Radikale på jagt efter konservative stemmer

Af

Det Radikale Venstre har indledt en offensiv for at kapre konservative vælgere, der vånder sig over Dansk Folkeparti og tonen i udlændingedebatten. Men politiske iagttagere tvivler på missionen: Der skal mere til for at rokke de borgerlige byboer, som radikale og konservative slås om.

JAGTSÆSON Mange konservative vælgere har det for tiden rigtig skidt med tonen i udlændin-gedebatten og det faktum, at VK-regeringen er afhængig af Dansk Folkeparti. Det skønner Det Radikale Venstre, som derfor øjner en chance for at kapre konservative vælgere.

»Måtte de konservative snart komme til besindelse. Dansk Folkeparti smitter,« skrev Det Radikale Venstres socialordfører Martin Lidegaard og partiets undervisningsordfører Margrethe Vestager forleden i et debatindlæg i Dagbladet Politiken. Martin Lidegaard er ikke bleg for at indrømme, at formålet er at friste konservative vælgere til at stemme på de radikale i stedet:

»At snuppe vælgere fra hinanden er en del af politik, og vi håber og tror, at nogle konservative vælgere vil stemme på os ved næste valg, hvis ikke Det konservative Folkeparti melder mere klart ud, hvad det står for. Vi har en klar politisk interesse i at udstille, hvordan de konservative frivilligt beskytter Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard og holder hende ved magten, for vi har mange vælgere fælles med de konservative,« siger Martin Lidegaard.

Tidspunktet er rigtigt

At tidspunktet er gunstigt for radikalt stemmefiskeri blandt konservative bekræftes af flere politiske kommentatorer. De peger på, at samarbejdet med Venstre og Dansk Folkeparti for tiden gør rigtigt av på mange konservative kernevælgere.

Helle Ib, politisk kommentator for dagbladet BT, vurderer, at der er en stor gruppe vælgere, som ønsker en borgerligt funderet regeringen, men som ønsker Dansk Folkepartis indflydelse minimeret.

»Det er logisk og naturligt, at de radikale i øje-blikket forsøger at appellere til gruppen af borgerlige og konservative vælgere, som må få det dårligere og dårligere over eksemplerne på, hvordan Dansk Folkeparti sætter dagsordenen for regeringen,« siger hun.

Niels Krause-Kjær, tidligere konservativ spindoktor, vurderer også, at der er et potentiale for de radikale, fordi Dansk Folkepartis fremfærd særligt i udlændingedebatten får mange konservative vælgere til at græmme sig:

»Det river og flår i pæne, konservative sjæle, og den smerte skal man bestemt ikke underkende,« siger han.

En anden tidligere konservativ spindoktor Hans Jørgen Nielsen er sikker på, at Det Konservative Folkeparti i disse uger bombarderes med henvendelser fra bekymrede medlemmer og vælgere, som har det mere end svært med, at partiet er så afhængigt af Dansk Folkeparti. Og at de radikale klogt prikker lige dér, hvor det gør allermest ondt.

De tre politiske kommentatorer vurderer, at de radikale burde kunne samle nogle af disse utilfredse konservative vælgere op – i hvert fald i princippet. De to partier har på mange områder fælles værdier, de er på lange stræk enige om den økonomiske politik og miljøet, og de har en vigtig vælgergruppe til fælles – nemlig de veluddannede borgerlige byboer.

»Kosmopolitterne« og »de højpandede« kaldes denne målgruppe i et nyligt notat om midtervælgeren, som er forfattet for Ugebrevet A4 af Rasmus Jønsson, ekstern lektor i politisk kommunikation ved Roskilde Universitetscenter. Kosmopolitterne udgør ifølge notatet cirka 1,9 procent af befolkningen, de bor i eller omkring storbyen, har høj uddannelse, stor kulturel kapital og stort forbrug af landsdækkende medier. De handler i Irma, køber mange økologiske varer og er positive over for globaliseringen.

»Det er en meget interessant gruppe for både de radikale og de konservative. Begge partier har profilen, politikerne og mærkesagerne til at appellere til denne gruppe vælgere,« siger Rasmus Jønsson.

Men selv om mange konservative kosmopolitter aktuelt er frustrerede over, for eksempel hvordan flygtninge i Danmark behandles, spår eksperterne ikke de radikale store chancer for at kapre disse vælgere. Ifølge Helle Ib udgør Det Radikale Venstre ikke et troværdigt alternativt for vælgere, der ønsker, at VK-regeringen ændrer kurs. De radikales »En anden vej for Danmark« er et frontalt opgør med VK-regeringens mærkesager, især når det gælder udlændinge, skat og folkeskolepolitikken, mener Helle Ib. Hun minder om, at konservative politikere som justitsminister Lene Espersen har stemplet de radikale som »en ekstremistisk sekt på venstrefløjen«.

Det lokker heller ikke borgerlige vælgere til, at et af de radikale krav for at støtte en regering var, at gruppeleder Marianne Jelved blev statsminister, og at de radikale har udstedt løfte om aldrig at pege på Venstres formand, statsminister Anders Fogh Rasmussen som statsminister.

Rasmus Jønsson tror heller ikke på, at de borgerlige byboer flytter sig nævneværdigt, med mindre de to partier ændrer profil inden næste valg.

»De radikales strategi er for uklar. Den ene dag er de blå, den næste er de røde, og den form for signalforvirring vinder ikke konservative vælgere. Omvendt får de konservative ikke fat i radikale vælgere, så længe makkerskabet med Dansk Folkeparti består. Den konservative parti-leder, Bendt Bendtsen, har heller ikke et brand, der fænger hos kosmopolitter,« siger han.

De to tidligere konservative spindoktorer Niels Krause-Kjær og Hans Jørgen Nielsen tror heller ikke på større vælgerskred i gruppen af kosmopolitter.

»Man skal ikke overgøre potentialet. De fleste radikale vælgere kikker ikke i borgerlig retning, og ret få konservative er interesserede i de radikale. Som de to partier har placeret sig lige nu, ville det være en ret grænseoverskridende handling,« siger Niels Krause-Kjær.