Rapporter, planer, registreringer og kontrolsystemer er trådt i stedet for virkeligheden, så folk bruger tid på at fælde ting ned på papir, som de ikke har tid til at føre ud i virkeligheden.

Af | @MichaelBraemer

Mistillid og mangel på respekt for medarbejderne gennemsyrer den offentlige sektor, mener professor og arbejdsmiljøforsker Tage Søndergaard Kristensen. Han fatter ikke, at man i årevis har levet med et astronomisk højt sygefravær i den offentlige sektor uden at indse behovet for at bryde kontrolsystemerne ned. Det er på den måde og ikke med flere ressourcer, man løfter kvaliteten af den offentlige service, mener han.

RESPEKTLØSHED Skal vi forbedre kvaliteten af den offentlige sektor, er det ikke flere ressourcer, der er mest brug for. Hverken målt i arbejdskraft eller løn. Vi har i forvejen verdens største offentlige sektor, og hvis vi begynder at dele større lønningsposer ud, bliver der bare råd til færre hænder til at yde den service, der efterspørges.

Med de synspunkter skal professor Tage Søndergaard Kristensen nok forstå at gøre sig upopulær blandt offentligt ansatte, der lige nu er revet med af en europæisk bevægelse og i gang med at væbne sig til kamp for at opnå et massivt løft af deres lønninger.

Arbejdsmiljøforskeren ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø er ellers helt på de offentligt ansattes side, når han peger på dét, der for ham at se er problemet i den offentlige sektor og grunden til, at vi ikke får den service, som ressourcerne berettiger til: En kultur, der er gennemsyret af mistillid og mangel på respekt for medarbejdere, som ikke får lov til at udføre det arbejde, de brænder for og er uddannet til.

»Den offentlige sektor har lavet en skinverden af papirsystemer, som bare vokser og vokser. Rapporter, planer, registreringer og kontrolsystemer er trådt i stedet for virkeligheden, så folk bruger tid på at fælde ting ned på papir, som de ikke har tid til at føre ud i virkeligheden,« siger Tage Søndergaard Kristensen.

Børnehavepædagogerne bruger 45 procent af deres tid på at passe børn, påpeger han, og det er endda et højt tal. Sygeplejerskerne, for eksempel, er nede på at bruge i nærheden af 10 procent af deres arbejdstid på det, de er uddannet til. I det lys synes Tage Søndergaard Kristensen ikke, der er noget underligt i, at offentligt ansatte i stort tal bukker under for stress.

»Stressproblemet opstår, når folk skal bruge tid på noget andet end det, der er knyttet til deres kerneydelser.«

Tage Søndergaard Kristensen undrer sig over den enorme tolerance, der er i den offentlige sektor over for alarmsignalerne i systemet, og at man ikke for længst har indset nødvendigheden af at sadle om.

»Det er helt utroligt, at man kan have en hjemmepleje med sygefravær på 25 dage om året i mange år. Forestil dig et sygefravær i den størrelsesorden i en privat virksomhed – det ville være fuldstændig utænkeligt.«

Christiansborg er største stressfaktor

Stressforskeren ser de offentlige systemer som pseudoverdener, hvor det hele efterhånden er til for at tilfredsstille evaluerings- og kontrolsystemerne, mens modtagerne af den offentlige service i bedste fald kommer i anden række. Når det er gået så galt, skyldes det politikerne, som skaber et ekstremt dårligt arbejdsmiljø i deres afmægtige forsøg på at styre ting i yderste led, som alligevel ikke kan styres, mener han.

»Christiansborg er den egentlige stressfaktor i den offentlige sektor. Selv de partier, der siger, at de vil afskaffe kontrolsystemerne, finder hele tiden på nye. Nu har man pålagt hele den offentlige sektor, at de skal lave kortlægning af det psykiske arbejdsmiljø hvert andet år. Det er igen sådan et politikerslag i luften, som de kunne bruge i valgkampen til at påstå, at de har forbedret det offentlige arbejdsmiljø, hvad de overhovedet ikke har.«

Politikerne går nemlig galt i byen, når de tror, at en nedfældet politik kan løse ethvert tænkeligt problem, mener professoren. Hvis problemet er stress, så må alle virksomheder have en stresspolitik. Hvis det er manglende fastholdelse af seniorer, så skal alle have en seniorpolitik. De overser, at der ikke nødvendigvis er overensstemmelse mellem på den ene side de flotte ord, der kommer til at ligge i en skuffe, og de faktiske forhold på virksomheden.

