Private penge strømmer til partierne

Af Research: Anne Marie Boesen
| @IHoumark

Støtten fra private bidragsydere til de politiske partier steg med hele 68 procent ved det seneste folketingsvalg. Især de borgerlige partier nyder godt af gavmilde donorer. Der er imidlertid lukkethed om partistøtten, og det skaber grobund for mistillid til politikerne, fremhæver eksperter.

Foto: Foto: Nima Stock, Polfoto

REKORD Virksomheder, organisationer, fagforeninger og privatpersoner punger ud med penge til de politiske partier som aldrig før. De private bidrag til partierne er samlet steget med ikke mindre end 68 procent fra valgåret 2007 til valgåret 2011.

Partikasserne fik således 82 millioner kroner i private bidrag i 2011, mens de til sammenligning måtte nøjes med knap 49 millioner kroner i valgåret 2007.

Det viser en kortlægning af partistøtten, som Ugebrevet A4 har foretaget ud fra partiernes regnskaber for valgårene 2005, 2007 og 2011. Nogle af regnskaberne er endnu ikke offentliggjort, men Ugebrevet A4 har fået udleveret alle partiers regnskaber.

Den store vækst i private bidrag hænger sammen med, at partierne har udviklet sig til arbejdspladser for professionelle. Det vurderer forskningschef Roger Buch fra Danmarks Journalisthøjskole, som gennem mange år har fulgt udviklingen i partistøtten.

»Partierne opsøger i højere grad sponsorer, for i dag skal der skaffes penge til kampagner og til at lønne professionelle i partiernes sekretariater. Partierne er blevet afhængige af det stof, som penge er. Tidligere levede partierne højt på frivilliges arbejdskraft,« siger Roger Buch.

I partierne glæder man sig over at have haft mange penge at føre valgkamp for før folketingsvalget i september 2011. Men de mange penge tænder også nogle advarselslamper hos blandt andre Socialdemokraternes partisekretær, Lars Midtiby.

 

»Jeg er bekymret for, at vi bevæger os mod amerikanske tilstande, hvor man skal have meget store beløb både som kandidat og som parti, hvis man vil gøre sig håb om at vinde et valg. Det er ud fra et demokratisk perspektiv bekymrende,« siger Lars Midtiby.

Han vurderer, at partiernes økonomi får større og større betydning.

»Pengene får mere magt i dansk politik, for valgkamp-maskineriet vokser, og der arbejdes mere professionelt under valgene,« siger Lars Midtiby.

Taberne er virksomheder uden penge

Valgåret 2011 blev ikke blot skelsættende for de private bidrag til partierne. For første gang i mindst et årti udgjorde de private bidrag plus kontingenterne fra medlemmerne mere end statens støtte til partierne. Alt i alt - i private bidrag plus kontingenter - fik partierne 105 millioner kroner, mens den offentlige partistøtte udgjorde 97 millioner kroner. Partierne får hvert år fra staten udbetalt et beløb pr. stemme, som partiet fik ved seneste folketingsvalg. I år får partierne 29 kroner per stemme.

Overvægten af private penge i partikasserne gør det sværere for nogle vælgergrupper at trænge igennem til politikerne, vurderer Roger Buch.

»Min store bekymring ved de private penge i politik er, at taberne bliver alle de grupper og interesser i samfundet, der ikke kan aflevere nogle millioner kroner, når de lægger deres visitkort hos partierne. Disse grupper står allerede svagt i dag, når det gælder om at påvirke politikerne,« siger han.

Blå blok har rige venner

Ser man nærmere på de private bidrag, tegner der sig et klart billede af, at de borgerlige partier i blå blok i langt højere grad har rige sponsorer end centrum-venstre partierne i rød blok. Ifølge regnskaberne for 2011 gav private bidragydere 61 millioner kroner til blå blok. Samme år var de private bidrag til rød blok 21 millioner kroner.

