Regeringen får vælgerne til at se blåt

Af | @MichaelBraemer

I vælgernes øjne er regeringspartierne S, R, SF og støttepartiet EL blevet markant mere højreorienterede inden for de seneste år. R, SF og EL har aldrig ligget længere til højre i vælgernes bevidsthed, viser nye tal. Forskere forklarer udviklingen med skuffelse over, at centrumvenstre-regeringen ikke fører venstreorienteret politik.

Foto: Foto: Asger Ladefoged, Scanpix

HØJRESVING Vælgernes syn på regeringspartierne har ændret sig markant. I dag oplever vælgerne Socialdemokraterne, SF og Radikale som klart mere højreorienterede end for fem år siden. Især Radikale har i vælgernes bevidsthed undergået et hamskifte og er fra en placering tæt på Socialdemokraterne på den ’bløde’ venstrefløj flyttet over på højrefløjen i dansk politik.

Vælgernes syn på de politiske partier er ikke grebet ud af den blå luft, men bygger på undersøgelser gennemført af Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet gennem flere årtier. Dertil kommer, at analyseinstituttet YouGov for Ugebrevet A4 har gennemført en tilsvarende undersøgelse blandt et repræsentativt udsnit af danske vælgere i begyndelsen af november 2012.

Her opnår Radikale gennemsnitsscoren 5,38, når vælgerne bliver bedt om at placere partiet på en skala fra 0 til 10, hvor 0 er mest mulig venstreorienteret, og 10 er mest mulig højreorienteret. I 2007 opnåede partiet scoren 4,36 ifølge valgundersøgelsen foretaget af Aarhus Universitet.  

Med højredrejningen passerer Radikale i vælgernes øjne ikke alene den politiske midte i dansk politik. De går også højre om den gennemsnitlige vælger, som med 5,27 stiller sig en smule til højre for midten.

Også SF er i gang med et gevaldigt højresving, mener vælgerne. Da målingen første gang blev gennemført i forbindelse med valget i 1994, ledte vælgerne efter partiet langt ude på venstrefløjen og tildelte det scoren 2,29.  Siden er partiet langsomt blevet opfattet som mere midtsøgende. Og det seneste hop fra 2,66 i 2007 til 3,23 i 2012 springer i øjnene.

Alliance med højrefløjen

Også Socialdemokraterne har i vælgernes bevidsthed rykket sig til højre, selv om forskydningen her er mere beskeden – fra 4,09 i 2007 til 4,31 i 2012.    

Valgforsker Rune Stubager, Aarhus Universitet, mener, at der bag vælgernes oplevelse ligger en simpel konstatering af, at regeringspartierne ikke fører den venstreorienterede politik, som vælgerne havde sat næsen op efter, da de valgte dem. Og at det især har ændret opfattelsen af Radikale, finder han naturlig.  

»Før de trådte ind i regeringen, var Radikale slået ind på en markant, højreorienteret kurs og allieret sig med højrefløjen om reformer af dagpenge og efterløn. Den linje har de jo fortsat i regeringen, og debatten lige siden regeringsdannelsen er jo gået på, at de bestemmer det hele og trækker den økonomiske kurs til højre,« siger Rune Stubager.

Et parti med to ansigter

Krisen og den aktuelle politiske dagsorden er ifølge Rune Stubager også med til at få Radikale tilbage på den mere højreorienterede placering i vælgernes bevidsthed, som partiet også indtog tilbage i 1994.

»Radikale er et parti med to ansigter: Venstreorienteret i værdipolitikken, der handler om udlændinge- og retspolitik, og højreorienteret i fordelingspolitikken, der handler om økonomi. Og modsat i 00’erne er værdipolitikken kommet til at spille en mindre rolle, mens krisen har sat økonomien allerøverst på dagsordenen. Det har fået vælgerne til at forbinde Radikale med deres økonomiske politik,« påpeger han.

Radikale selv begræder imidlertid ikke den placering, som vælgerne har tildelt dem – tværtimod. Ifølge folketingsgruppens formand, Sofie Carsten Nielsen, er den helt på linje med partiets selvforståelse.

