Private børnehaver har usikker fremtid

Af | @MichaelBraemer
| @JanBirkemose

En række borgerlige borgmestre har sympati for regeringens plan om private børnehaver. Alligevel er der stor skepsis om, hvorvidt tankerne kan realiseres. Flere konservative kommuner afviser økonomiske tilskud til de private institutioner.

Socialminister Henriette Kjærs forslag om at lade private institutioner tjene penge på at passe børn er stødt på hård modstand fra oppositionen. Men i regeringens eget kommunale bagland bliver der heller ikke kun uddelt roser til det kontroversielle forslag.

Samtaler med borgmestrene i 20 af landets største borgerligt styrede kommuner viser ganske vist, at holdningen er entydig positiv over for principperne om at lade private få foden inden for pasningsområdet. Men på spørgsmålene om, hvorvidt kommunekasserne skal støtte de private institutioner med det samme beløb, som de ellers ville have givet i tilskud til en kommunal institution, deler holdningerne sig i to fløje.

Det er et ideologisk felttog, der er fuldstændig fjollet. Alle kan i dag lave en selvejende institution, men det gør folk ikke. Det er et typisk forslag fra regeringen, og det er et slag i luften. PER TÆRSBØL (K), borgmester i Helsingør

Den hårdeste modstand møder den konservative socialminister fra sine egne partifæller i Nordsjælland, hvor man ikke mener, at det er kommunekassens problem, at nogle borgere vil have deres børn passet i en af socialministerens nye institutioner.

I Hørsholm Kommune vurderer den konservative viceborgmester, Thorkild Gruelund, at regeringens tanker kun kan realiseres, hvis kommunen støtter projektet ved at lade pengene følge barnet. Men det kan kommunen ikke, når byrådet i forvejen har lagt sig fast på et bestemt antal pladser i kommunalt regi.

»Når vi i Hørsholm ikke har flere institutionspladser, end vi har, så er det, fordi vi politisk har valgt ikke at have flere. Vi har ingen pasningsgaranti, så derfor er det ministersnak, når Henriette Kjær siger, at pengene skal følge børnene. Hvilke penge? Det er stadig os, der bestemmer, hvornår folk har krav på pasning, og hvornår vi vil give penge,« siger Thorkild Gruelund.

Intet reelt behov

Ideen om at støtte de private institutioner med kommunale penge vinder heller ikke gehør i den konservative Helsingør Kommune. Borgmester Per Tærsbøl kunne godt overtales til at støtte de nye institutioner økonomisk, hvis kommunen havde et pasningsproblem. Men det er ikke tilfældet.

»Hvis ikke der er mangel på kapacitet, vil jeg ikke være særlig positiv, for så er der jo ikke noget reelt behov. I det tilfælde bør de private ikke have offentlige tilskud. Det nytter jo ikke noget, at vi har opbygget 3.000 pladser, og så kommer folk og vil have penge til at få deres børn passet et andet sted,« lyder det fra den konservative borgmester.

citationstegnDaginstitutionsområdet er blevet udsultet igennem årene. Det er grotesk, at man først presser kvaliteten helt i bund og så siger, at det ikke er godt nok, og nu må vi have nogle private firmaer på banen. JOHN LANGFORD, medlem af BUPL’s forretningsudvalg

Han mener desuden, at forslaget mangler realisme, fordi tendensen i de senere år har været, at flere og flere selvejende institutioner med øget forældre-indflydelse overtages af kommunerne.
»Det er et ideologisk felttog, der er fuldstændig fjollet. Alle kan i dag lave en selvejende institution, men det gør folk ikke. Det er et typisk forslag fra regeringen, og det er et slag i luften,« siger Per Tærsbøl.

Mere afdæmpet, men lige så skeptisk er Vardes borgmester Kaj Nielsen (V). På det principielle plan er han helt med på ideen om frit valg, men han har svært ved at se, hvordan private skal kunne konkurrere med den service, de kommunale institutioner yder.

»Jeg tror ikke, det er særlig realistisk, at ideen bliver til noget her i kommunen. Der skal være volumen bag et sådant tilbud, og jeg tror, det er begrænset, hvem der vil gå ind i det. Jeg tror også, at holdningen er, at de kommunale institutioner fungerer udmærket. Men man skal da være velkommen til at prøve,« siger Kaj Nielsen.

