Privatiseringer er til for investorerne

Af

Privatiseringer er blevet en del af den statslige økonomi. Også i Danmark, hvor Dansk Olie og Naturgas, TV2 og Postdanmark skal sælges i løbet af få år. Men hvem har glæde af udsalget af de offentlige virksomheder? Ikke borgerne, hvis man skal tro den anerkendte privatiseringsforsker, Graeme Hodge.

12Der er penge i det. Endda mange penge. De seneste 20 år har den britiske statskasse tjent mere end 850 milliarder kroner på det. Hvert år scorer regeringer verden over cirka 750 milliarder kroner på det. Og hvad er det så, der er så mange penge i? Svaret er privatiseringer.

Vandværker, telefonselskaber, veje, jernbaner, havne, lufthavne, kraftværker, el-selskaber, hospitaler, fængsler, tv-stationer, busselskaber, ja stort set alle dele af den offentlige sektor er blevet sat til salg rundt omkring i verden siden begyndelsen af 1980’erne.

Også Danmark har privatiseret dele af den statslige ejendom – med salget af Teledanmark i 1998 for 31 milliarder som den hidtil mest indbringende forretning.

I sidste uge var den australske professor Graeme Hodge i København, hvor han blandt andet talte for embedsmænd i Finansministeriet og topfolk i den kommunale sektor.

Hodge har foretaget et omfattende studie af samtlige undersøgelser om privatiseringer i 1980’erne og i 1990’erne, og han er i dag en af verdens førende privatiseringsforskere og en eftertragtet foredragsholder.

Privatiseringsindustrien

»Skærer man helt ind til benet, viser erfaringerne, at der er tre drivkræfter i privatiseringsbølgen,« siger Graeme Hodge.

For det første er udgiftspresset vokset på de offentlige kasser de seneste år. Men stort set alle partier har erkendt, at der er en grænse for, hvor meget skatten kan stige, og hvor meget staten kan låne uden at bringe økonomien helt ud af balance. Borgerne har ønsket at få mere service for de samme penge, og her har privatiseringer ifølge Hodge givet regeringerne mulighed for at hente penge ind i de slunkne statskasser.

For det andet har mange regeringer set privatiseringer som en måde at stække bureaukratiet. Mange politikere har en permanent frustration over de store offentlige organisationer, der virker umulige at effektivisere og ikke mindst komplet umulige at styre. At sælge virksomhederne har givet politikerne en fornemmelse af handlekraft. Dertil kommer en væsentlig sidegevinst for nogle politikere – nemlig at fagforeningerne ofte bliver svækket ved privatiseringer, fordi virksomheden typisk bliver rationaliseret og delt op i mindre enheder.

Endelig peger Graeme Hodge på, at der er opstået en global privatiseringsindustri. Hver gang der bliver privatiseret, tjener en hær af mellemmænd en formue. Advokater, investeringsrådgivere, banker og andre specialister har en klar interesse i, at der handles for milliarder af dollars mellem staten og det private marked. Det er komplicerede transaktioner, og regeringen er afhængig af eksperterne. Derfor er der ifølge Hodge en gruppe i samfundet, som altid vil være parat med at foreslå nye privatiseringsprojekter.

Men er privatiseringer ikke også til gavn for almindelige forbrugere og borgere, som får flere valgmuligheder og lavere priser?

»Lavere priser og valgmuligheder er rigtig nok, hvad borgerne bliver lovet, men det er ikke, hvad de får. Der er ikke kommet lavere priser, forbrugerne har ikke kunnet vælge mellem en masse forskellige serviceudbydere, og det meget svært at se en samlet effektivitetsgevinst for samfundet ved privatiseringer,« siger Hodge.

I Storbritannien blev vandforsyningen eksempelvis privatiseret i 1980’erne, og det var mildt sagt ikke en succes. Priserne steg med 55 procent på ganske kort tid, og antallet af beskadigede vandledninger fordoblet, fordi de ikke blev vedligeholdt.

»Kigger vi på udviklingslandene, er erfaringerne endnu tydeligere negative. Eksempelvis steg telefonpriserne med 400 procent på to år, efter at det statslige telefonselskab blev privatiseret i Venezuela.«

citationstegnPolitikerne har ikke været opmærksomme på, om der var konkurrence på markedet, og om markedet var reguleret effektivt. Mange privatiseringer er derfor endt med at skabe private monopoler i stedet for statslige monopoler.

Verdensbanken har analyseret 12 privatiseringer i i- og ulande. I 11 ud af de 12 sager fik investorerne en gevinst ud af handlen. I 8 ud af de 12 privatiseringer fik borgerne enten ingenting eller ligefrem forringelser.

» Jeg har umiddelbart svært ved at se borgernes interesser i privatiseringer,« konkluderer Hodge.

A/S Sundhed en dårlig ide

Når privatiseringer er gået skævt, skyldes det ifølge Hodge, at de fleste har været hovedløse – de har været styret af forhastet ideologi.