»Midten er tilbage i dansk politik, og der befinder vi os rigtig godt,« siger gruppeformanden med henvisning til, at vælgerne placerer partiet kun en hårsbredde fra gennemsnitsvælgeren.

»De andre regeringspartier må tale for sig selv, men vi betragter os selv som et midterparti, og derfor går vi ikke op i, om det svinger lidt til den ene eller anden side. Det vigtigste for os er at få så meget radikal politik igennem som muligt,« påpeger Sofie Carsten Nielsen.  

At Radikale i 00’erne blev placeret længere til venstre, forklarer Sofie Carsten Nielsen med, at partiet var uden regeringsansvar og havde mindre indflydelse, men samtidig reagerede mod det skred, der var i andre partiers værdipolitik.

»Vi flyttede os sådan set ikke så meget. Hverken økonomisk eller i forhold til grundlæggende værdier, mens andre flyttede sig en del. Vores økonomiske politik er den samme som den, vi hele tiden har sagt, vi vil føre. Og den samme som den, vi førte med Socialdemokraterne i halvfemserne,« mener hun.

Til højre i skuffelse over højredrejning

Ifølge forskerne er den politik imidlertid skyld i både, at regeringspartierne opleves højredrejede, og at i hvert fald S og SF har fået store smæk i meningsmålingerne – de to partier, der gik til valg på et fælles grundlag med en mere venstreorienteret profil.  

»Vælgerne er skuffede og reagerer ved at ville stemme på Venstre i stedet for. Logikken er, at når de røde partier ikke leverer det, der forventes af dem, kan man lige så godt stemme på nogle, man har tillid til vil kunne administrere økonomien og føre én sikkert gennem krisen,« mener Rune Stubager.

Valgforsker ved Aalborg Universitet Johannes Andersen er enig. Men han finder vælgervandringen væk fra de røde regeringspartier dybt paradoksal, fordi den hovedsagelig har retning mod netop Venstre og kun i mindre omfang mod Enhedslisten.

»Man straffer regeringen for at være rykket til højre ved at stemme på nogle endnu længere til højre. Hvis problemet er, at man er blevet skuffet i forventningen om, at en venstreorienteret regering fører venstreorienteret politik, skulle logikken ellers være, at endnu flere stemte på Enhedslisten for at trække regeringen i den retning,« påpeger han.

Ifølge Johannes Andersen er det især arbejderstemmerne, der går til Venstre.

»Arbejderne er ikke længere nogle, der i fælles flok står på egne interesser. De er måske tiltrukket af Venstres snak om skattelettelser og partiets bekymring for konkurrenceevnen og har en forventning om, at Venstre vil kunne føre dem gennem krisen på den mest trygge måde. Enhedslisten får kun den offentlig ansatte middelklasse, der er solidarisk på andres vegne og siger: ’Jeg tjener så meget, at jeg gerne vil betale noget skat, og på den måde kan jeg beholde mit job og være med til at fordele velfærden til andre’«, siger valgforskeren.   

Enhedslisten klager ikke

Hos Enhedslisten klager politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen imidlertid ikke, selv om fremgangen fra 6,7 procents vælgertilslutning ved valget i 2011 til 9,7 i seneste meningsmåling kun udgør halvdelen af den vælgerfremgang, som Venstre ifølge meningsmålingerne har haft i samme periode.  

»Det ville have overrasket mig meget, hvis vi havde fået alle de utilfredse vælgere. Men vi har fået mange og har aldrig ligget så højt som nu i meningsmålingerne. Svaret på regeringens problemer er ikke at rykke yderligere til højre,« mener hun.

Men det er ikke kun vælgermæssigt, at Enhedslisten slår rekorder. Partiet har heller aldrig tidligere ligget så langt til højre i vælgernes bevidsthed som nu. Som støtteparti for regeringen bliver det selv gjort til en del af højredrejningen, selv om det siden valget i 2011 kontant har markeret sig i social opposition til regeringen, påpeger Johannes Andersen.

 Hvor vælgerne placerede partiet helt ude til venstre på højre/venstre-skalaen med en score på 0,9 i 1994, er partiet nu rykket ind på 1,65 i vælgernes øjne. Den udvikling kunne Enhedslisten ikke have undgået, mener valgforskeren.

