Protester vinder gehør

Af Illustration: Rasmus Meisler

Når fagbevægelsen i morgen går i demonstration til Christiansborg, så er det ikke bare for syns skyld. Massive folkelige protester kan nemlig godt få politikerne til at tænke sig om en ekstra gang – specielt hvis medierne og meningsmålingerne følger trop.

OPRÅB »Vi har lyttet til kritikken.«

Sådan lød det fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), da han mandag i sidste uge lod pressen vide, at han sammen med resten af regeringen tog en lille kovending.

Regeringens forslag til en genopretningsplan af den danske økonomi indebar nemlig, at der skulle indføres et loft over børnechecken på 30.000 kroner, og det faldt i den grad i unåde hos vælgerne. Med henvisning til at »debatten om børnechecken har gået højt de seneste dage« trak finansministeren forslaget tilbage, og erstattede det med et nyt.

At danske børnefamiliers massive protester kunne få regeringen til at ændre mening om børnechecken får nu andre grupper, der er berørt af regeringens spareplaner, til at lugte blod. For eksempel en gruppe, der kalder sig Unge mod Pakken.

De samledes i sidste uge foran et regnvådt Statsministerium for at give fire dukker løkker om halsen og hænge dem i galger, lavet af tømrelærlinge uden praktikpladser. Dukkerne i fangedragter symboliserede, ifølge den 18-årige Rebecca Madsen, der var én af aktivisterne i initiativet Unge mod Pakken, de »helt almindelige mennesker, der bliver ofret i denne pakke,« nemlig en arbejdsløs, en børnefamilie, en lærling og en ulandsstøttemodtager.

Andre mere veletablerede organisationer som fagbevægelsens LO og FTF håber også, at de kan rykke ved regeringen og Dansk Folkepartis aftale om besparelser på dagpenge, den kommunale velfærd og uddannelse. Herfra tager protesterne blandt andet form af en stort anlagt demonstration tirsdag foran Christiansborg, en noget omblæst annoncekampagne og en Facebookgruppe kaldet ’Nej til Pakken’ der ved redaktionens deadline talte mere end 75.000 medlemmer.

Taburetkløe giver ørenlyd

Ifølge en række eksperter i politisk strategisk kommunikation, som Ugebrevet A4 har talt med, kan protesterne og kampagnerne faktisk godt rykke noget. Det er dog en kombination af de mange dårlige meningsmålinger, de folkelige protester og den negative medieomtale, der kan få regeringen til at ændre aftaler.

»Når regeringen siger, ’nu har vi lyttet til kritikken’, så tror jeg ikke, at det handler om andet end, at regeringen kan se i meningsmålingerne, at forslaget medførte en vælgervandring fra de borgerlige mod oppositionen. Den kyniske analyse er, at der er tale om taburetkløe,« siger Karsten Pedersen, lektor i offentlig kommunikation på Roskilde Universitet (RUC).

Han suppleres af administrerende direktør i Lead Agency, der rådgiver om strategisk kommunikation, Kresten Schultz Jørgensen:

»Det er en regering, der lige nu er drevet af populistiske interesser. Når børnechecken blev et knæfald for vælgerne, skyldes det, at det var den mest synlige del af pakken. Der var størst signalværdi i at bøje sig her, mens der samtidig var færrest kroner og øre på spil,« siger han.

For mens medierne bugnede af ulykkelige historier fra familier med mange børn, der frygtede at måtte gå fra hus og hjem på grund af de økonomiske konsekvenser af regeringens oprindelige forslag til reduktion af børnechecken, raslede vælgertilslutningen til regeringspartierne og Dansk Folkeparti ned i meningsmålingerne.

Det skyldes, at vælgerne flytter sig, når de negative konsekvenser bliver meget konkrete og mærkbare, forklarer forsker i politisk psykologi Sigge Winther Nielsen fra Statskundskab på Københavns Universitet (KU).

»Skattelettelser og dagpengereform er spredt ud på mange mennesker. Man kan ikke se konsekvenserne, og det gør det sværere at jamre og gå amok i protester. Men når en familie, der er vant til at modtage 10.000 kroner fra staten, pludselig kan se, at de mister pengene, så mærkes konsekvenserne af de politiske valg meget konkret, og det udløser ramaskriget,« siger Sigge Winther Nielsen.

