Provokation er da et plusord

Af

Enhedslisten er »røvsyge«, fordi de – i lighed med kunstnerne – har mistet ­modet til at provokere, mener Søren Espersen fra Dansk Folkeparti. A4 beder om en forklaring.

Du efterlyser provokationer. Er dansk politik blevet bovlamt?

»Ja, og det er desværre ikke kun politikerne, der er blevet bovlamme. De kulturradikale plejer at være så helvedes provokerende, men sidder nu som tedrikkende tanter og broderer stramaj. De klistrer sig fast til islamismen ved at fastholde, at man for enhver pris ikke må provokere.«

Du kalder provokationer et vidunderligt våben. Hvad er så dejligt ved at provokere?

»Provokation er et plusord. Det sætter spørgsmålstegn ved dogmerne og driver os videre. Hvis man ikke tør provokere af angst for konsekvenserne, går samfundet i dvale.«

Er det altid godt at provokere?

»Ikke al provokation er lige smart og elegant, men bunder i et ønske om at ruske op. Et kulturradikalt koryfæ som Poul Henningsen var ægte provokatør, han fandt det værre at provokere fornuften end folks følelser. Men hans tilhængere sidder nu bovlamme på deres hænder af angst for, at nogle skal komme og skære deres hals over, hvis de provokerer. Og når kunstnerne ikke tør, må vi politikere vise mod.«

Du kalder Enhedslisten »røvsyge«. Provokerede de ikke med folketingskandidaten Asmaa Abdol-Hamid, der går med tørklæde og nægter at give hånd til mænd?

»Den provokation var vist ikke tilsigtet. Målet var at signalere tolerance. Det var ægte provokation, hvis Enhedslisten turde hive tørklædet af hende.«

Er det ikke mystisk, at det yderste højre kræver mere provokation fra den yderste venstrefløj?

»Dansk Folkeparti provokerer selv. Mange var rasende over vores annoncer med navne på folk, der har opnået dansk indfødsret, og en plakat med Osama bin Laden og teksten »Denne mand kan få asyl i Danmark«.«

Er det i sig selv en dyd at provokere?

»Vores mål er at ændre forkert lovgivning, men jeg kan også godt lide at provokere for provokationens skyld. Det har jeg altid gjort. Det er min måde at være på.«

Fordrejer provokationer ikke bare debatten?

»Nej, de kiler ind i fastlåste dogmer. Som da Søren Krarup (folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, red) rådede danskerne til ikke at give én krone til flygtningehjælpen, som alle ellers var enige om var ubetinget god. Det satte virkelig noget i gang.«

Hvorfor råbe op? Kan man ikke opnå det samme ved at sige tingene stille og roligt?

»Han sagde det stille og roligt. Min pointe er, at folk har forskellig tærskel for, hvornår noget er provokerende. Det kan man ikke lade sig diktere af, for så kan man ingenting sige.«

Er det overhovedet politikeres opgave at provokere?

»Helt bestemt. Som folketingsmedlem skal man respektere ordensregler og tiltaleformer, og grænsen går, når provokationen indeholder vold og trusler. Men man skal kunne sige, hvad man vil uden hensyntagen til folks følelser. En pige i min skoletid græd altid, og til sidst holdt vi op med at tale til hende af frygt for, at hun skulle græde. Sådan går det. Muslimerne burde være beærede over, at vi går på dem. Derved er de en del af samfundet. Hvis man vil være med, må man tage det, der kommer.«

Prøver Dansk Folkeparti at overtage oppositionens traditionelle rolle som provokatør?

»Ja, fordi andre ikke tør. Enhedslisten og VS var gode til det engang. Men nu tier alle af angst for mørkemænd, der tvinger kvinder til at gå i burka.«

Hvordan harmonerer jeres trang til provokation med bestræbelsen på at blive et stuerent parti?

»Jeg kan ikke se, hvad problemet er. Om noget er det ikke stuerent at tvinge sin kone i en burka og sin datter i tredje klasse til at gå med tørklæde. Det nye er, at de bliver så fornærmede, når vi siger det, at de truer med vold. Men det skal ikke få os til at ændre facon.«