SÅDAN ER DET JO

Radikal jubel over SF-exit

Mens SF’s vælgere græmmer sig over den nye SR-regering, jubler de radikale og liberale vælgere. Socialdemokrater er splittede. Kun få har mere lyst til at stemme på regeringen.

Så kan der endelig føres radikal politik, tænker mange radikale vælgere

Så kan der endelig føres radikal politik, tænker mange radikale vælgere

Foto: Joachim Adrian, Polfoto

En sejr for Radikale Venstre, et nederlag for SF og en yderst blandet fornøjelse for Socialdemokraterne.

Det er opfattelsen hos de danske vælgere, efter at SF forlod regeringen til fordel for en ny S-R-regering.

Det viser en ny meningsmåling, som Analyse Danmark har gennemført for Ugebrevet A4 blandt 1.003 danskere efter den ny regeringsdannelse.

I omegnen af hver tredje radikale vælger regner således med, at de vil være mere enige i den nye regerings politik, end før Anette Vilhelmsen og SF forlod regeringen. Stort set ingen R-vælgere forventer, at de vil være mindre enige.

»De radikale vælgere regner med bedre tider, nu hvor man er uden den røde del af SF, når regeringens politik skal formuleres. En meget realpolitisk opfattelse,« siger Kasper Møller Hansen, professor og valgforsker ved Københavns Universitet.

SF og Enhedslisten i kulkælderenForventer du, at regeringen, der nu består af Socialdemokraterne og Radikale Venstre, vil føre en politik, som du er mere eller mindre enig i, end du var med den tidligere regerings politik (Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF)?
Note. Partifordeling er i forhold til, hvad danskerne ville stemme, hvis der var folketingsvalg i morgen.Kilde. 1.003 danskere i alderen 18-74 år. Indsamlet fra den 5.-10. februar 2014. For små partier kan usikkerheden være op til +/- 15 procentpoint.

Omvendt forventer ingen af de adspurgte SF-vælgere at være mere enige i den nye regerings politik end før SF’s exit. En stor del af dem, der siger, de ville stemme SF, hvis der var valg i morgen, siger derimod, at de forventer, at de vil være mindre eller ligefrem meget mindre enige i regeringens politik fremover.

Sidstnævnte er dog behæftet med en vis statistisk usikkerhed, da mindre end tre procent af de adspurgte vil stemme på SF.

Læs mere om undersøgelsen her

Socialdemokratisk splittelse

For de socialdemokratiske vælgere er billedet mere sammensat. Omtrent halvdelen mener ikke, at regeringsomdannelsen vil få nogen nævneværdig betydning for, hvor enige de er i den førte politik.

De resterende fordeler sig nogenlunde ligeligt i hver deres lejr, hvor den ene regner med at være mere enig med regeringen fremover, mens den anden forventer det modsatte.

Liberale mere enige i S-R-linjeForventer du, at regeringen, der nu består af Socialdemokraterne og Radikale Venstre, vil føre en politik, som du er mere eller mindre enig i, end du var med den tidligere regerings politik (Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF)?
Note. Partifordeling er i forhold til, hvad danskerne ville stemme, hvis der var folketingsvalg i morgen.Kilde. 1.003 danskere i alderen 18-74 år. Indsamlet fra den 5-10. februar 2014.For små partier kan usikkerheden være op til +/- 15 procentpoint.

Det er bemærkelsesværdigt, mener Søren Risbjerg Thomsen, professor og valgforsker ved Aarhus Universitet.

»Der er tilsyneladende fortsat en vis skepsis blandt de socialdemokratiske vælgere. Man troede, at den gruppe vælgere havde forladt partiet, men der er altså stadig en venstrefløj, som er bange for, at regeringen ikke vil være venstreorienteret nok,« siger han.

I de seneste meningsmålinger ligger Socialdemokraterne til knap 20 procent af stemmerne – en markant tilbagegang fra de næsten 25 procent, som partiet fik ved folketingsvalget i 2011.

Alligevel er der stadig en venstrefløj blandt vælgerne, vurderer også Jørgen Goul Andersen, professor ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet.

»Der er en gruppe S-vælgere, der mener, at politikken ligger for langt mod højre, og som frygter for, hvad der sker, nu hvor SF ikke længere kan udgøre en modvægt mod Radikale internt i regeringen,« siger han.

Dermed er mange socialdemokratiske vælgere på linje med den stribe af fagforeningsformænd, som Ugebrevet A4 talte med kort efter regeringsskiftet. De frygter, at regeringen uden SF vil føre en mere blå politik på arbejdsmarkedsområdet.

Ingen ny politisk linje

Dengang som nu afviser regeringspartierne, at der skulle være noget om snakken. De politiske planer er præcis, som de blev formuleret i regeringsgrundlaget i det såkaldte sorte tårn efter valget i 2011, hvor også Villy Søvndals SF sad med, lyder det.

»Regeringens linje er uændret. Vores politik handler om at skabe arbejdspladser, komme ud af krisen på en ordentlig måde og passe på vores velfærd,« siger politisk ordfører Maja Panduro (S).