Alt i alt fik blå blok altså tre gange så stort et bidrag fra private donorer som rød blok. En fordeling der står i kontrast til, at blå blok ved folketingsvalget fik lige under halvdelen af stemmerne, mens rød blok fik lige over halvdelen af stemmerne.

Det økonomiske styrkeforhold mellem blokkene bekymrer Lars Midtiby fra Socialdemokraterne.

»Vi har en meget kort valgkamp i Danmark, og derfor har det stor betydning, hvor mange muskler, man har at spille med. Set i det lys bekymrer det mig, at forskellene i indtægter er så store mellem rød og blå blok,« siger Lars Midtiby.

 

I Venstre mener partisekretær Claus Søgaard-Richter, at regnskaberne isoleret set giver et misvisende billede af styrkeforholdet mellem de to politiske blokke.

»Hvis man kun sammenligner partierne på deres regnskaber, sammenligner man pærer og æbler. For så tager man jo ikke med i billedet, at for eksempel 3F i valgåret 2011 brugte millioner af kroner på sin ’Skævt-kampagne’ (rettet mod den borgerlige regerings skattepolitik, red.). Kampagnen var en direkte støtte til Socialdemokraterne,« siger Claus Søgaard-Richter.

Han påpeger, at ifølge Gallup AdFacts brugte partierne i rød blok samt LO og fagforbundene 3F, FOA og HK tilsammen ikke mindre end 260 millioner kroner på at annoncere alle mulige steder i 2010 og 2011.

»Når man ser på den kvarte milliard kroner, blegner de private bidrag til blå blok unægteligt,« siger Claus Søgaard-Richter.

Tallene fra Gallup AdFacts skal dog tages med et gran salt. Gallup opgør annoncerne efter de vejledende priser og tager ikke hensyn til, at langt de fleste annoncører får rabatter på helt op til 50 procent eller mere. Der er altså langt fra brugt en kvart milliard kroner på annoncer.

Lars Midtiby mener da også, at den kvarte milliard kroner er helt ude af proportioner og siger:

»Det er jo langt fra alle fagbevægelsens annoncer, der kan regnes som støtte til Socialdemokraterne eller andre partier. Skulle man følge den logik, skal man jo også tage mange virksomheder og erhvervsorganisationers annoncer og regne dem som støtte til den borgerlige blok.«

Påvirkes partierne?

De private midler tilflyder i høj grad de borgerlige partier. Målt på regnskaberne for 2011 scorer Konservative flest midler med private bidrag på 26 millioner kroner. Nummer to er Liberal Alliance med 18 millioner kroner, mens nummer tre er Venstre med 14 millioner kroner. Pengene til de borgerlige partier kommer især fra arbejdsgiver-organisationer som Dansk Arbejdsgiverforening samt virksomheder som A.P. Møller Mærsk og enkeltpersoner som Lego-milliardæren Kjeld Kirk Kristiansen.

På listen over sponsorernes favoritter dukker Socialdemokraterne først op på en fjerdeplads med 11 millioner kroner. Bidragene stammer blandt andet fra fagforbund som for eksempel Dansk Metal og 3F. Blandt de 17 givere, der har ydet over 20.000 kroner til partiet, er kun to virksomheder: Rockwool og byggeselskabet 2E Ejendomme i Aalborg.

Partierne sætter pris på de mange private midler, men de afviser enhver form for tale om, at donorer får politisk indflydelse for pengene. Det gælder selv Liberal Alliance, der ellers tilskriver sin eksistens Saxo Bank. Landsformand for Liberal Alliance Leif Mikkelsen siger:

»Saxo Bank får ingen indflydelse på vores politik, og det ønsker banken heller ikke. Lars Seier Christensen (direktør for Saxo Bank, red.) var med til nogle gruppemøder, da vi i sin tid skulle genrejse partiet oven på resterne fra Ny Alliance. Men ellers deltager han aldrig i gruppemøder, og jeg kan faktisk ikke en gang huske, hvornår han sidst har været på Christiansborg.«

