Prisen for et barn

Af

Efter sommerens debat tegner der sig et politisk flertal for at udjævne virksomhedernes udgifter til barselsorlov. En fælles barselsfond vil gavne kvindernes jobmuligheder. Men vejen til ligestilling er lang, og det næste skridt må være at udvide den orlov, som er øremærket fædrene. Men det ligger tungt.

I Danmark – som i resten af Europa – fødes der i dag ikke børn nok til, at vi som befolkning kan reproducere os selv. Kun omkring 1,7 barn bliver det til per kvinde. Og det er kun takket være indvandring, at befolkningen i Danmark ikke er truet af demografisk udslettelse. Alligevel straffer systemet de kvinder, der får børn, mens de er på arbejdsmarkedet med en lavere løn, større risiko for ledighed og med ringere mulighed for at avancere karrieremæssigt. Det er ganske enkelt ikke så attraktivt for en arbejdsgiver at ansætte en kvinde i den fødedygtige alder, og »børnestraffen« kan aflæses på lønsedlen og i ledighedsstatistikkerne. En af hovedårsagerne er, at det i dag stort set kun er kvinden, der bærer omkostningerne ved at få børn.

Problemstillingen har været kendt længe, og som Ugebrevet A4 har kunnet dokumentere i en række artikler, så har de forbedrede vilkår for børnefamilierne: Forældreorlov, omsorgsdage, ret til barnets sygedag og senest en forlænget barselsorlov paradoksalt nok kun været med til at forværre de åbenlyst skæve forhold mellem kønnene på arbejdsmarkedet.

Men måske er der håb om, at der nu er ved at ske et holdningsskift. Efter flere års ørkenvandring ser det ud til, at der kan skabes enighed om at etablere en obligatorisk udligning af arbejdsgivernes udgifter i forbindelse med barselsorloven – den såkaldte barselsfond. Især to begivenheder i løbet af sommeren giver en vis forhåbning om, at det vil lykkes. Den ene er, at fagforbundene under LO – både de mandsdominerede og kvindedominerede – er blevet enige om at bakke forslaget om en fælles fond op. Det betyder, at der for første gang er forpligtende fagligt fodslag, som kan lægge pres på politikerne. Den anden er, at der i regeringspartiet de konservative har vist sig at være stærke kræfter, som arbejder for en barselsfond. Både social- og ligestillingsminister Henriette Kjær og politisk ordfører Pia Christmas-Møller har udtalt sig positivt om forslaget, mens Venstre og det konservative bagland i Dansk Arbejdsgiverforening fortsat er imod. I slutningen af året skal regeringen på foranledning af et flertal i Folketinget fremlægge beregninger og analyser af, hvordan en fond kan konstrueres.

Tanken bag en fælles barselsfond er, at alle arbejdsgivere indbetaler det samme beløb i forhold til antallet af medarbejdere – mænd og kvinder – til fonden. Dermed udligner man de økonomiske tab, som virksomhederne står overfor, når en ansat går på barselsorlov. Og hvis man i Venstre og DA ikke ønsker at støtte en fælles barselsfond for kvindernes eller ligestillingens skyld, så kunne man måske overveje at gøre det for de erhvervsdrivendes skyld. Det mest retfærdige må være, at udgifterne til barsel bliver fordelt på hele samfundet. Det kan ikke være kvinderne selv og arbejdsgiverne i kvindefagene, der skal bære omkostningerne for børn, der som bekendt er en forudsætning for hele samfundets videreførelse. Desuden sker der i dag en skævvridning i konkurrencen mellem de forskellige brancher, fordi udgifterne til barsel ikke fordeles mere ligeligt. Endelig er det et problem for små virksomheder, at de har store og stærkt svingende omkostninger i forbindelse med udgifter til barsel. Argumenter er der sådan set nok af.

I 2002 holdt kvinder i gennemsnit 25,1 ugers orlov, mens mænd kun tillod sig selv 2,6 ugers orlov. En fælles barselsfond kan gøre det mindre uattraktivt at ansætte kvinder, men skævheden i, hvem der tager orloven, rokker den næppe meget ved. Beregninger fra LO viste i forsommeren, at der for familierne er en meget stor gevinst at hente ved at lade kvinden, der oftest er den lavest lønnede tage orloven. Hvis mændene skal tage en større del, skal de tvinges til det økonomisk. Kun ved at øremærke en del af orloven til faren, kan der sikres en større ligestilling på arbejdsmarkedet. Men selv om der er enighed i princippet om øremærkning af orlov til mænd blandt LO-forbundene, så er der givetvis lang vej igen, før det bliver et prioriteret tema ved overenskomstforhandlingerne.