Flere andre borgerlige borgmestre udtrykker frygt for, at de private institutioner vil give store økonomiske og administrative problemer for kommunerne. Det gælder blandt andet i Venstre-kommunen Solrød, hvor borgmester Mogens Baltzer ellers hilser forslaget velkomment. Han har den grundholdning, at konkurrence er godt, og at forskellige systemer kan inspirere hinanden til noget bedre.

»Eneste ulempe, jeg ser i den private børnepasning, er, at vi i første omgang får problemer med vores kapacitetsstyring. Vi kan ikke fra dag ét drosle vores egne institutioner ned, så det samlede udbud svarer til behovet for børnepasning,« siger Mogens Baltzer og fortsætter:

»Der er behov for større fleksibilitet i forhold til åbningstider og ekstra ydelser, men i de kommunale institutioner har vi i dag klare bindinger i kraft af aftalerne med de faglige organisationer. Jeg både håber og tror på, at der vil spire et nyt marked frem, men jeg tror ikke, det er noget, der vil revolutionere Danmark. Jeg vil tro, at den private børnepasning vil komme til at udgøre 10 procent svarende til privatskolernes andel af det samlede antal skoler. Men det er også godt og fint.«

Samme holdning har Venstre-borgmester Louise Gade fra Århus.

»Jeg ønsker, at vore borgere får så meget frihed som muligt til selv at vælge deres løsning. Selv om det vil være udfordrende for kommunen, så kan det også hjælpe kommunen til at få skabt pasning til alle. Derfor skal vi selvfølgelig også være med til at betale udgifterne,« siger Louise Gade.

Uden indflydelse – ingen penge

Under alle omstændigheder forventer kommunerne at få indflydelse, hvis de skal give penge til private institutioner. Socialministerens idé om at lade private tilbyde børnepasning uden at stille krav om hverken kommunal godkendelse eller tilsyn møder ikke bifald hos de borgerlige borgmestre, der samtidig forventes at lade de kommunale kroner følge børnene.

»Det vil jeg gerne se på skrift og diskutere nærmere med socialministeren,« siger Greves noget fortørnede Venstre-borgmester, René Milo, der ellers er begejstret over tanken om at give forældrene frit valg.

»Det er jo borgernes penge, vi forvalter,« påpeger Greve-borgmesteren.
Hans partifælle på borgmesterposten i Græsted-Gilleleje, Jannich Petersen, har svært ved at tro, at Henriette Kjær mener det alvorligt:

»Jeg forestiller mig, at vi skal have en tilsynsforpligtelse, ligesom vi har med privatskolerne. Når kommunen bidrager, bør vi også følge med på sidelinien, så vi har en rimelig sikkerhed for en forsvarlig pædagogik,« siger Jannich Petersen.

Han forventer, at store virksomheder i de større byer i vid udstrækning vil oprette private pasningstilbud i forbindelse med arbejdspladsen. Det vil blive et personalegode, der skal tiltrække unge medarbejdere i de kommende års kamp om knap arbejdskraft. Og hvis han ellers har hånd i hanke med, hvad han giver pengene ud til, har Græsted-Gilleleje-borgmesteren ingen problemer med at sende kommunale kroner ud over kommunegrænsen til det formål.     

Økonomien den største udfordring

Ingen tvivl om, at netop økonomien bliver et af de største problemer for de private institutioner.  For at kunne yde en væsentlig anderledes og forbedret service vil det være nødvendigt, at forældrene betaler mere, end de gør i dag til de kommunale institutioner. De mest beskedne bud går på en ekstrabetaling på 700 kroner om måneden per barn.

En ekstra betaling i den størrelsesorden vil kunne sammenlignes med forældrebetalingen for at have børn på private skoler. Men eftersom forældrene i forvejen i gennemsnit betaler 2.600 kroner for en vuggestueplads og 1.500 kroner for en plads i en børnehave, vil selv begrænsede stigninger have store økonomiske konsekvenser for børnefamilierne.

Pædagogisk Medhjælper Forbund, PMF, har netop fået foretaget beregninger på, hvor stor en del af familiernes løn der går til at betale for pasningen af børnene. En familie med et vuggestuebarn og et barn i børnehavealderen skal årligt tjene 74.189 kroner, hvis familien ikke betaler topskat, og 100.831 kroner, hvis der betales topskat. Beregningerne er baseret på gennemsnitstal for alle kommunernes takster og skatteprocenter.

