PINEBÆNK

Psykisk arbejdsskadede søger forgæves efter oprejsning

Af | @MichaelBraemer

Det er ikke ønsket om erstatning, der får et hastigt stigende antal lønmodtagere til få deres psykiske erhvervsskade anerkendt. Det vigtigste er, at få fastslået, at det var arbejdet og ikke dem, der var noget galt med, viser ny forskning. Men anmeldelserne afvises i 95 procent af tilfældene.

Det vigtigste for lønmodtagere med en psykisk erhvervssygdom er anerkendelsen af, at det var arbejdet, der gjorde dem syge. Men den får de meget sjældent. 

Det vigtigste for lønmodtagere med en psykisk erhvervssygdom er anerkendelsen af, at det var arbejdet, der gjorde dem syge. Men den får de meget sjældent. 

Foto: Jens Nørgaard Larsen, Scanpix

Man skal være en stor optimist, hvis man vil have sin psykiske arbejdsskade anerkendt, for over 95 procent af anmelderne bliver afvist i Arbejdsskadestyrelsen.

Samtidig stiger antallet af anmeldte psykiske erhvervssygdomme med rekordfart. På fem år fra 2010 til 2014 voksede antallet fra 3.107 til 5.495 ifølge tal fra Arbejdsskadestyrelsen – en stigning på 43 procent.

Men det er ikke den manglende økonomiske erstatning, der smerter mest. De skadelidte hungrer efter at få en anerkendelse for, at det er deres arbejde, der har gjort dem syge.

Når de ikke får anerkendelsen, må de stå tilbage med skammen over, at det er dem, der var noget galt med, når de ikke kunne klare kravene og vilkårene på jobbet.

Det viser et nyt forskningsprojekt gennemført af forskere på Institut for Psykologi, Arbejds- og Organisationspsykologi på Københavns Universitet, der skal belyse hvad der sker med syge medarbejdere, når de har anmeldt en erhvervssygdom.

De skadelidte opnår ikke den retfærdighed, de søger. De har oplevet en individualisering af deres sygdom på arbejdspladsen, og den får de gentaget i arbejdsskadesystemet- Yun Ladegaard, cand.psych. og projektleder

85 procent af de 433 syge medarbejdere, som indgår i undersøgelsen, svarer ’En anerkendelse af/dokumentation på, at jeg var blevet syg af forhold i mit arbejde’, når de bliver spurgt om, hvad der var vigtigst for dem at opnå med anmeldelsen.

Kun 24 procent peger på ’Økonomisk erstatning’ i undersøgelsen, hvor de adspurgte har kunnet angive i alt tre svar.

»De skadelidte opnår ikke den retfærdighed, de søger. De har oplevet en individualisering af deres sygdom på arbejdspladsen, og den får de gentaget i arbejdsskadesystemet,« siger Yun Ladegaard, cand.psych. og projektleder af undersøgelsen, som er baseret på såvel interviews og svar på spørgeskemaer.

Skuffede ambitioner

Samtidig bliver de skadelidte skuffet i deres ambitioner om, at deres ulykke i det mindste kan tjene et højere formål og være med til at forhindre, at andre havner i samme situation.

’At forebygge, at det sker for andre i fremtiden’ angives som begrundelse for at anmelde deres erhvervssygdom af over halvdelen af de adspurgte. Men den effekt har de skadelidte meget svært ved at få øje på. Kun 12 procent har oplevet forbedringer af deres arbejdsmiljø efterfølgende, fremgår det af undersøgelsen. 

Psykiske arbejdsskader

Det er vanskeligt for Arbejdskadestyrelsen og Arbjedstilsynet at vurdere psykiske arbejdsskader, fordi sygdommen kan være svær at beskrive og udvikler sig over tid.

Posttraumatisk stress-syndrom (PTSD) er den eneste psykiske diagnose på listen over psykiske over erhvervssygdomme.

Andre lidelser eller diagnoser kan være

Akut belastningsreaktion, der er en forbigående sygdom, der udvikler sig som reaktion på en fysisk eller psykisk belastning.

Tilpasningsreaktion, der kan påstå efter en voldsom oplevelse, der griber ind i en ens sociale eller daglige liv. Det er meget individuelt, hvor sårbar man er.

Personlighedsændring kan komme efter en voldsom og katastrofaloplevelse. 

Depression, der kan udmønte sig i mange forskellige symptomer, fx tristhed, fortvivlelse, skyldsfølelse, rastløshed eller søvnbesvær. 

