Primitivt at akademisk uddannelse er eneste mål for social opstigning

Af

At give så mange børn som muligt fra bunden af samfundet en universitetsuddannelse er et elitært og forkert mål. Den negative sociale arv brydes lige så effektivt, hvis de bliver elektrikere, mener studiechef Jakob Lange.

Du siger, det er elitært, at en universitetsuddannelse skulle være det bedste og fineste. Men er det ikke også elitært at sige, at det ikke gør så meget, om børn fra bunden af samfundet kommer på universitetet? »Jeg kritiserer, at man kun måler på, hvor mange der bevæger sig fra socialgruppe 16 til socialgruppe 1, og det er ikke nødvendigvis en god målestok for den sociale mobilitet. Man ser kun på yderpunkterne, men mindre kan gøre det. Hvis man som søn af en ufaglært enke bliver elektriker, er det da utroligt godt gået. Han har også brudt den sociale arv, og det må man tage hatten af for. At have en universitetsuddannelse er ikke det eneste saliggørende.«

Du er selv født med en sølvske i munden. Din far var rektor på Københavns Universitet, og nu sidder du der selv i en chefstilling. Er det så ikke lidt flot at sige til mindre privilegerede, at de ikke skal stile så højt?

»Begge mine børn er blevet folkeskolelærere og er meget glade for det, og det er jeg også rigtig glad for. Det her går begge veje. Jeg kender mange akademikerbørn, som ikke selv er blevet akademikere, og heldigvis for det. De fleste almindelige mennesker ville hellere give deres højre arm end at læse 10 år på universitetet. Men i hovederne på akademikereliten er der et klart hierarki: At være elektriker eller lærer er ikke nær så fint som at være fuldmægtig i Kirkeministeriet. Det er fjollet, og det reagerer jeg imod.«

Selv var du ordblind men fik plads i samfundets absolutte elite. Men børn af dårligt stillede ufaglærte skal være glade, bare de får en erhvervsuddannelse. Er det dit budskab?

»Ja, hvis det er, hvad de har lyst til, vil jeg ikke i det store, sociale regnskab sige, at det er ikke nær så meget værd at blive tømrer som cand. mag. i fransk. Det bygger på en fuldstændig forældet opfattelse af arbejdsmarkedet. Der er i dag så mange universitetsuddannede, at det ikke i sig selv er noget unikt og fint. Masser af faglærte tjener langt mere end akademikere. Og man kan sagtens have høj status, selv om man er ufaglært.«

Så dit budskab er på en måde, at man ikke skal flyve højere, end vingerne bærer, og at skomageren skal blive ved sin læst?

»For nogle børn af ufaglærte vil det være vanskeligt at tage superstore kvantespring. De vil opleve problemer i forhold til familien og føle sig utilpasse i et universitetsmiljø. Men alle skal da endelig flyve så højt, de vil, og det er da skide flot, når et barn af ufaglærte bliver højesteretsdommer. Men det er for primitivt, at akademisk uddannelse er eneste mål for social opstigning. Jeg efterlyser andre og bedre målemetoder. Det ville give langt større social mobilitet, hvis 9 ud af 10 børn af ufaglærte blev faglærte. Men det gør de desværre ikke.«

Du mener, at social opstigning gennem uddannelsessystemet forløber mest harmonisk i to-tre etaper. Skal børn af ufaglærte vente nogle generationer, før de søger ind på universitetet?

»Store spring er fint, men typisk sker det i etaper: Landarbejderens søn bliver lærer, og hans søn går på universitetet. Selv om det sker langsomt, er det også social mobilitet.«

Der er gang i den sociale mobilitet i uddannelserne, siger du. Går det godt nok?

»Det går meget godt for dem, der har uddannelse. Deres børn får endnu mere uddannelse. Det helt store skel i dag er mellem dem, der har uddannelse, og dem, der ikke har. En femtedel har ingen uddannelse, og det er helt ad helvede til. Deres børn har det virkelig svært, og min pointe er, at målet ikke nødvendigvis er at gøre dem til professorer alle sammen. Hvis de bliver håndværkere og selvforsørgende, vil det virkelig lutre min gamle sjæl.«