Reformen der aldrig kom

Af freelancejournalist Lars Bøgeskov

Det danske ungdomsuddannelsessystem er aldrig blevet grundlæggende reformeret. Det skyldes en 100 år gammel interessekonflikt mellem arbejdsmarkedets organisationer bag erhvervsskolerne og de statslige gymnasieuddannelser.

Ungdomsuddannelserne er uddannelsessystemets krumtap. Valget af ungdomsuddannelse bestemmer oftest, i hvilke retning et menneskes kvalifikationer går resten af livet. Alligevel har der aldrig været en grundlæggende reform af ungdomsuddannelsessystemet – det har altid været styret gennem justeringer.

»Og man kan jo godt blive pessimistisk omkring fremtiden, for det er en over hundrede år gammel interessekonflikt, som hidtil har forhindret en grundlæggende reform,« fortæller Erik Jørgen Hansen, professor på Danmarks Pædagogiske Institut, DPU.

I Danmark valgte man nemlig dengang et uddannelsessystem med to blokke. En gymnasieblok med udgangspunkt i middelalderens katedralskoler, og en erhvervsuddannelsesblok med udgangspunkt i middelalderens laugsystem. Den første har altid været styret af staten, den anden af arbejdsgivere og fagforbund. Og de to har aldrig kunnet blive enige om grundlæggende at ændre systemet.

»Hver kæmper for sit, og ingen vil gå med til at svække eget system. Gymnasiesystemet er mere prestigefuldt, står stærkt, da det opsuger op imod 50 procent af hver årgang, og vil derfor holde sig frit af erhvervsuddannelserne. Og arbejdsgiverne og fagforbund vil ikke overlade til politikerne at beslutte, hvad eleverne skal lære på erhvervsskolerne. De mener begge, at de er bedst til at sikre det højeste faglige niveau,« siger Erik Jørgen Hansen.

Første gang et forslag til en grundlæggende reform af hele ungdomsuddannelsessystemet blev fremført, var i begyndelsen af 1970’erne. Højby-udvalget under undervisningsminister Knud Heinesen skitserede en model, som gik ud på 12 års grundskole for alle.

»Den nåede ikke ret langt. Knud Heinesen forklarer det i en bog fra 2000 med, at oliekrisen og et par andre småting kom i vejen. Men det var jo modvilligheden fra alle parter, som var problemet,« siger Erik Jørgen Hansen.

Næste gang en grundlæggende reform var på tapetet, var i 1978. Det Centrale Uddannelsesråd afleverede rapporten U-90 til undervisningsminister Ritt Bjerregaard. Et mindretal på fire, her i blandt Erik Jørgen Hansen, foreslog en 12-årig enhedsskole med udgangspunkt i EFG-systemet. Alle unge skulle have både studiekompetence og erhvervskompetence.

»Det forslag nåede heller ikke langt, og siden er Socialdemokraterne ikke kommet med nye reform-ideer overhovedet. Jeg tror, det gik op for dem, at det var umuligt at gennemføre,« siger Erik Jørgen Hansen.

Senest blev ideen om en gennemgribende reform lanceret af den radikale undervisningsminister Ole Vig Jensen. I 1997 udsendte han en redegørelse med fem modeller for nye ungdomsuddannelser. Den ene – nemlig etablering af et enhedsgymnasium – lignede de to foregående enhedsskole-forslag. De øvrige fire var mere moderate ændringer af enten det gymnasiale system eller erhvervsskolesystemet. Nummer to havde til formål at styrke gymnasierne, nummer tre at skabe erhvervsuddannelser på flere niveauer, nummer fire ville gøre det muligt at hoppe imellem gymnasium og erhvervsskolerne og kortere videregående uddannelser, og den femte åbnede op for hop mellem de forskellige erhvervsuddannelser.

»Etablering af et enhedsgymnasium var eneste fundamentale reformforslag, men Ole Vig understregede i rapportens forord, at der alene var tale om »et bidrag til debatten«,« fortæller Erik Jørgen Hansen, der heller ikke regner med, at den ny gymnasie-reform, som forhandles i dette forår, ændrer ret meget.

»Det ville være rart, hvis parterne droppede deres kamp om delingen af markedet og tænkte mere overordnet på at få 90 procent af de unge igennem en ungdomsuddannelse i stedet for under 80 procent i dag. Kun politikerne kan ændre de to parters prestigekapløb, og den vilje ser ikke ud til at være der lige nu,« siger Erik Jørgen Hansen, der mener, at det tager nogle års diskussioner at modne til en grundlæggende ændring af systemet.
»Men diskussionen kan passende begynde nu,« siger han.