Reform kan koste den tyske kansler karrieren

Af Søren Friis

Tysklands kansler Schröder har sat sit politiske liv ind på at få gennemført en »kinderversion« af en socialreform af markedsøkonomisk tilsnit, der skal lette trykket på tysk økonomi. Det bliver uden os, siger de tyske socialdemokrater og deres venner i fagbevægelsen. Europas største parti knækker i disse uger over på midten.

Medlemmer af den tyske kansler Gerhard Schröders egen socialdemokratiske parlamentsgruppe har udtænkt et bagholdsangreb, som kan koste kansleren hans politiske liv. Schröder har nemlig fremlagt en reform, som i sit indhold ligner det borgerlige parti CDU’s valgprogram. Dermed er Europas sidste moralske højborg, når det gælder de socialdemokratiske grunddyder, gået i gang med at sælge ud og slutter sig til rækken af EU-lande, som fører socialdemokratisk politik på markedsvilkår. Det fik venstrefløjen i det tyske socialdemokrati SPD op af stolene. Og fagbevægelsen protesterer i kor med venstrefløjen.

»Vi står foran det historiske spørgsmål: Er vi i gang med at ændre vores socialstat, eller er vi i gang med at ødelægge den,« siger lederen i det tyske LO Michael Sommer til A4.

Den skarpe tone skyldes, at kansler Schröder i et nyt reformforslag bryder med ikke mindre end tre centrale løfter fra sit valgprogram. Det drejer sig om besparelser på sygeforsikring, beskæring af arbejdsløshedsunderstøttelse samt en dårligere beskyttelse imod opsigelse.

Den tyske kansler føler sig klemt af den dårlige tyske økonomi: Statskassen er begyndt at lække, væksten er stort set lig nul, og arbejdsløsheden er rekordstor. Otte millioner tyskere lever i dag af arbejdsløshedsunderstøttelse.

Allerede i december fremlagde kansleren sine forslag som en hensigtserklæring i det tyske parlament, og kritikken fra partifællerne udeblev ikke. Alligevel valgte Schröder at fremlægge planen stort set uændret 14. marts under overskriften Agenda 2010. Det var mere, end i forvejen vaklende partidiciplin kunne holde til.

Venstrefløjen i partiet svarede igen med at kræve en ekstraordinær partikongres. Her vil de diskutere, om partiet skal gå i en neoliberal retning, eller om socialdemokraterne også i dårlige tider skal være dem, der værner om de sociale rettigheder.

En partikongres blev afvist af SPD’s ledelse, og så gik 12 af partiets 251 medlemmer fra parlamentsgruppen i gang med at planlægge et avanceret bagholdsangreb. Med en blanding af jura, medietække og gode kontakter ind i hjertet af den tyske fagbevægelse har den lille rebelgruppe åbnet op for en fløjkrig, hvor de ideologiske yderpoler i partiet kæmper på liv og død.

Kansler på affyringsrampen

Via en hjemmeside henvender de 12 rebeller sig til deres knap 700.000 partifæller i hele landet. Medlemmerne opfordres til at printe en blanket ud, sætte en underskrift og sende den til rebelgruppen. Med underskrifter fra blot 10 procent af partifællerne i hånden kan rebelgruppen ifølge en særlig paragraf i SPD’s partiprogram kræve, at Schröders forslag sættes til afstemning blandt alle SPD’s medlemmer.

citationstegnFor den socialdemokratiske kernevælger består disse reformer kun af tab. De mister en række af deres hidtidige rettigheder, og de skal til at betale her og der og alle vegne. Franz Walter, professor ved universitetet i Göttingen

Schröder har fra starten valgt at sætte alt på et bræt. SPD’s generalsekretær og Schröders højre hånd Olaf Scholz slog kort efter offentliggørelsen fast, at et kompromis med venstrefløjen er udelukket.

»Dette er ikke en købmandsforretning, det er alt eller intet,« sagde Scholz.
Kansleren udtrykte selv, at reformprogrammet ligger ham så meget på sinde, at får han det ikke gennemført ned til sidste komma, så vil han træde tilbage som kansler.

