Protektionisme er vejen frem til velfærd

Af Aske Munck

Protektionisme, toldbarrierer og handelsrestriktioner har i mange år været skældsord i økonomiske kredse. Men i Frankrig kæmper en lille kreds af økonomer for at ændre synet på protektionismen. En af dem er Jean-Luc Gréau, der mener, at protektionismen ikke blot er uundgåelig, men ligefrem tilrådelig.

INTERVIEW Når økonomiske kommentatorer og finansanalytikere skal ridse de allermest dystre perspektiver op for, hvor galt den igangværende krise kan ende, trækker de ofte et trumfkort, der kan få de fleste politikere, embedsmænd og erhvervsfolk til at gyse: Protektionisme.

For hvis først klodens største stater trækker protektio­nismen frem af gemmerne, vil det ende i en meningsløs handelskrig med ustoppelige gengældelsesaktioner, og ingen tør spå om, hvor dybt det sorte hul bliver, som verdenshandelen og dermed hele den globale økonomi herefter vil blive trukket ned i. Protektionisme gør nemlig alle fattigere på langt sigt, lyder den konventionelle visdom.

Og protektionismen er faktisk for ganske nylig dukket op igen, da USA’s præsident Barack Obama for kort tid siden indførte en 25 procents straftold på kinesisk fabrikerede bildæk, fordi kineserne efter hans vurdering solgte deres varer til underpris. Kineserne replicerede fluks med en trussel om straftold på amerikanske fødevarer og dvd’er, og Verdenshandelsorganisationen (WTO) advarede med bævende røst om faren for en ny handelskrig.

Men der er ingen grund til alarm. Snarere tværtimod. I hvert fald hvis man skal tro Jean-Luc Gréau, økonom, tidligere rådgiver for den franske arbejdsgiverforening Medef og - trods hans sympati for protektionisme – ifølge eget udsagn »erklæret liberalist«.

Ifølge Jean-Luc Gréau vil vi i den nærmeste fremtid se flere og flere protektionistiske tiltag af samme tilsnit. Det er dog langtfra skidt, men »ligefrem stærkt tilrådeligt,« siger han og forfægter sit overraskende og i økonomkredse kætterske synspunkt således:

»Der er for tiden en kolossal udflytning af virksomheder fra områder med høje lønomkostninger – primært Europa og USA – mod klodens lavprisområder, især Kina og andre asiatiske lande. Det skævvrider handelsbalancen. Vi importerer for eksempel i dag tre gange så meget fra Kina, som vi eksporterer til landet. Og det er således ikke uden grund, at EU’s samlede underskud på handelsbalancen ender på cirka 110 milliarder euro. Dertil kommer, at den kinesiske yuan bliver holdt kunstigt lav, så varerne bliver endnu billigere, hvilket skaber en helt skæv konkurrence. Der er derfor i mine øjne ikke andet for end at iværksætte protektionistiske barrierer for at ændre situationen,« siger Jean-Luc Gréau.

De mener altså, at man skal dæmme op for importen af eksempelvis billigt producerede kinesiske varer? Lugter det ikke af fordums merkantilisme?

»Nej. Protektionisme betød i gamle dage, at man lukkede grænserne hermetisk til. Jeg vil ikke mure grænserne til eller stoppe handelen med udlandet. Jeg vil kun lukke dem for et udvalg af varer i specifikke sektorer.«

Risikerer det ikke at føre til modtræk fra de lande, der bliver ramt af protektionismen?

»Jo. Og netop derfor skal de være afgrænsede, præcise og målrettede. Det er klart, at når det drejer sig om råvarer, eksotiske produkter eller teknisk udstyr, som vi har brug for eller ikke kan producere selv, skal vi selvfølgelig importere det. Men over for alt andet må vi holde sindet åbent,« siger Jean-Luc Gréau, der samtidig understreger, at tiltagene bør foranstaltes i en europæisk ramme for at være effektive.

Ingen statisk global balance

Hans synspunkter er et opgør med teorien om komparative fordele, der hævder, at hvis blot landene producerer det, de er bedst til og importerer resten fra udlandet, vil det være bedst for alle.

»Den teori er forældet i dag. Den tog udgangspunkt i en statisk situation, hvor dette eller hint land i udgangspunktet havde en fordel i én given produktion. Men verden står ikke stille,« siger Jean-Luc Gréau.

Der er sket en voldsom udvikling, siden den britiske økonom David Ricardo lancerede sin teori for 200 år siden. Alene de sidste 50 års udvikling med de asiatiske tigerøkonomier viser ifølge Jean-Luc Gréau, at de komparative fordele bygges op og brydes ned igen. Ikke mindst fordi virksomhedsudflytninger også betyder, at der overføres knowhow og ekspertise til nye lande og områder.

»Der findes ingen statisk balance. Vi har måske endnu ingen kinesiske biler på det europæiske marked, men det skal nok komme. I 2003 var Kina nettoimportør af stål. I dag producerer kineserne over halvdelen af klodens stål. Den udvikling vil fortsætte,« fastslår den franske økonom.

Ifølge Jean-Luc Gréau er det langtfra en eviggyldig sandhed, at frihandel skaber vækst og velstand for alle, ligesom han pure afviser et af de hyppigst fremførte frihandelsargumenter: den store depression efter børs­krakket i 1929 blev skabt af protektionismen.

»Sådan hang det slet ikke sammen. Først kom krisen, derefter recessionen, og til sidst fulgte protektionismen. Ikke omvendt,« siger han.

