Portræt af en protestbevægelse

Af Illustration: Rasmus Juul
Annegrethe Rasmussen, Washington DC.

Amerikanske vælgere er rasende på politikerne i Washington og over, hvad de ser som elitens svigt af folket under den økonomiske nedtur. Det er baggrunden for fremvæksten af den uregerlige konservative Tea Party bevægelse. Støtten vokser dag for dag og har store konsekvenser både for demokraterne og republikanerne op til midtvejsvalget i november.

HØJREDREJNING De er hvide, de er ældre, de er veluddannede og de er rasende. 78 procent af dem har aldrig deltaget i politisk arbejde før, og 89 procent er utilfredse med præsident Obama, som de mener er ved at gøre USA til en slags socialdemokratisk formynderstat. Bare en procent er tilfredse med Kongressen, USA’s parlament. Tre ud af fire kalder sig konservative, kun en procent sympatiserer med demokraterne, men ikke mere end godt halvdelen vil vedkende sig det republikanske parti. De fleste kalder sig ’uafhængige’ og er godt trætte af politikere som sådan.

Velkommen til Tea Party land. Den nye amerikanske højre-konservative protestbevægelse, som har sat det politiske USA på den anden ende op til det afgørende midtvejsvalg 2. november.

Både New York Times og CBS har via meningsmålinger loddet stemningen i de seneste måneder i den decentrale og vildtvoksende bevægelse, der ikke har nogen leder, ingen officielle talsmænd og intet kontor. Den dannedes spontant for blot halvandet år siden efter, at en studievært fra tv-stationen CNBC i Chicago opfordrede aktivister til at holde et ’Tea Party’ i protest mod regeringens økonomiske politik, især de store økonomiske støtteprogrammer og præsident Obamas sundhedsreform.

Taxed Enough Already (beskattet rigeligt i forvejen)er forkortelsen som den eksplosivt voksende bevægelse selv siger, den står for. Herudover er navnet en historisk reference til oprøret i Boston i 1773, hvor amerikanerne protesterede mod den britiske kolonimagts inddrivelse af skatter på te.

Millioner af aktivister

Indtil videre drives bevægelsen lokalt fra tusindvis af almindelige amerikanske hjem og anslås til at have millioner af sympatisører. Det er i sagens natur svært at måle den, men alene i Californien er der registreret over 2000 Tea Party-foreninger. I en anden meningsmåling fra oktober foretaget af Wall Street Journal og NBC News sympatiserer 33 procent af vælgerne med bevægelsen og dens hovedmål: mindre stat og lavere skat og en radikal begrænsning af centralregeringens indflydelse over de enkelte stater. Brugte slogans er ’Vi vil have Amerika tilbage’ og ’Træd ikke på mig’.

Oveni de mange tusinde lokale grupper kommer et spindelvæv af mere traditionelle højrefløjsorganisationer.

Finansieringen af bevægelsen stammer fra et hav af anonyme donorer og almindelige vælgere, men også fra konservative milliardærer som brødrene Charles og David Koch, oliebaroner fra New York.

Rædselsslagne vælgere

Men hvad vil bevægelsen betyde for amerikansk politik?

»Først og fremmest en betydelig højredrejning af det republikanske parti og en enorm energi-indsprøjtning til den republikanske base. Det er Tea Party bevægelsens fortjeneste, at demokraterne står til at tabe valget,« siger associeret redaktør ved Washington Post og professor i politisk journalistisk ved Arizona State University Leonard Downie Jr.