Partisekretærerne Martin Dahl fra Konservative og Lars Midtiby fra Socialdemokraterne mener, at der er ret tætte bånd mellem Liberal Alliance og Saxo Bank. Eksempelvis hæfter de sig begge ved, at partiet i begyndelsen var venligt stemt over for euro’en, men ret hurtigt blev modstander af den fælles mønt. De sætter partiets modstand i forbindelse med, at Saxo Bank spekulerer i kursudsving på valutaer, og derfor ingen interesse har i en fælles, europæisk mønt.

Om kritikken siger Leif Mikkelsen:

»Kritikken har ingenting på sig. Der er såmænd bare sket det, at vi er blevet mere og mere skeptiske over for det økonomiske samarbejde i EU i takt med, at de sydeuropæiske lande dræner de nordeuropæiske for penge, og EU virker som en mastodont på lerfødder.«

Sponsorer sætter rammerne

Forskningschef Roger Buch vurderer også, at sponsorer i dansk politik ikke kan købe sig til direkte lovgivning. Men de kan sætte nogle rammer:

»Der er ikke grund til at tro, at man direkte kan købe sig til en bestemt politik. Jeg tror nærmere det er sådan, at sponsorerne sætter rammer for, hvad partierne kan mene. Eksempelvis smækker Saxo Bank nok pengekassen i, hvis Liberal Alliance pludselig stemmer for højere skatter. Eller hvis Konservative bryder forventningen om, at partiet fører en erhvervsvenlig politik, så mister de nok en stor del af støtten,« siger Roger Buch.

Sponsorerne er ret bevidste om deres rolle. Det vurderer professor Peter Munk Christiansen fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

»Mit indtryk er, at organisationer og virksomheder ikke støtter partierne for at få gennemført en specifik form for lovgivning. Det handler mere om, at man ønsker en regering af partier fra rød eller blå blok,« siger Peter Munk Christiansen.

Mangel på åbenhed

Ifølge loven skal partierne kun offentliggøre navnet på dem, der giver partiet over 20.000 kroner i støtte i løbet af et år. De præcise beløbsstørrelse skal imidlertid ikke offentliggøres, så vælgerne får ingen klarhed over, om eksempelvis Saxo Bank i 2011 gav Liberal Alliance 20.001 kroner eller 15 millioner kroner.

Den manglende åbenhed om støttebeløb skaber grobund for mistillid til politikerne. Det mener Socialdemokraternes partisekretær Lars Midtiby.

»Det er skadeligt for omdømmet for politikere og partier, når der ikke er større åbenhed, end der er i dag,« siger Lars Midtiby.

Som et eksempel på det skadelige ved partiers lukkethed, peger han på bankernes støtte til blandt andre Venstre og Konservative.

»Jeg tillader mig at tro, at Venstre og Konservative ikke lader sig påvirke af bankernes støtte til partierne. Men den manglende åbenhed om bankernes støtte kan nemt skabe mistillid i befolkningen. Især når partilederne Lene Espersen og formodentlig også Lars Løkke Rasmussen har siddet på sene nattemøder med bankernes topfolk og aftalt bankpakker, som var til stor fordel for netop bankerne,« siger Lars Midtiby.

Han henviser til, at den tidligere minister og formand for Konservative Lene Espersen i en DR-udsendelse for nylig blev beskyldt for at have givet bankerne alt for favorable vilkår.

Ifølge Ugebrevet A4’s gennemgang af regnskaber for 2011 fik Dansk Folkeparti, Konservative, Venstre, Liberal Alliance og Radikale støtte fra bankerne. Det skete via ’Finanssektorens Forening til støtte af et sundt og konkurrencedygtigt erhvervsliv’. Foreningen har til huse samme sted som bankernes brancheorganisation, Finansrådet, og har også rådets direktør, Jørgen A. Horwitz, som formand. Foreningen hemmeligholder navnene på de banker, der skyder penge i foreningen.