»Der er da ingen sammenhæng mellem, om et firma har en stresspolitik, og om den har stress. Jeg ved ikke, hvordan de kan forestille sig, at det kunne hjælpe. Stresspolitik lægger op til det, amerikanerne kalder »lip service« – altså, du siger én ting og gør noget andet. Det handler ikke om, hvad lederen siger, men hvad lederen gør. Og hvad lederen gør, bliver betragtet som legitim adfærd på en arbejdsplads.«

Mistilliden forplanter sig

På den måde kommer mistillid og mangel på respekt til at sive ned igennem systemet og forplante sig til forskellige former for krænkende adfærd. Det er noget, vi normalt forbinder med chikane, mobning, sexchikane, vold og trusler. Men nedenunder finder man et mindre iøjnefaldende, men ikke mindre krænkende lag af bagtalelse og latterliggørelse, mangel på omtanke og hensyn, tidskrævende kontrol, overflødige opgaver og møder samt varetagelse af uvedkommende opgaver.

»Den offentlige sektor vrimler med de her ting. Den er tæt af dem. Ting, som hele tiden signalerer til folk: »Vi tror ikke på dig, vi respekterer dig ikke, vi regner ikke med dig, vi tror ikke på det, du siger, og vi tror ikke på, at du laver et ordentlig stykke arbejde, hvis vi ikke kontrollerer det«. Det er mistillid sat i system.«

Helt anderledes oplever Tage Søndergaard Kristensen forholdene, når han foretager undersøgelser på private arbejdspladser. En dagligvarekæde kan få tilfredse medarbejdere ud af at love dem lav løn, tunge løft og lørdagsarbejde, hvis bare forandringshastigheden er overskuelig, og der for eksempel er et værdifællesskab om at være imod discount.

Private virksomheder er også begunstiget af at have langt lettere end det offentlige ved at definere kerneydelser og udføre dem. For eksempel kan kreditforeningen hver dag gøre op, hvor mange lån den har solgt til kunderne. Sværere er det ikke for virksomheden at kontrollere, hvor stor succes den har med sin kerneydelse.

Den offentlige sektor har ikke i samme omfang mulighed for at definere sine kerneydelser, og hvis man presser de samme krav om dokumentation ned over sektoren, så skal det gå galt, mener Tage Søndergaard Kristensen.

Det resulterer i, hvad han kalder signaladfærd. Han ser det for eksempel på landets jobcentre, hvor han oplever arbejdsforholdene som groteske. De ansatte har ikke kunnet passe deres arbejde ordentligt i 11 måneder, siden deres arbejdsplads blev til som resultatet af en sammenlægning af statslige og kommunale enheder. De har to af det hele, og ikke engang deres edb-systemer passer sammen.

Nu sidder de så og bruger langt størstedelen af deres tid på registrering for at bevise, at de foretager sig noget. Fordi politikerne vil have dokumentation for, at de ledige er parate til at arbejde.

»De ansatte måles på, hvor mange ledige de har haft inde til tjek hver tredje måned. Holder de jobmesser, bliver de overrendt af folk, der skal have en underskrift på, at de har været der? Igen en proforma-adfærd, hvor man på skrømt lader, som om man søger job, fordi man skal have en guldstjerne i sin meddelelsesbog. På den måde får begge parter ryggen fri. De lever videre på en pseudoadfærd, som intet har med sagen at gøre. Begge parter ved det, og det er dybt demoraliserende for dem begge.«

Socialrådgivere, der nok hjælper klienterne bedst muligt med penge, men ikke ser det som mål at gøre dem til ikke-klienter, og narkobehandlere, der ville undergrave deres egen eksi-stens ved at gøre klienterne stoffri, fordi de har brug for dem til at dokumentere deres arbejde, er for Tage Søndergaard Kristensen andre eksempler på, at kontrolsystemet spiller fallit.

»I Sovjet var det jo en sygdom i systemet. Det gældende princip var »jeg lader, som om jeg arbejder, og du lader, som om du giver mig løn«. Det får alle parter til at miste selvrespekt og selvværd. Og det er jo også det, vi ser, når skoleinspektøren roser læreren for flotte elevplaner samtidig med, at det hele er rent kaos nede i klasselokalet. Sådan et system duer ikke.«

Tilliden skal tilbage

Hvis vi vil have kvaliteten og arbejdsglæden tilbage i den offentlige sektor, så skal landspolitikerne til at respektere det kommunale selvstyre og dæmpe deres behov for at vise handlekraft, hver gang offentlige skandalesager dukker op i pressen. Det er hverken tæskehold eller nye kontrolforanstaltninger, der er svaret, mener Tage Søndergaard Kristensen.

»De ansatte skal have tid til at lave det, de er uddannet til, og der skal være tillid til, at de gør det tilfredsstillende. Og så kan vi godt droppe forestillingen om, at vi kan have verdens mest udviklede velfærdssystem, uden at der sker fejl. Selvfølgelig gør der det. Men dem skal vi bruge til at lære af – ikke til at angribe og mistænkeliggøre hele sektorer med.«