Radikal armod

Af | @JanBirkemose

Hvis Vestager vil i regering, kan den nuværende aldersbombe blive afløst af en debutantbombe. Radikale drømme om storhed på midten i dansk politik synes meget fjerne.

LEDER Hvis man forestillede sig den utopiske situation, at den radikale folketingsgruppe bestod af Margrethe Vestager og syv kloner af den unge fremadstormende næstformand Morten Østergaard, ville det være en hel del lettere at tage spørgsmålet om de radikales deltagelse i en eventuel kommende regering seriøst.

Men som bekendt er det ikke situationen. Tværtimod er det gamle midterparti tynget af en så seriøs medlemsarmod i Folketinget, at partiet – selv efter en usandsynlig fremgang ved næste valg – fortsat vil være på hælene. Arven fra den nuværende folketingsgruppe, hvor 5 ud af 9 medlemmer ikke genopstiller, trækker så dybe spor, at det ikke er en overdrivelse at tale om en nedadgående radikal dødsspiral. En nedtur, som der med stor sandsynlighed skal hele to folketingsvalg til at rette op på.

Danmarkshistorien har mange eksempler på dygtige politikere, der har gjort sig gældende langt op i alderen. Og blandt de nuværende radikale politikere, er der bestemt også personligheder, som Lone Dybkjær, Marianne Jelved og Niels Helveg Petersen, der fortsat rager op som markante skikkelser. Men da de radikale vælgere ved seneste folketingsvalg så godt som udelukkende valgte ældre politikere ind, tændte de samtidig lunten på en aldersbombe, der selv efter et generationsskifte vil plage partiet.

Aktuelt er problemet, at partiet ganske enkelt mangler dynamik og gennemslagskraft. Når gruppen er så lille, som den er, er der brug for alle mand. Men reelt er der langt hen ad vejen tale om en topersoners hær bestående af Margrethe Vestager og Morten Østergaard. Og det bliver ikke bedre af, at de radikale har lagt partiets to bedste salgsvarer – udlændinge- og skattepolitikken – i hænderne på Jelved og Helveg Petersen.

Sidstnævnte er samtidig en af de fem, der ikke genopstiller. Nøgternt konstateret er det bare ikke specielt offensivt, at lægge de politiske trumfkort i hænderne på to personer, der tilsammen har 65 års anciennitet i Folketinget. Med til den ubehagelige – men nødvendige kritik – hører dog, at partiet ikke har haft andre muligheder. Der er kun en Vestager og en Østergaard og så et galleri af personer, der er i fuld gang med at planlægge deres otium. Hertil kommer den uprøvede suppleant Anne Marie Geisler Andersen, der netop er trådt ind i gruppen.

Efter næste valg kommer de radikale til at stå i den modsatte situation. Selv om der måske ikke bliver tale om en decideret ungdomsbombe, er der garanti for, at det er et helt nyt og urutineret hold. Og det er i det lys, at man skal forestille sig de radikale, som en del af et regeringshold.

Realistisk set vil de radikale kunne få to til tre ministerposter. Og med mindre, at helt nye radikale MF’ere skal styre direkte ned i ministerbilerne, så snart de har underskrevet Grundloven på deres første dag i Folketinget, må ministerposterne nødvendigvis lande hos de fire overlevende fra den nuværende folketingsgruppe.

Sker det, vil hele folketingsgruppen bestå af debutanter. Et hold helt uden rutine og erfaring med det parlamentariske spil har potentielt risiko for at lide samme skæbne som den nuværende folketingsgruppe – nemlig et liv i tavshed og uden indflydelse.

Vælger Vestager & Co. ministerkontorerne risikerer de radikale, at de skal helt om på den anden side af to folketingsvalg, før de med fuld ædruelighed igen får en chance for at betragte sig selv som det indflydelsesrige parti på midten, som de historisk set har været.