For Gréau handler det om én meget central ting: At undgå Europas afindustrialisering. De fleste samfundsvidenskabelige lommeøkonomer kender remsen om de rigeste landes udvikling fra landbrugs- til industri- og sidst til servicesamfund; bevægelsen fra primære til sekundære og endelig tertiære erhverv. Men der er et hak i den remse, mener Gréau:

»Industrien – der i teorien skulle spille en stadig mindre rolle i forhold til den tertiære servicesektor – har stadig en kolossal vægt i vore samfund. Det viser den nuværende krise med al tydelighed. Blot et par industrielle sektorer møder en efterspørgselskrise, ryger hele den vestlige verden ud i den største efterkrigsrecession nogensinde: Bilindustrien, produktionen af teknisk udstyr og halvfabrikata er nærmest blevet massakreret i recessionen. Samtidig påtvinger en aldrende befolkning os en yderligere offentlig udgiftsbyrde, og for at finansiere den må vi derfor bibeholde en vigtig vifte af industrielle aktiviteter. Vi har brug for industrien som værdiskaber,« siger Gréau.

Derfor er det mere end nogensinde før vigtigt at kæmpe for at bevare vores hjemlige produktion og sikre, at vores industri kan konkurrere på fair vilkår, vurderer han.

»Især de asiatiske lande underbyder os og undergraver vores produktionsapparat, fordi de hverken har samme høje sociale standarder eller lønninger som os.«

Lønnen er for lav

Ifølge Gréau står de vestlige økonomiers lønniveau slet ikke mål med den værdi, de reelt repræsenterer: I Vesten har man i lang tid prædiket løntilbageholdenhed for at holde produktionsomkostningerne nede og sikre konkurrenceevnen. På den måde har man sørget for, at gevinsten ved den højere produktivitet ikke er blevet ligeligt fordelt i samfundet. I stedet for at gå til lønmodtagerne, er den havnet i aktionærernes lommer.

»Det er ikke en påstand,« indvender Gréau, »det kan enhver tjekke efter ved at se på OECD’s tal. Der har været et konstant fald i arbejdskraftens andel i den produktionsmæssige merværdi siden 1980’erne. Fra 67 til 49 procent i hele OECD. Men mere bekymrende er det, at denne udvikling fortsætter. Det betyder nemlig, at grundlaget for vores indenrigsefterspørgsel udhules. Hvis den situation fortsætter, kommer vi aldrig ud af krisen. Arbejdsløsheden vil stige, og situationen blot blive værre.«

Men hvordan skulle protektionismen kunne hjælpe? Såre simpelt, lyder svaret fra Jean-Luc Gréau. En tilpasset handelspolitik ville ikke blot gøre det muligt at opretholde lønniveauet, men måske ligefrem at få det sat i vejret. Også på de laveste trin. Denne udvikling ville have en gunstig effekt på efterspørgslen og mindske de offentlige underskud, fordi der vil blive betalt flere skattekroner. Samtidig vil nye toldbarrierer fungere som et incitament til at bedre lønmodtagernes forhold i de spirende økonomier. Og det ville være et vigtigt skridt mod at sikre, at en større del af deres økonomi kom til at afhænge af hjemlig efterspørgsel og ikke af eksport. Som det er nu, har eksempelvis Kina valgt at satse benhårdt på eksport på bekostning af et enormt hjemmemarkedspotentiale med 1,5 milliard forbrugere. Over 40 procent af produktionen bliver således eksporteret.

Tab af knowhow

Flere økonomer hævder imidlertid, at lønniveauet langsomt vil arbejde sig opad i Kina, og at der på langt sigt vil opstå en ligevægt med Europa. Men det tror Jean-Luc Gréau ikke på.

»Gabet i lønniveauet er alt for stort, og både Kina og Indien har så enorme arbejdsstyrker, at presset for at holde lønningerne nede vil forblive massivt. Før dette hul er lukket, kan der sagtens gå 25 år, og hvis ikke vi gør noget inden, vil Europa lide en krank skæbne,« siger Gréau.

Så snart en produktion flytter helt væk, forsvinder også de spin-offs og den såkaldte klaseinnovation, der altid opstår, når man har særlige kompetencecentre, hvor industrier samles, og der opstår nytænkning og idéudvikling, som fører til nye produkter, industrier og så videre. For at sikre den vestlige industris overlevelse er der derfor ifølge Jean-Luc Gréau ingen vej uden om selektiv protektionisme i form af målrettede toldbarrierer. En protektionisme, der dybest set skal forhindre social dumping.

»Den protektionisme, jeg forfægter, tillader stadig i vid udstrækning fri konkurrence. Men en retfærdig konkurrence. Det er nødvendigt. Ikke mindst hvis vi ønsker at bibeholde vores relativt høje lønniveau og fintmaskede sociale sikkerhedsnet. Grundlæggende handler det ikke længere blot om økonomi, men om at stille os selv spørgsmålet, om vi vil have socialt fremskridt eller ej. Vi bliver jo nødt til at gøre et eller andet, hvis vi også i fremtiden vil have et statsapparat, der kan varetage borgernes behov.«

Hvilke reaktioner bliver De mødt med, når de taler protektionismens sag?

»Skepsis og misbilligelse. Den politiske klasse og ikke mindst økonomerne selv foretog, efter murens fald og den kolde krig, en massiv ensretning over mod den rene liberalisme. De har skyklapper på og har tilsyneladende tabt evnen til at tænke og reflektere. Hvilket er så meget desto mere grotesk, eftersom økonomi ikke just er nogen præcis videnskab. Men krisen har fået flere til at overveje, om ikke der er noget galt med den måde, vi anskuer samfundsøkonomierne på,« siger Jean-Luc Gréau.

Og derfor er flere og flere begyndt at lytte til hans uortodokse pointer om toldbarrierer, subsidiering og importrestriktioner.