Kilde: Arbejdsskadestyrelsen

UDVID

Der er ifølge Yun Ladegaard tale om medarbejdere, der er så syge, at de frygter aldrig at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Hun beskriver mange af deres arbejdspladser som alvorligt belastede som følge af arbejdspres, forandringer og effektiviseringer. Flere har desuden været udsat for vold og trusler. 

»De syge medarbejdere havde en forventning om, at der på baggrund af deres anmeldelse kom et tilsyn fra Arbejdstilsynet på deres arbejdsplads, og at det blev fulgt op af påbud om ændringer i arbejdsmiljøet. Men færre end hver tiende var bekendt med, at Arbejdstilsynet havde været på besøg efterfølgende, og af dem vurderede hver tredje besøget som negativt eller neutralt. De oplevede, at tilsynet kun snakkede med meget få medarbejdere og slet ikke dem, der var udsat for massive belastninger,« fortæller Yun Ladegaard. 

Forebyggelsen udebliver

Og uden påbud fra Arbejdstilsynet er chancerne for at få forbedret arbejdsmiljøet begrænsede, viser undersøgelsen. For det er tilsyneladende svært at få arbejdsgiverne og arbejdsmiljørepræsentanter til at se de skadelidtes sygdom som andet end et individuelt problem.

Hvis man havde nok viden og et beredskab på arbejdspladsen, ville man være i stand til at stoppe det dårlige arbejdsmiljø, før det ender med sygemeldinger og arbejdsskadeanmeldelser. Yun Ladegaard, cand.psych. og projektleder

Halvdelen af de adspurgte har oplevet, at både nærmeste og øverste leder har haft en negativ effekt på deres sygdomsforløb og arbejdsskadeanmeldelse. Og lige så stor en andel fortæller, at deres arbejdsmiljørepræsentant slet ikke har været involveret i deres sag.

Flere fortæller om, hvordan de har siddet alene med deres problemer uden mulighed for kompetent hjælp og sparring, fordi mange ledere og arbejdsmiljørepræsentant har manglet tid, viden og værktøjer til at hjælpe.

»På arbejdspladserne mangler der hele det sikkerhedsnet, som også kunne gribe problemerne, før de eskalerer helt derud, hvor folk bliver syge af arbejdsforholdene. Hvis man havde nok viden og et beredskab på arbejdspladsen, ville man være i stand til at stoppe det dårlige arbejdsmiljø, før det ender med sygemeldinger og arbejdsskadeanmeldelser,« mener Yun Ladegaard.

Her ser vi en tydelig utilfredshed med, at Arbejdstilsynet ikke kan gribe ordentligt ind, når det gælder det psykiske arbejdsmiljø, og det skal vi have løst hurtigst muligt. Morten Skov, næstformand, LO

Morten Skov, næstformand i LO, er enig i, at tallene vidner om et meget utilfredsstillende arbejdsmiljøberedskab på virksomhederne.

»Det er enormt ærgerligt, at så mange virksomheder er så dårlige til at håndtere det psykiske arbejdsmiljø. Ikke mindst, fordi vi desværre ser en stigning i antallet at anmeldte psykiske erhvervssygdomme. Det kræver, at vi bliver meget bedre følge op på sagerne og forebygge, at skaderne gentager sig. Det handler om opkvalificering – både af medarbejderne og af ledelsen. Men især ledelserne skal blive bedre til at tackle og sikre et godt psykisk arbejdsmiljø, for det er dem, der har ansvaret,« siger han.

Falske illusioner

Samtidig mener Morten Skov, at det er berettiget, når psykisk skadelidte har en forventning om, at Arbejdstilsynet tager affære, når de har anmeldt deres skade.

Men især ledelserne skal blive bedre til at tackle og sikre et godt psykisk arbejdsmiljø, for det er dem, der har ansvaret, siger LO-næstformand Morten Skov

»Det er klart, at man som lønmodtager har en tiltro til, at den myndighed, der er på området, også har de redskaber, der skal til at gribe ind over for urimeligheder på arbejdsmarkedet. Det gælder, uanset om problemerne er af fysisk eller psykisk art. Her ser vi en tydelig utilfredshed med, at Arbejdstilsynet ikke kan gribe ordentligt ind, når det gælder det psykiske arbejdsmiljø, og det skal vi have løst hurtigst muligt,« fastslår han.   

Når det gælder det psykiske arbejdsmiljø, har Arbejdstilsynet i dag stærkt begrænsede beføjelser, der blandt andet skyldes, at Arbejdstilsynet er politisk reguleret gennem aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, påpeger Yun Ladegaard.

Den forståelse er imidlertid ikke nået ud til almindelige lønmodtagere, fandt hun ud af i sin undersøgelse.

