer partiet at blive splittet i to, hvis man ryger ud i en afstemning om medlemskab af EU. Vil Holger K. sige nej til EU, vil Søvndahl sige ja?

Derfor er toppen i SF tæt på at anbefale en model, hvor partiet vil foreslå, at forsvarsforbeholdet bliver helt afviklet. Betalingen for at give køb på forbeholdet er, at de bærende partier i Folketinget – Venstre, konservative, radikale og Socialdemokraterne – i samarbejde med SF opstiller et politisk fundament for Danmarks deltagelse i EU’s forsvarssamarbejde.

Det er et tilbud, som statsministeren meget dårligt kan sige nej til. SF er det parti i Folketinget, der kan flytte de fem procent tvivlere og skeptikere, som afgør en folkeafstemning. I den situation kan statsministeren dårligt vente med at udskrive en folkeafstemning, han er sikker på at vinde. Men så vælter planen om en knald eller fald-afstemning, og Venstre må gå gennem samme politiske trædemølle som socialdemokraterne op gennem 1990’erne.

Fogh får altså ikke lang tid til at hvile på laurbærrene, når han 31. december takker af som EU-formand.