Radikalt bagland vil i øjenhøjde med vælgerne

Af | @MichaelBraemer

De radikale synes at være i gang med en uendelig nedtur. Men nu er vælgerflugten stoppet, lyder det fra ledende personer i baglandet, der afviser frygten for partiets fortsatte eksistens. Skal partiet gå frem igen, skal der imidlertid mere klare og forståelige budskaber til, lyder erkendelsen.

RADI-UNCOOL »Om fem år: Flere. Om ti år: Mange flere.«

Selvtilliden fejlede ikke noget, da Ugebrevet A4 tilbage i 2002 bad daværende formand for den radikale folketingsgruppe Marianne Jelved byde på, hvor mange radikale folketingsmedlemmer fremtiden ville bringe.

Det var få måneder efter valget i 2001, hvor de radikale var blevet ’frigjort’ efter regeringsparløbet med Socialdemokraterne op gennem halvfemserne. VK-regeringen var kommet til og kunne støtte sig alene til Dansk Folkeparti. Det traditionelle ’tungen på vægtskålen-midterparti’ skulle derfor finde sig til rette i en rolle som opposition med stort O.

Men befriet for ansvaret og magtens byrde - og velsignet med en frihed til at tænke selv, stort og visionært - var det en rolle, partiet i første omgang fandt sig godt til rette med. Ved at dyrke det moderne på bekostning af det traditionelle havde man fundet en politisk niche helt for sig selv.

Man fandt også et rygstød i at være gået frem ved valget efter især at have været på strandhugst blandt tidligere socialdemokratiske og folkesocialistiske vælgere. Og når man spurgte Marianne Jelved, hvem de radikale ville pege på ved næste folketingsvalg var svaret ubeskedent: En radikal!

Ved valget tre år senere, i 2005, tydede meget på, at det radikale projekt var på vej til at lykkes. Mens Socialdemokraterne og SF gik tilbage, tordnede Det Radikale Venstre fortsat frem - fra 9 til 17 mandater. Men så knækkede filmen, og pludselig var det slut med at være ’radicool’. Ved valget i 2007 svandt de radikale mandater tilbage til 9, efter at vælgertilslutningen var faldet fra 9,2 til 5,1 procent.

Det var kun begyndelsen på en nedtur, som ingen ved hvor ender. I den seneste meningsmåling foretaget af Catinét 14. juni opnår Det Radikale Venstre tilslutning fra beskedne 3,7 procent af vælgerne. Målingen kommer, efter at Danmarks ellers mest EU-begejstrede parti mistede sin plads i Europa-Parlamentet ved valget tidligere på måneden.

Samtidig er den nuværende formand for den radikale folketingsgruppe, Margrethe Vestager, i en netop offentliggjort magtanalyse foretaget af Berlingske Nyhedsmagasin røget helt ud af listen over Danmarks 100 mest magtfulde personer – en liste, hun tidligere har været nummer 33 på. Eksperter og politiske kommentatorer er i fuld alvor begyndt at udtrykke bekymring for Det Radikale Venstres fortsatte eksistens.

Vi har været der før

Den slags dommedagsprofetier afvises blankt i det radikale bagland. Ugebrevet A4 har talt med 7 ud af de 10 radikale storkredsformænd landet over, og blandt dem er ingen i tvivl om, at situationen er alvorlig. Og at ’Vestager som statsminister’ foreløbig er et absolut uaktuelt slogan. Men, som de siger med henvisning til historien, der har budt på store op- og nedture for midterpartiet: »Vi har været der før, og nu er vi ved at være nede ved kernegruppen af vælgere.«

Det nye i den nuværende situation er imidlertid, at manglende vælgertilslutning optræder sammen med manglende indflydelse. Som politikken skabes på Christiansborg af VKO-blokken i disse år, er det mere eller mindre ligegyldigt, hvad de radikale folketingsmedlemmer går og laver. Det har begrænset de radikales muligheder for at være synlige i forhold til tidligere, hvor de kunne være nok så få, men altid havde en hær af journalister i hælene, som var parate til at gøre deres budskaber forståelige.

Derfor advarer Jesper Søgård, formand for Vestjyllands Storkreds, også mod at hvile for meget på de historiske erfaringer og forvente, at fremgang nødvendigvis afløser tilbagegang. Specielt den poliske ledelse på Christiansborg skal være bedre til at gøre sine budskaber vedkommende og tilgængelige, hvis det skal ske, mener han.