Således er banen kridtet op: De 12 rebeller kan ende med at få en kanslerafgang på samvittigheden – med deres begæring har de allerede skubbet ham ud på affyringsrampen. Det skræmmer ikke rebellernes stærke talerør, tidligere arbejdsordfører Ottmar Schreiner. Til A4 siger han: »Hvis Schröder ikke vil gå med til et kompromis, så står vi i en meget svær situation. Jeg ønsker ikke at styrte kansleren, men vi har oplevet så store nederlag i den seneste tid, og det hænger sammen med, at folk ikke kan genkende den socialdemokratiske profil.«

Den første lille sejr har rebellerne allerede fået i hus. Kansleren holder alligevel en partikongres. 1. juni håber han på at få opbakning til sin overordnede reformlinje, mens venstrefløjen håber på, at det sociale spor får flertal.

Massivt flertal imod reform

Det, Schröder nu forsøger at gennemføre, har andre lande fra Portugal til Norge for længst gennemført, hævder professor i politisk videnskab Dr. Franz Walter fra universitet i Göttingen.

Men tyskere går ind for social retfærdighed. Hen over midten i tysk politik har der gennem mere end 100 år hersket enighed om ikke at indskrænke de sociale rettigheder. I dag er knap 40 af den samlede tyske befolkning imod Schröders reformforslag. I SPD er tallet oppe på knap 80 procent.

»For den socialdemokratiske kernevælger består disse reformer kun af tab. De mister en række af deres hidtidige rettigheder, og de skal til at betale her og der og alle vegne,« siger Franz Walter om Schröders reform.

»Det, der for alvor har gjort den socialdemokratiske kernevælger bitter, er, at reformen går efter de svageste. Det handler om de arbejdsløse, de gamle og de syge, alle andre grupper glimrer ved deres fravær i reformen,« mener Walter.

Fagbevægelsen advarer

Fagbevægelsen er klar til kamp for de svages rettigheder. Og de tyske fagforeninger mestrer i særdeleshed kunsten at mobilisere masserne. Da Kohl-regeringen i 1996 varslede sociale nedskæringer, lykkedes det de tyske fagforeninger at sende knap en halv million tyskere i busser fra hele landet mod Bonn. Aktionen lammede trafikken i hele forbundsrepublikken i næsten et døgn.

Den tyske LO-formand Michael Sommer har sendt kraftige advarselssignaler til kansler Schröder.
»Sidst jeg talte med Schröder, sagde kansleren, at han ville gennemtvinge sin plan fuldt og helt, og da sagde jeg: Ikke med os. Den, der vil gennemføre det, får modstand,« siger han.
Sommer kan sagtens genkende sporene fra Kohls plan:

»Meget i planen ligner til forveksling CDU’s valgprogram og er et halvt knæfald for arbejdsgiverne. Jeg ser i de såkaldte reformer mere en liberalkonservativ end en socialdemokratisk håndskrift,« siger han.

Spørgsmålet er, om Schröder 1. juni får den tilslutning til sin overordnede linje, som han håber på. Rebellerne vil på kongressen sammen med partiets venstrefløj medbringe et solidarisk alternativ som et kompromisforslag til reformen. Hvis Schröder får tilslutning, har rebellerne dog stadig deres trumfkort i baghånden. De skal først 11. juli have indsamlet de nødvendige 10 procent af stemmerne og kan dernæst iværksætte en afstemning om forslaget blandt alle SPD’s 700.000 medlemmer.

I sidste uge aftalte Schröder med sine to magtstrateger Olaf Scholz og lederen af parlamentsgruppen Franz Müntefering, at de ikke vil forhandle om reformens overordnede indhold. Samtidig sendte Schröder en tydelig advarsel til sine kritikere:

»Enhver, der opponerer imod sit eget parti, skal vide, at han leger med ilden, fordi han leger med SPD’s mulighed for at sidde i regering,« sagde Schröder.