»Enhedslisten har været med i finanslovsforhandlinger og er regeringens parlamentariske grundlag. Og alene at spille den rolle er ensbetydende med, at man ikke er så rabiat, som man var engang. Ét er, at man ytrer sin utilfredshed med dét, man er tvunget til at gøre. Men det ændrer ikke ved, at man i vælgernes øje har flyttet sig og nu indtager en mere parlamentarisk rolle. Og det er lig med mere højredrejning,« påpeger Johannes Andersen.

En dårlig tid at være socialist

’Højredrejning’ er ikke et ord, der normalt opfattes som smiger i Enhedslisten, men i det konkrete tilfælde er partiets ordfører ikke så sikker på, at hun skal være utilfreds med vælgernes bedømmelse.

»Det er svært at forholde sig til sådan en skala, for hvad betyder nul? Hvis det er nogle, der bare står og skælder ud, er sure og ikke gør noget for at få indflydelse, er jeg glad for, at vi ikke placeres på nul. Nogle har måske opfattelsen af os som et protestparti, der kun vil stå på sidelinjen og råbe op. Men det er en myte, som vi har brugt mange kræfter på at skyde ned ved at vise, at vi går efter resultater. Også når resultaterne ikke er lige så gode, som hvis vi selv bestemte alting,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Fortsætter Enhedslisten med samme kurs, befinder partiet sig snart på samme position, som SF befandt sig på, da første måling blev foretaget i 1994, nemlig på 2,29. Men pladsen er ledig, for SF betragtes i dag noget mere højredrejet. Ikke mindst i de senere år har SF i vælgernes øjne rykket sig.  

Politisk ordfører Jesper Petersen ved ikke, om det er godt eller skidt og mener i det hele taget, at højre/venstre-skalaen er en abstrakt og noget forsimplet måde at opgøre et partis virke på. Han vil hellere måles på konkrete, politiske resultater. Men han er ikke blind for, at 2011 var et dårligt år at debutere i regering for et parti, der gerne vil fremstå venstreorienteret og bevæge samfundet i en solidarisk retning.  

»Vi kunne dårligt have valgt et mere vanskeligt tidspunkt at komme i regering på. Men ikke mindst når det er krisetid, og der skal træffes svære beslutninger, er det jo vigtigt, hvem der sidder med styrepinden. Der må SF bare bevise, at man godt kan betro os magten, også når det er allersværest,« siger han og pointerer:

»Dét at have ansvar er ikke i sig selv noget, der er højreorienteret. Nogle gange er det mest venstreorienteret at tage ansvaret på sig og gå forrest, når der skal træffes de beslutninger, der sikrer, at grundlaget ikke skrider, og at vi bevarer fundamentet for et solidarisk velfærdssamfund også om 10 og 20 år«.

Højrefløjen ved man hvor man har

På højrefløjen placerer vælgerne partierne stort set, som de altid har gjort. Den mest iøjnefaldende ændring består i, at Venstre tager et skridt til venstre i vælgernes bevidsthed. Det er ikke stort – fra 7,3 i 2007 til 7,09 i 2012 – men stort nok til, at Venstre for første gang i 18 år befinder sig til venstre for Konservative i vælgernes øjne.

Det er en udvikling som Rune Stubager har svært ved at forklare, efter at partiet på det seneste har talt for blandt andet tyske lønninger, svensk skat og nulvækst i den offentlige sektor. Men han prøver:

»Budskaberne, og hvad de i givet fald ville indebære, er ikke nødvendigvis sivet ind hos vælgerne. Muligvis gør arven efter Anders Fogh Rasmussen sig også gældende. Han gjorde jo op med Venstres modstand mod velfærdsstaten. Men nogle gange ser man også, at vælgerne gerne vil fremstille sig selv som fornuftige, og at de derfor trækker ’deres’ parti hen mod sig selv.«

Rune Stubager mener, det er muligt for regeringen at få de mange V-vælgere, som er kommet fra regeringsblokken og sandsynligvis ikke er særlig højreorienterede, i tale.

»Det paradoksale er jo, at de formentlig ville komme tilbage til regeringsblokken, hvis den førte venstreorienteret politik,« mener han.