Det tyder på, at sygdommene i mange af anmeldelserne skyldes andre ting - de er i hvert fald ikke en følge af arbejdet. Og derfor mener vi ikke, at Arbejdstilsynet skal handle på dem. Lena Søby, chefkonsulent, DA.

»Blandt de syge medarbejdere var der en forventning om, at Arbejdstilsynet var dem, der håndhævede arbejdsmiljøloven,« fortæller Yun Ladegaard, der mener, at det ville være mere ærligt at ’varedeklarere’ tilsynet i overensstemmelse med virkeligheden.

»Så længe vi fastholder illusionen om, at Arbejdstilsynet er det politi, der rykker ud, når der er problemer med det psykiske arbejdsmiljø, risikerer vi, at manglende tilsyn eller tilsyn uden påbud fortolkes som en blåstempling af arbejdsmiljøet. Dermed bliver det den enkelte medarbejders eget ansvar, at de er blevet syge, fordi de ikke kunne klare arbejdsvilkårene,« pointerer hun.

DA: Arbejdet uden skyld i de fleste sygdomme            

I Dansk Arbejdsgiverforening (DA) vil man kun anerkende sammenhængen mellem de anmeldte erhvervssygdomme og faktorer i arbejdsmiljøet i de fem procent af tilfældene, som rent faktisk anerkendes af Arbejdsskadestyrelsen. De drejer sig typisk om vold.

Derfor ser DA ingen grund til, at Arbejdstilsynet skulle rykke ud i større omfang end i dag.

»Der er jo ret stærk videnskabelig evidens for, om der er en sammenhæng mellem sygdom og påvirkninger, man har været udsat for i arbejdet. Og man kan være stensikker på, at alle anmeldelser bliver vurderet på den baggrund. Det tyder på, at sygdommene i mange af anmeldelserne skyldes andre ting - de er i hvert fald ikke en følge af arbejdet. Og derfor mener vi ikke, at Arbejdstilsynet skal handle på dem,« siger Lena Søby, chefkonsulent i DA.

- Hvis man havde nok viden og et beredskab på arbejdspladsen, ville man være i stand til at stoppe det dårlige arbejdsmiljø, før det ender med sygemeldinger og arbejdsskadeanmeldelser, siger Yun Ladegaard

Til gengæld mener hun, at Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet, som begge modtager anmeldelser af erhvervssygdomme, kunne blive bedre til at tale sammen. På den måde kunne Arbejdstilsynet få tilrettelagt deres tilsyn efter, hvor der bliver anerkendt erhvervssygdomme, påpeger Lena Søby.

Forkert fokus

De mange afvisninger fra Arbejdsskadestyrelsens skyldes primært, at den medicinske forskning kun i mindre omfang har påvist en sammenhæng mellem psykisk sygdom og påvirkning på arbejdet.  

Men manglende forskning udelukker ikke, at sammenhængen er der, påpeger Yun Ladegaard. Hun mener, at der bruges for meget tid på de syge medarbejderes arbejdspladser og i arbejdsskadesystemet på at finde ud af, om deres sygdom kunne skyldes noget andet end arbejdet. Der er fokus på den syge medarbejder som problemet i stedet for på arbejdsmiljøet, lyder hendes kritik.

Det er meget svært at trænge igennem med sagerne, og det eneste vi kan gøre er at klage, klage og klage. Men rigtig mange orker det simpelthen ikke og opgiver. Tina Huniche, formand, Arbejdsskadeforeningen

»De syge medarbejdere tror, at nu vil man se på de generelle problemer, der førte til sygdommen, men havner i en individuel forsikringssag, der handler om at få deres lægejournaler og sygdomhistorie frem, som kan vise det modsatte,« siger forskeren. 

Den krævende arbejdsskadesag har haft store konsekvenser for mange, påpeger Yun Ladegaard.

»Næsten hver femte fortæller, at forløbet med arbejdsskadeanmeldelse havde forhindret eller forsinket, at de kunne vende tilbage til arbejdet,« fortæller hun. 

Rigtig mange opgiver

Mange arbejdsskadede opgiver simpelthen at føre deres sag til ende, fortæller formanden for Arbejdsskadeforeningen, Tina Huniche.

Hun vurderer, at cirka halvdelen af foreningens medlemmer har psykiske erhvervssygdomme, og de er ifølge formanden langt svære at have med at gøre end de fysiske.

»Det er meget svært at trænge igennem med sagerne, og det eneste vi kan gøre er at klage, klage og klage. Men rigtig mange orker det simpelthen ikke og opgiver. For sideløbende med Arbejdsskadestyrelsen har mange også noget kørende med kommunen som følge af deres sygdom. Det er for meget på én gang,« siger Arbejdsskadeforeningens formand.