»Det er ingen selvfølge, at Det Radikale Venstre har den størrelse, vi har nu. Vi må arbejde for den. Vi skal være bedre til at formulere klare, politiske budskaber og bedre til at finde de kandidater, der er i stand til at begå sig i det mediebillede, der findes i dag.«

Jesper Søgård udtrykker stor anerkendelse af SF-formand Villy Søvndals evne til at markere sig med letforståelige budskaber og krydre dem med en kvik bemærkning og humoristisk indfaldsvinkel. Det forklarer en stor del af den fremgang, SF oplever i øjeblikket, mener han.

»Det er noget, vores gruppeformand kunne lære af. Hun er for tør og teknokratisk efter min mening og kommer let til at virke distanceret,« lyder Jesper Søgårds kritik af Margrethe Vestager.

Heller ikke Leif Haarbo Nielsen, formand for Østjyllands Storkreds, er imponeret af gruppeformandens evne til at sælge billetter:

»Jeg har oplevet Margrethe Vestager i forsamlinger af radikale være både skarp, præcis og vittig. Men hvis man kun får 10 sekunder på tv til at gøre sig forståelig, så tror jeg alle radikale er mere end gennemsnitlig udfordret - det gælder også Margrethe,« siger han.

Svære odds

Margrethe Vestager havde i sidste uge været gruppeformand i nøjagtig to år. Men selv om hun har skuffet enhver forventning om, at hun ville optræde som stemmesluger, og den radikale rutsjetur har taget fart i hendes tid, så er der ikke blandt de kredsformænd, Ugebrevet A4 har talt med, et ønske om en ny frontfigur i Folketinget.

Vurderingen er, at hun har gjort det godt, men har haft svære odds i et parti, som har været udsat for to åreladninger på forholdsvis kort tid. Først da Ny Alliance blev dannet i forsommeren 2007 anført af blandt andet to udbrydere fra den radikale folketingsgruppe, Naser Khader og Anders Samuelsen. Og senere i begyndelsen af i år, da den tidligere formand for Radikal Ungdom, Simon Emil Ammitzbøll, efter kritik af Margrethe Vestagers ledelsesform forlod folketingsgruppen og stiftede sit eget parti, Borgerligt Centrum.

Uden de mest højreorienterede kræfter skulle det i princippet være lettere at sætte kursen i et socialliberalt parti, der er i evig strid med sig selv om, hvorvidt man nu skal orientere sig mod højre eller venstre. Men foreløbig har de to brud beslaglagt mange kræfter i partiet, der har søgt forklaring på, hvordan det kunne ske, og hvordan man undgår gentagelser i fremtiden. Samtidig har balladen givet partiet et dårligt image, som har været med til at jage vælgerne væk, vurderes det.

At gruppeformanden, der er uddannet cand.polit., så oven i det hele viser sig at mangle folkelighed og gennemslagskraft gør selvfølgelig ikke tingene bedre. Men det er ikke rigtig noget, man for alvor kan laste hende for i et parti, hvor de akademiske grader står i kø, og kedeldragterne nærmest er fraværende. I betragtning af at partiet i lange perioder har været fast samarbejdspartner med landets største arbejderparti, Socialdemokraterne, er sammensætningen af radikale medlemmer og vælgere tankevækkende.

Mest udpræget er den akademiske, radikale profil i København, hvor storkredsformand er Peter Mandrup Knudsen, 35 år og akademiker. Han ser sig selv som meget repræsentativ for medlemmerne. Medlemssammensætningen er ikke tilstræbt elitær, men har sine fordele i et parti, der arbejder med værdipolitik og ikke interessevaretagelse, mener han.

»Jeg tror, at radikale har det fint med ikke at være et megastort parti. Det giver os mulighed for at rumme nogle flere alternative holdninger til forskellige spørgsmål og gør, at vi bedre kan se på mindretalsbeskyttelse og andre skæve vinkler, som radikale skal bidrage med. Hvis vi var for store og rummelige, så måtte vi også gå på kompromis med særstandpunkter.«

Peter Mandrup Knudsen ser derfor heller ikke det lave mandattal som de radikales største problem. Han forudser faktisk en mindre tilbagegang ved næste valg, men det behøver ikke at være problematisk, hvis bare Socialdemokraterne og SF leverer de nødvendige stemmer til et fælles flertal.

