Praktikplads-boom i Nordjylland og Fyn

Af | @GitteRedder

LO vil anbefale Arbejdsgivernes Elevrefusion at finansiere regionale udrykningsstyrker af konsulenter, der banker virksomhederne op og i lyntempo får oprettet nye praktikpladser.

Unge på erhvervsuddannelserne står på nakken af hinanden som aldrig før for at få fingrene i en praktikplads. Men mens køen vokser i resten af landet, bliver den stadig kortere på Fyn og i Nordjylland.  Begge steder har man nemlig oprettet en udrykningsstyrke af specialkonsulenter, der banker de lokale virksomheder op og får skaffet nye praktikpladser.

På Fyn, hvor de tekniske skoler og handelsskolerne er gået sammen om det opsøgende virksomhedsarbejde, er antallet af praktikpladser det sidste halve år vokset med 10,5 procent.

På Aalborg Tekniske Skole, hvor man også har en udrykningsstyrke, har stigningen været på 10,8 procent.

Udviklingskonsulent på Odense Tekniske Skole, Hanne Koblauch Christensen, siger, at den direkte kontakt til virksomhederne giver bonus.

»I dag kender mange arbejdsgivere ikke reformen på erhvervsskolerne, og de kender heller ikke uddannelsestyperne. Mange har fordomme om, hvor besværligt og bureaukratisk det er at oprette praktikpladser,« fortæller Hanne Koblauch Christensen.

På Fyn tilbyder specialstyrken blandt andet at udfylde blanketter og skrive stillingsopslag til nyoprettede praktikpladser. Endelig er der udviklet en job-bank på internettet for praktikplads-søgende og virksomheder. Under navnet Praktik-Plus får jobbanken premiere i september, og dermed bliver praktikpladsmarkedet mere synligt på tværs af landsdele.

Bedre information og bedre service er også nøglen til det nordjyske boom af nye praktikpladser, fortæller uddannelseskonsulent på Aalborg Tekniske Skole, Ole Ervolder.

»Vi opsøger nye it-virksomheder og tømrerfirmaer, der ikke kender til tilskudsordninger.  Manglende kendskab og frygt for at gøre noget forkert afholder nogle virksomheder fra at oprette pladser,« siger Ole Ervolder. 

LO-sekretær Harald Børsting har studeret succes-historierne fra Fyn og Aalborg og vil nu anbefale Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER) at investere penge i lignende ordninger over hele landet.

»Det koster AER 900 millioner kroner at drive skolepraktik i år. For hver ny praktikplads, der oprettes, sparer AER på skolepraktikken, så derfor er det oplagt at finansiere målrettet opsøgende arbejde over for virksomhederne,« siger Harald Børsting, der sidder i AER-bestyrelsen.

Også Dansk Arbejdsgiverforening er begejstret for succesen i Odense og Aalborg, ligesom underdirektør i AER, Keld Nicolaisen, studerer de to regionale forsøg med stor interesse.