Reformer er ikke for svæklinge

Af Kristian Madsen

Nogle ældre mennesker tror, at forslag til reformer af velfærdssamfundet er udtryk for manglende respekt for den generation, der har opbygget det. Intet kunne være mere forkert. Men reformer er nødvendige. Velfærdssamfundet er altså ikke en statisk størrelse, der blev planlagt af Stauning og færdiggjort af Anker Jørgensen.

»Du burde skamme dig over ikke at have mere respekt for den generation, der har bygget det velfærdssamfund op, du har nasset på hele livet.« »Ungdomsfascist.« »En skabsliberalist, der burde melde sig ud af Socialdemokratiet.«

Ovenstående bemærkninger er blot nogle få af de mange, jeg har fået i breve og e-mails (!) fra ældre socialdemokrater for nylig. DSU har nemlig været så uforsigtig at foreslå, at folkepensionens grundbeløb burde afskaffes, så de rigeste pensionister fik mindre og de fattigste mere. Vi har også foreslået, at efterlønnen burde målrettes arbejdsmarkedets virkeligt nedslidte, så det er slut med skoletrætte lærere, der henlægger sine sidste undervisningstimer til 18. green.

Ordvalget og postbunkernes størrelse antyder, at det er følelsesladede temaer. En enkelt henvendelse mente således, at mine udtalelser implicerede, at jeg helst så, at »alle over 60 år lod sig aflive«.

Det, jeg nu er mest ked af, er, at nogle ældre mennesker tror, at forslag til reformer i velfærdssamfundet er udtryk for manglende respekt for den generation, der har opbygget det.

Intet kunne være mere forkert. Jeg har dyb respekt for de mennesker, der opbyggede de muligheder og det samfundssystem, som min ge-neration i dag nyder godt af. Men lige så meget respekt bør der stå om dem, der har turdet reformere og fremtidssikre velfærdssamfundet.

Det har fagbevægelsen tradition for. Det var ikke, fordi alle de delegerede på fagforbundenes og LO’s kongresser ligefrem stod på stolene og klappede, da arbejdsmarkedspensionerne blev rykket op på overenskomstdagsordenen i slutningen af 80’erne. Flere mente, at det var en bombe under solidariteten og folkepensionen. Alligevel turde de faglige ledere gå foran, selv om Hardy Hansen ligefrem måtte indlægges med hjerteflimmer efter at være blevet gennembanket om blandt andet arbejdsmarkedspensioner på en SiD-kongres. Reformer er ikke for svæk-linge.

Men reformer er nødvendige. Velfærdssamfundet er ikke en statisk størrelse, der blev planlagt af Stauning og færdiggjort af Anker Jørgensen. Det er en dynamisk idé, som min generation og gene-rationer efter os skal udvikle og tilpasse.

Vi ønsker at styrke vores velfærdssamfund og bringe dets grundkoncept ind i et nyt årtusinde. Vi ønsker et samfund, hvor der ikke er 200.000 børn, der vokser op i fattigdom, og den sociale arv stadig er stort set ubrydelig, som tilfældet er det i dag. Vi ønsker et samfund, hvor investeringer i uddannelse er fundamentet i velfærdspolitikken og ikke et negligeret og nedslidt område, som tilfældet er det i dag. Og vi ønsker at ændre velfærdssamfundet på områder, hvor det er åbenlyst uretfærdigt eller økonomisk uholdbart.

Det kræver modige beslutninger og er saglig debat om, hvilke ændringer der skal til. Det skaber ikke ligefrem bunker af fanbreve eller jublende folketingspolitikere på kort sigt. Men på lang sigt er det det eneste holdbare.