Eksempler gør indtryk

Spørger man Det Konservative Folkeparti og Venstre, der står bag aftalen om genopretningsplanen for den danske økonomi, hvad der udløste kovendingen i sidste uge, lyder svaret fra de konservatives finansordfører Mike Legarth:

»Eksempler fra det virkelige liv gør indtryk. Det afgørende er, om de eksempler, der bringes frem, viser, at man har lovgivet om noget, der har anden virkning end hensigten. I så fald, så skal man lave det om igen. Det er mit synspunkt,« siger Mike Legarth (K).

For den konservative finansordfører er det ikke formen på protesterne, der er afgørende.

»Det er tyngden af argumentet, der skal tælle, og sagens indhold. Uanset, om det leveres bønfaldende eller skingert, så er det det reelle indhold, vi vurderer og analyserer på,« siger han, og bakkes op af Venstres finansordfører Jacob Jensen, der understreger, at det ikke er mængden af henvendelser, men kvaliteten af henvendelserne, som gør indtryk på ham.

»Det er vigtigt, at vi som politikere lytter til de tilbagemeldinger, vi får. Uanset, om det er tusindvis af tilbagemeldinger eller bare en enkelt. Men demonstrationer gør ikke mere indtryk end én saglig henvendelse fra en familie eller en borger, der kommer stille og roligt med en mail eller en opringning om en konkret sag. Det gør mindst lige så stort indtryk på mig,« siger Jacob Jensen (V).

Har argumenterne ikke hold i andet end politisk uenighed, kan de ikke gøre indtryk på de garvede folketingspolitikere.

»Hvis det er noget, vi har vedtaget med åbne øjne for de politiske konsekvenser, så ændrer det ikke noget, at der står 100.000 på Slotspladsen og råber, at det skal vi lave om. Når man har lagt sig fast på et politisk synspunkt, så skal man ikke lade sig rokke,« understreger Mike Legarth.

Men det ændrer ikke på, at demonstrationer kan have en stor værdi, forklarer kommunikationsrådgiver Kresten Schultz Jørgensen.

»Gode gammeldags demonstrationer virker. De påvirker helt sikkert regeringsduelige politikere, men ikke direkte i form af at deres råb fra Slotspladsen får statsministeren til at skifte mening. Derimod skaber man med en demonstration en event, der får omtale i medierne og alt det hurlumhej, der opstår omkring demonstrationen, det virker,« siger Kresten Schultz Jørgensen.

Det er således de cirkler i vandet rundt om demonstrationerne, der gør det meningsfuldt at samle tusindvis af mennesker med bannere og kampråb. Når der først indkaldes til demonstration, engageres en masse mennesker, det udløser kronikker, måske en hvidbog om emnet, medieomtale og et hav af andre sideeffekter.

»Der er det selvfølgelig vigtigt at få en ekstrem god pressedækning. Formår man at få forsider, og er der positiv karma omkring eventen, så virker det helt indiskutabelt i form af, at folkeopponionen bliver påvirket. Derfor er demonstrationer en platform, som vi opfinder for at kunne påvirke debatten – ikke for reelt at overbevise politikerne,« tilføjer Kresten Schultz Jørgensen, der suppleres af forsker fra KU, Sigge Winther Nielsen.

»Demonstrationer er lidt som valgplakater: De virker ikke. Men det kan have afledt effekt over tid. Det kan få fagbevægelsen til at stå sammen, og det kan få snebolden til at rulle. Demonstrationer er ikke en rygende pistol overfor politikerne, men det er klart, at hvis man fra vinduerne på Christiansborg kan se at hele slotspladsen er fyldt af demonstranter, gør det indtryk. Særligt når det gengives i medierne, for politikerne lever i en medievirkelighed,« forklarer Sigge Winther Nielsen.

Hos Socialdemokraterne gør folkelige protester indtryk på finansordfører Morten Bødskov.

»Hvad enten der er tale om personlige henvendelser, demonstrationer eller reaktioner på sociale medier, så påvirker det den politiske beslutningsproces. Politikere er også mennesker, der har følelser og er påvirkelige,« siger Morten Bødskov, der selv skal deltage i demonstrationen på Slotspladsen tirsdag, og tilføjer:

»Men det, der er afgørende for, om jeg ændrer holdning, er, om det, jeg har været med til at lave i praksis virker forkert eller på en anden måde, end den jeg troede, da jeg var med til at vedtage det.«

Stemmer i cyberspace

Ud over protester i form af demonstrationer, hvor folk bruger tid på at møde op et givent sted på et givent tidspunkt for at råbe deres mening i flok, kan protester også ytres virtuelt. Seneste skud på stammen er de sociale medier, hvor LO og FTF via Facebook har samlet mere end 75.000 mennesker i en gruppe, der kaldes ’nej til pakken’. Her er der livlig debat om aktiviteter uden for cyberspace, indlæg med holdninger og der deles link til hjemmesider med informationer eller andre debatfora.