Bankernes forening støttede i 2011 under valgkampen partier med 1,6 millioner kroner. Som det eneste parti offentliggør Radikale støtten fra bankforeningen: 200.000 kroner. Venstre og Konservative burde gøre som Radikale, mener socialdemokraten Lars Midtiby.

»I de her år under finanskrisen betyder det rigtigt meget for bankerne, hvordan de politiske rammer og herunder bankpakkerne er skruet sammen. Derfor vækker det mistillid, når bankerne under dække af en forening pumper penge ind i partierne. Set i det lys burde Venstre og Konservative af sig selv sige, at ’banksektoren er i en særlig situation i de her år, og derfor lægger vi åbent frem, hvad vi har fået fra bankerne’,« siger Lars Midtiby.

Ønsket om fuld åbenhed afvises af partisekretær Claus Søgaard-Richter fra Venstre. Han mener, at i og med Socialdemokraterne var med i de brede forlig om bankpakkerne, så kan man ikke beskylde enkelte partier for at gå bankernes ærinde. Samtidig påpeger han, at »ifølge den seneste opgørelse fra maj 2012 har staten indtil videre et overskud på Bankpakke I og II på over 9 milliarder kroner.«

International kritik

Den manglende offentlighed om præcise støttebeløb kritiseres internationalt af en organisation under Europarådet og Transparency International, der bekæmper korruption. Transparency i Danmark opfordrer i en rapport fra i år til, at den danske lovgivning ændres, så partierne skal oplyse de præcise beløb fra donorer.

Som det er nu offentliggør Socialdemokraterne i modsætning til Radikale og Enhedslisten ikke de præcise støttebeløb over 20.000 kroner. Men Socialdemokraterne er parat til at se på, om man skal ændre loven om partiregnskaber.

»Vi vil gerne have større åbenhed om støtten, men har ikke lagt os fast på præcis hvordan. Vi vil med åbent sind gå til forhandlinger om en lovændring,« siger Lars Midtiby (S).

Partisekretærerne fra Venstre og Konservative ser ikke noget behov for at ændre loven.

»Der er ikke grund til at forlange beløbenes størrelse offentliggjort, for vi mener, det hører under privatlivets fred. Hvis man har lyst til at give penge til et parti eller et velgørende formål, må det være en privat sag, hvor meget man giver,« fastslår Martin Dahl fra Konservative.

’Ræve vogter ræve’

I grundlaget for SRSF-regeringen står, at der skal nedsættes et udvalg af eksperter, der »skal komme med anbefalinger til, hvordan man kan skabe øget gennemsigtighed om den økonomiske støtte til danske politiske partier«.

I stedet for et udvalg af eksperter har regeringsgrundlaget kun ført til, at Folketingets administration snart afleverer en rapport om partistøtte til Folketingets formandskab, præsidiet. Arbejdet med eventuelle ændringer af partistøtten foregår i sneglefart, vurderer forskningschef Roger Buch.

»Det går imponerende langsomt med at følge op på regeringens erklærede mål om at øge åbenheden. Det på trods af at stort set alle partier har givet udtryk for, at den nuværende lovgivning har for mange smuthuller og fungerer for dårligt. Men der er selvfølgelig også tale om, at man beder ræve om at vogte rævene,« siger Roger Buch.

Professor Peter Munk Christiansen er pessimist, når det gælder mere gennemsigtighed i partistøtten.

»Jeg kan godt være bange for, at der fortsat i mange år vil være stor lukkethed om partistøtten,« siger Peter Munk Christiansen, og uddyber:

»De store partier som Venstre og Socialdemokraterne har en fælles interesse i ikke at oplyse, hvor store beløb de får fra private bidragydere. Derfor ændrer de næppe på reglerne.«

Klik her for at se hele undersøgelsen:

Private penge strømmer til partierne