Hvorfor tror du så, at en del af jeres partis vælgere regner med at være mindre enige i regeringens politik fremover?

»Det, jeg vil sige til dem, er, at jeg håber, at man vil måle os på resultaterne. Og måske vil resultaterne være mere tydelige fremover. Vi har for eksempel lige fået de laveste ledighedstal i fire år. Det, der tæller for vælgerne, er, at vi får skabt konkrete resultater,« siger hun.

Radikale: En stærkere motor

I Radikale Venstre glæder man sig over, at partiets vælgere regner med at få deres ønsker opfyldt i højere grad under den nye S-R-regering.

»Regeringens linje ligger fast. Men de radikale vælgere kender S-R-konstruktionen fra tidligere og har oplevet den som en stærk motor, der kan levere resultater. Derfor er der tillid til S-R,« siger gruppeformand Christian Friis Bach (R).

Socialdemokraterne og Radikale har tidligere dannet regering sammen gennem tre perioder - først i 1930’erne, dernæst i starten af 1960’erne og så igen op gennem 1990’erne, hvor Nyrup og Jelved stod i spidsen for to-partiregeringen.

Christian Friis Bach tror på, at regeringen kan indfri forventningerne hos de radikale vælgere, nu hvor SF er ude.

»Regeringen vil fortsat gerne samarbejde med SF, men regeringen kan nu agere nemmere og hurtigere på nogle områder. Man vil måske opleve S-R-aksen som en stærkere motor i dansk politik. Det er alt andet lige lidt vanskeligere at agere i en regering med flere partier,« siger Friis Bach, som dog ikke nævner nogle konkrete politiske områder.

Blå begejstring

De radikale vælgere er ikke alene om at juble over den nye regering i midten af dansk politik. Ser man på forventningerne hos de borgerlige vælgere, er der stor begejstring.

Dokumentation Radikal jubel over SF-exit Radikale vælgere er tilfredse med SF-exit.

For både Venstres og Liberal Alliances vedkommende gælder det, at omtrent hver tredje regner med at være mere enig med regeringens politik, efter at SF er ude af billedet.

Også de konservative vælgere er overvejende mere positivt stemt overfor den nye regering, mens der hos DF spores en vis splittelse på linje med den, der præger de socialdemokratiske vælgere.

Enhedslistens vælgere er ikke overraskende lige så kritiske overfor den nye regerings politiske linje som SF.

Flytter ingen stemmer fra blå blokPå baggrund af den nye regering, forventer du da, at det er mere eller mindre sandsynligt, at du vil stemme på et af de to regeringspartier (Socialdemokraterne og Radikale Venstre), når der er folketingsvalg senest i efteråret 2015?
Note. Partifordeling er i forhold til, hvad danskerne ville stemme, hvis der var folketingsvalg i morgen.Kilde. 1.003 danskere i alderen 18-74 år. Indsamlet fra den 5-10. februar 2014. For små partier kan usikkerheden være op til +/- 15 procentpoint.

At mange borgerlig-liberale vælgere er begejstrede ved udsigten til en regering uden SF, er dog ikke ensbetydende med, at de pludselig vil begynde at stemme på et af regeringspartierne.

I undersøgelsen fra Analyse Danmark er vælgerne også blevet spurgt, om den nye regeringskonstellation gør dem mere tilbøjelige til at stemme på Socialdemokraterne eller Radikale.

For langt de fleste vælgere gør det ingen forskel, mens det for vælgere, der vil stemme på blandt andet SF og Enhedslisten, kun gør det mindre sandsynligt.

SF og Ehl: Stemmer aldrig på regeringenPå baggrund af den nye regering, forventer du da, at det er mere eller mindre sandsynligt, at du vil stemme på et af de to regeringspartier (Socialdemokraterne og Radikale Venstre), når der er folketingsvalg senest i efteråret 2015?
Note. Partifordeling er i forhold til, hvad danskerne ville stemme, hvis der var folketingsvalg i morgen.Kilde. 1.003 danskere i alderen 18-74 år. Indsamlet fra den 5-10. februar 2014.For små partier kan usikkerheden være op til +/- 15 procentpoint.

Undersøgelsen viser også, at selvom mange vælgere forventer en ny retning i regeringens politik efter SF’s exit, så er der ikke mange, der forventer de helt store omvæltninger.

Vælgerne har haft mulighed for at angive, om de regner med at være mindre enige eller meget mindre enige samt mere enige eller meget mere enige i regeringens politik fremover. Her vælger langt de fleste vælgere de mindst dramatiske svarmuligheder, altså mindre enige eller mere enige.

Det er ifølge Aalborg-professoren Jørgen Goul Andersen et udtryk for, at vælgerne har en ’realistisk forventning’ om konsekvenserne af SF’s exit.

Kun blandt de adspurgte SF- og Enhedslisten-vælgere er tilsyneladende grupper, der forventer, at den nye regerings politik vil afvige markant fra den tidligere regering.