»Politikken er det vigtigste. Vælgermæssigt er vi ofre for, at regeringen meget succesfuldt har skabt det billede, at vi er politisk utroværdige på udlændingeområdet, som jeg simpelthen ikke fatter kan blive ved med at blive tillagt så stor betydning. Hvorfor fokuserer vi ikke i stedet på psykisk syge og ensomme ældre?« spørger han.

Ned på jorden

Peter Mandrup Knudsen står langtfra alene med den holdning, at indflydelse er langt vigtigere end mandater, og at de to ting ikke nødvendigvis hænger sammen. Leif Haarbo Nielsen fra Østjyllands Storkreds tillader sig dog at være mere ambitiøs.

Han er selv akademiker, men mener ikke, at det er godt nok, at de radikales budskaber kun forstås af folk med højere uddannelser. Han mener, at det er med rette, at hans parti nogle gange er blevet kritiseret for at svæve i højere luftlag og signalere arrogant bedreviden. Derfor er det også vigtigt, at partiet får hvervet medlemmer fra andre samfundslag, påpeger han.

»Ser man på vores historie, tror jeg ikke, det var sundt for de radikale, at vi identificerede os med den kreative klasse, da den kom frem. Vi har en politisk tradition for at søge balance med vores politik og sikre tryghed og velstand på tværs af klasser.«

Leif Haarbo Nielsen er næsten stolt af at kunne fortælle, at de radikale til det kommende kommunalvalg i Århus stiller med kandidater med arbejdserfaring fra social- og sundhedssektoren. Men det hører med til historien, at kandidaterne samtidig er studerende.

»Selvfølgelig er det godt, at vi har nogle kandidater, som faktisk har været ude og røre ved de mennesker, vi vil skabe social balance for og kan bringe det ind i debatten. Men vi skal gøre det bedre end dét. God politisk kommunikation handler ikke kun om at ville det rigtige, men også om at kunne argumentere ud fra en viden om, hvordan forskellige samfundsgrupper har det.«

Leif Haarbo Nielsen er varm fortaler for et fornyelsesprojekt, ’Lange Lys’, der skal præsenteres på landsmødet i midten af september. Det lægger op til større samarbejde mellem det radikale bagland og den i øjeblikket selvstyrende Christiansborg-enhed.

»Det handler om at få vores 7.000 medlemmer til at opleve, at de er involveret i politikudvikling, så de får et ejerskab og er med til at bære budskaberne rundt.«

Han bakkes op af sin kollega i Vestjyllands Storkreds, Jesper Søgård:

»Jeg tror ikke, at det vil føre til en radikal ændring af vores politik. Men Christiansborg er lidt for lukket en enhed, og den kan lige så godt gøre brug af de ressourcepersoner, som sidder rundt omkring i landet med viden inden for bestemte områder,« siger han.

På bundlinjen skulle det gerne udmønte sig i mere tilgængelige politiske budskaber.

»Med de socialliberale holdninger, vi har, appellerer vi jo blandt andet til mange offentligt ansatte. Men det er jo klart, at hvis vi vil i kontakt med nye grupper, så skal vi ikke komme med alenlange akademiske forklaringer, men klare politiske budskaber«.

Radikale står fast

De radikale er udmærket klar over, at når SF i øjeblikket kan gå på vandet, så er det blandt andet takket være tidligere radikale vælgere. Selv om de to partier har vidt forskellige udgangspunkter i henholdsvis den socialistiske og liberale ideologi, har de også fælles mærkesager på de rets-, miljø- og social-politiske områder og appellerer til mange af de samme vælgere.

Men vil de radikale plagiere SF’ernes færdigheder i at komme ud med sine budskaber, så er de til gengæld ikke indstillet på at gå på kompromis med deres principper, som de oplever, at SF har gjort på udlændingeområdet. Så vigtig må vælgeropbakning aldrig blive, forklarer Thorkild K. Maarbjerg, formand for Fyns Storkreds.

»Jo, vores retspolitik og udlændingepolitik skræmmer da folk væk, men det er jo også derfor, at vi er her stadigvæk. Der skal være nogen til at gå imod den tone og polarisering, der breder sig i Danmark. Uden de radikale var der ikke tilstrækkeligt modspil til Dansk Folkeparti.«