»Politikere baserer meget sjældent deres beslutninger på viden og erfaringer. De er styret af holdninger. Sådan må det være i et demokrati, men vidensgrundlaget skal være i orden. Politikerne har ikke været opmærksomme på, om der var konkurrence på markedet, og om markedet var reguleret effektivt. Mange privatiseringer er derfor endt med at skabe private monopoler i stedet for statslige monopoler,« siger Hodge.

Konkurrence og markeder er som skrøbelige børn, der skal dyrkes og opdrages med en balance af kærlighed og håndfasthed for at kunne stå på egne ben, mener Hodge. Derfor er det helt afgørende for privatiseringer, at staten går aktivt ind og skaber et marked med mange aktører, før man sælger. Staten skal også sikre, at der findes klare regler for regnskaber og gennemsigtighed i revisionen, ofte er kravet om bedre afrapportering mindst lige så effektfuldt som det nye ejerskab.

Hodge fremhæver Danmark som et af de lande, hvor privatiseringsbølgen er blevet styret nogenlunde fornuftigt, fordi den danske regering og myndigheder har været meget optaget af at skabe de rigtige rammer.

Men selv når der er konkurrence og regulering advarer Hodge mod bare at privatisere hvad som helst.

14b»Tag eksempelvis sundhedsområdet. I USA er det meste af sundhedsvæsnet i dag privat, og landet bruger 50 procent mere på sundhed, end de fleste andre OECD-lande. Der er konkurrence mellem hospitalerne, der er regler og myndigheder til at styre. Men er deres sundhedsvæsen særligt meget bedre? Måske for nogle få, men ikke for de fleste amerikanere. Og er folkesundheden bedre i USA end i Danmark eller Spanien? Meget tyder på, at det ikke er klogt at privatisere sundhed. Erfaringer viser derimod, at eksempelvis energi er mere egnet til at blive solgt til private, hvis betingelserne er til stede.«

Det er vigtigt for Hodge at understrege, at der ikke findes en økonomisk lov for, hvad der skal være offentligt, og hvad der skal være privat. Privatiseringer er ikke alene et teknisk spørgsmål.

citationstegnJeg har ikke principielt noget imod privatiseringer, men det skal ske efter en åben, demokratisk proces, hvor alle parter er inddraget. Det er borgernes økonomi, ikke erhverslivets. Mine studier viser, at erhverslivet har mest ud af privatiseringer i dag

»Hvis man privatiserer vandforsyningen i Australien, vil regeringen blive afsat øjeblikkeligt. I Frankrig, der altid udråbes som et statsstyret land, har vandforsyningen altid været på private hænder. I Australien er en regering blevet smidt på porten, fordi den ville privatisere ambulancedriften. I Danmark er ambulancedriften privat. Forholdet mellem private og offentlige serviceydelser er skabt gennem mange år, kompromisser og hensyn i samfundet. Når man privatiserer, vendes der op og ned på det hele. Jeg har ikke principielt noget imod privatiseringer, men det skal ske efter en åben, demokratisk proces, hvor alle parter er inddraget. Det er borgernes økonomi, ikke erhvervslivets.«  

Men hvis økonomien er i orden, og der er regulering og konkurrence på markedet, er det så særligt interessant for borgerne, om Teledanmark er privat eller offentligt?

»Privatiseringer handler om forandringer. Når man sælger et telefonselskab, bliver en masse mennesker berørt. Historisk har de nationale telefonselskaber sikret telefoni i landdistrikterne på niveau med den service, byboerne fik. Man har haft en prispolitik, der favoriserede ældre. Kan I være sikre på, at der stadig bliver taget hensyn, hvis TDC ryger ud i en krise? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, det er nemmere at stille en regering til ansvar end et privat telefonselskab.«

Telefonboksen, der forsvandt

Den problematik er naturligvis ikke ny, og derfor har eksempelvis den danske regering været meget optaget af at stille krav til købere af statslige virksomheder. I løbet af næste år skal TV2 sælges, og køberen skal blandt andet forpligte sig til at bringe nyhedsudsendelser. Men kan staten forpligte private virksomheder på en tilstrækkelig effektiv måde?

»Man kan opstille en masse hensyn, så staten reelt bare vil have en privat til at lave nøjagtig det samme, som staten laver i dag, bare til en lavere pris. Hvis det lykkes at få en investor til at sige ja til det tilbud, er det verdens bedste privatisering. Jeg har bare ikke set det ske. Jeg har selv haft en virksomhed, og den drev jeg ikke af sociale hensyn, men for at tjene penge. En privat virksomhed, der overtager et gammelt statsforetagende, vil meget hurtigt koncentrere sig om de dele af butikken, som er profitable, og skrue ned på tabssiden. Hvor mange telefonbokse er der måske tilbage i Danmark?«

I Danmark er Postdanmark blevet forberedt på videresalg. Ifølge Hodge gør regeringen klogt i at tænke sig om, inden den indkasserer et tocifret milliardbeløb på at sælge retten til at have et posthorn hængende på husfacaden.

»Hvis jeg var topembedsmand, ville jeg sige til ministeren, at privatisering af postvæsnet var en meget, meget modig beslutning. Det er nemlig ikke sket særlig mange steder, og det er der nok en god grund til.«