Hvis den samme familie ønsker at betale 700 kroner ekstra per barn for at få dem ind i private institutioner, viser A4’s beregninger, at familien skal tjene yderligere cirka 50.000 kroner om året. Det præcise beløb afhænger af bopælskommunen.

Hvis en privat vuggestue vil åbne i Hørsholm, og viceborgmesteren gør alvor af sine trusler om ikke at give tilskud til institutionen, kommer det til at koste forældrene dyrt. Det vil nemlig betyde, at forældrene skal betale den fulde pris for institutionspladsen, og med udgangspunkt i en kommunal vuggestues økonomi er det beløb 11.000 kroner om måneden. For at kunne betale det skal familien i Hørsholm tjene 266.252 kroner om året – alene til at dække udgiften til vuggestuepladsen.

Et spørgsmål om prioritering

Ingen af de borgerlige borgmestre, Ugebrevet A4 har talt med, ser imidlertid nogen fare for social skævvridning i forslaget. Helt på linie med socialminister Henriette Kjær mener de, at forældrene får en valgmulighed og at den forventelige merpris ikke vil afholde økonomisk svage familier fra at bruge en privat institution, hvis institutionen ellers tilbyder noget, som forældrene prioriterer i forhold til deres barn.

Mere fleksible åbningstider er et behov, de fleste er opmærksomme på hos deres borgere. Mange siger, at overenskomsterne med deres pædagogiske personale hindrer dem i selv at tilbyde den efterspurgte fleksibilitet. Ekstraydelser som tøjvask og indkøb er andre af de varer, som efterspørges af nogle forældre.

Borgmestrene mener også, at der er grobund for institutioner med en mere selvstændig, koncept-præget profil. Institutioner, som for eksempel tager udgangspunkt i musik, økologi eller en bestemt ideologisk eller religiøs overbevisning.

Sporene skræmmer

Alligevel tvivler lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet Stig Broström på de private institutioners levedygtighed i Danmark.

»Erfaringer er dårlige, og de skræmmer. Det gik for eksempel ikke, da ISS overtog driften af en række institutioner i en sydsjællandsk kommune med en ellers hæderlig, velgennemtænkt pædagogik. ISS havde ikke børnehave-forstand nok og kunne ikke styre det. Forældrene var dybt utilfredse. Vi har 100 års tradition for børnehaver i Danmark. Selvfølgelig kan man godt skabe nyt indhold i dem, men man skal i hvert fald medtænke traditionen,« siger han.

Personligt ser han også et skræmmende perspektiv i en eventuel opblomstring af en privat sektor inden for den pædagogiske branche. Allerede i dag sker der en polarisering, hvor de gode institutioner bliver bedre og bedre, fordi de tiltrækker de gode pædagoger, og de dårlige tilsvarende ringere og ringere. Den udvikling vil tage yderligere fart, hvis vi får private børneinstitutioner, frygter han.

»Der vil ske en social fordeling, en ghettodannelse, hvor ressourcestærke forældre flytter deres børn over i de private institutioner. De vil uundgåeligt trække de dygtige pædagoger med, for selv om pædagoger som udgangspunkt er socialt bevidste, vil de også gerne have et spændende arbejde med pædagogiske udfordringer. Og så har vi sat gang i en polarisering i henholdsvis høj- og lavkvalitetspædagogik,« mener Stig Broström.

I pædagogernes fagforbund, BUPL, kalder man planen for grotesk, fordi man mener, at resultatet vil blive det modsatte af de ønsker om at bryde den negative sociale arv, som regeringen ellers markedsfører sig på.

»Daginstitutionsområdet er blevet udsultet igennem årene. Det er grotesk, at man først presser kvaliteten helt i bund og så siger, at det ikke er godt nok, og nu må vi have nogle private firmaer på banen. Regeringen kaster ansvaret for generelle velfærdsydelser fra sig og vil lade private iværksættere kompensere for det,« siger John Langford fra BUPL’s forretningsudvalg.

Han kritiserer desuden de borgmestre, der hævder, at BUPL er årsag til de manglende fleksible åbningstider i de kommunale institutioner.

»Det er lodret forkert. Tværtimod ser vi gang på gang, at det netop er åbningstiderne, kommunerne ændrer på, når der skal spares penge. Det er udelukkende et spørgsmål om prioritering af midler og hvis kommunerne ønskede at holde åbent til klokken 22 om aftenen, kunne det godt lade sig gøre med os,« siger John Langford.