»Nogle tror, at Twitter og Facebook skal bruges til at promovere sig selv. Den er helt skæv. De bruges til at dele meninger, udveksle ideer og engagere sig – og ikke mindst til at mobilisere folk. Det kommer nede fra, og derfor er det et græsrodsmedie, der specielt kan bruges til at engagere. Det kan godt startes centralt, men hvis der er for meget pegepind og kloge-Åge over det, så forsvinder folk igen,« forklarer Kresten Schultz Jørgensen.

Politikerne bliver heller ikke påvirket direkte af denne aktionsform. Men omvendt er det dog ikke ligegyldigt at melde sig ind i en protestgruppe på Facebook eller ytre sine holdninger, for politikerne betragter det som et fingerpeg om folkestemningen.

»Det gør mindre indtryk, for det er et hurtigere medie. Folk går lidt mindre kritisk ind i det. Men jeg lytter selvfølgelig til Twitter og Facebook, for det er moderne medier og de første reaktioner kommer der,« siger finansordfører Mike Legarth (K).

Følger man debatterne om regeringens sparepakke på Facebook, kan man se, at der er 5.000 mennesker, som har meldt sig ind i gruppen ’Stop det politiske felttog mod højskolerne’, 12.000 personer, der er med i gruppen ’Hold fingrene fra børnechecken!!’ og 14.000, der siger ’Vi vil gerne betale én procent mere i skat og ha’ velfærdssamfundet tilbage’.

Men det er ikke det, der i sig selv får regeringen til at ændre på flere dele af sparepakken. Ifølge eksperterne, er det en kombination af flere forskellige protestformer krydret med en stor mediebevågenhed, og ikke mindst resultater i meningsmålingerne, der peger på politiske lussinger, som får politikerne til at overveje deres valg én gang mere.

»Konsekvensjournalistik kan sammen med målrettede kampagner ændre folks holdninger. Det ændrer ikke politikernes holdning – med mindre vælgere altså begynder at sive, så lytter politikerne,« siger Karsten Pedersen, lektor i offentlig kommunikation på RUC.

At meningsmålingerne skulle have indflydelse på, hvad der vedtages på Christiansborg, afvises blankt af folketingspolitikerne. Som Jacob Jensen fra Venstre siger:

»Meningsmålinger betyder faktisk mindre og mindre. Det lyder måske underligt, men der kommer så utrolig mange meningsmålinger, så ofte er det et meget broget billede, der tegner sig, og det, tror jeg, udvander effekten af dem,« siger Jacob Jensen og tilføjer:

»Meningsmålinger handler mere om at kunne sælge aviser, end det er noget, der påvirker os.«

Bliver nødt til at stå fast

Det er ikke bare nationalt, at børnefamilier har haft held til at presse politikere til at omstøde en plan. Også lokalt har vrede småbørnsforældre sat lokalpolitikere under massivt pres, som det skete på Lolland-Falster, hvor en protestbevægelse bestående af bekymrede forældre for nyligt fik held med at ændre de kommunale spareplaner om at lukke seks landsbyskoler. Efter forældrene havde bombarderet kommunen med eksempler på konsekvenserne og udregninger, der viste andre scenarier end dem, der blev præsenteret på Rådhuset, valgte byrådet at finde besparelser på blandt andet lærernes tid til at holde møder i stedet for at lukke de små landsbyskoler som planlagt.

Kovendinger som denne giver folk, der er utilfredse med regeringens og kommunernes spareplaner, modet til at mobilisere yderligere protester. Som forsker ved Statskundskab på KU, Sigge Winther Nielsen siger:

»Det giver folk blod på tanden til at presse regeringen, når man ser, det virker. Med børnechecken er det regeringen, der blinkede først, men det er også en relativt symbolsk handling.«

Derfor skal demonstranter, Facebookstøtter og fagbevægelsen ikke sætte næsen op efter flere indrømmelser fra regeringen. Som Karsten Pedersen, lektor på RUC siger:

»De bliver nødt til at stå fast på rimeligt meget af resten. Det bliver meget svært for dem at rulle for meget tilbage, for så ser det ud, som om man tog fejl, og så meget ansigt kan man ikke tabe. Hvis man ændrer for meget, vil folk jo også begynde at tænke, om ikke man skulle have nogle helt andre på ministerposterne,« siger Karsten Pedersen fra RUC.