Han kalder bevægelsen ’logisk’:

»Den profiteres af folks angst. Vælgerne er nok bitre og desillusionerede over deres politikere, men de er først og fremmest bange. Bange for at miste deres job og sygesikring. De er bange for, at Obama tager flere af deres penge, og de er rædselsslagne over, om der kommer nyt terrorangreb mod USA. Tea Party bevægelsen har et håndfast og simpelt budskab: mine penge skal blive i mine egne lommer; som gode kristne patrioter går vi ind for et stærkt militær, Washington skal lade de enkelte stater være i fred og lade være med at indgå handelsaftaler mellem USA og resten af verden.«

Ron Elving, ledende politisk redaktør ved radiostationen NPR i Washington DC, er delvist enig. Men han mener ikke nødvendigvis, at de Tea Party-kandidater, der bliver valgt 2. november vil få afgørende indflydelse og peger på, at bevægelsen også har splittet det republikanske parti:

»Europæerne er tilbøjelige til at glemme, at 46 procent af amerikanerne stemte på John McCain og Sarah Palin i 2008. De mennesker er ikke forsvundet, og de er ikke blevet mere begejstrede for Obama. Dertil kan man lægge de mange frustrerede uafhængige vælgere, som troede på forandring med Obama. Det har de ikke set meget af. Arbejdsløsheden er vokset og antallet af tvangsauktioner er næsten fordoblet,« fastslår han.

Nogle af bevægelsens kandidater er ifølge Ron Elving ret farverige og tilhører den såkaldt værdikonservative del af bevægelsen. F.eks. Christine O’Donnell i Delaware og Sharron Angle i Nevada.

Christine O’Donnell har bl.a. betegnet onani som ’syndigt’, og hun er under anklage for at have misbrugt sine kampagnemidler.

Begge kandidater er stærkt patriotiske og våbenglade. De er imod abort, også når, der er tale om voldtægt eller incest, og de er imod stamcelleforskning og vielser af homoseksuelle, for nedlæggelse af Social Security og afskaffelse af offentlig sygesikring til USA’s ældre – det populære Medicare-program – samt USA’s medlemskab af FN.

Et fællestræk for bevægelsen er, at dens hovedmål ikke er rettet mod at erobre magten i Washington DC. Som gæsteforsker ved Brookings Institution i Washington DC og redaktør ved tidsskriftet National Journal Jonathan Rauch siger:

»Tea Party-bevægelsen er ikke et parti. Det er en radikal bevægelse. Mange er frafaldne republikanere, som ingen kvaler har ved ikke at følge partiledelsen. De ønsker heller ikke bare at vinde et valg. De ønsker at ændre American Hearts and Minds. Deres mål er intet mindre end at forandre selve kulturen og tænkemåden i befolkningen. De ønsker at gøre vælgerne skeptiske over for big government for altid.«

Mange eksperter vurderer imidlertid, at Tea Party bevægelsen vil blive nødt til at organisere sig, hvis den skal konsolidere sig som et blivende fænomen i amerikansk politik, og ikke fuse ud i sandet, som andre bevægelser af lignende slags tidligere har gjort. De skal finde solide frontfigurer påpeger John Fortier, forsker ved den konservative tænketank American Enterprise Institute i Washington D.C.

Sarah Palins drømme

Han fremhæver Sarah Palin, den tidligere republikanske vicepræsidentkandidat, som en mulig frontfigur. Den tidligere guvernør i Alaska er ikke selv stillet op til midtvejsvalget, men har aktivt støttet en lang række Tea Party kandidaters nominering. Alle de udvalgte er blevet nomineret, mange vil blive valgt, og senest er der kommet meget klare signaler om, at Palin har kursen solidt rettet mod Det Hvide Hus i 2012:

»Det ville være absurd at udelukke at stille op, hvis jeg kan hjælpe mit land ... Jeg er ikke klogere, ikke bedre uddannet eller smartere end den almindelige amerikaner. Men jeg kan heller ikke forstå, hvorfor man absolut skal være en del af en bestemt elite for at være politiker. Det, eliten ikke har forstået er, at den almindelige amerikaner ikke er dum. Vi ved hvad der er vigtigt og vi ved, hvad der skal gøres,« sagde Sarah Palin under en politisk middag i Iowa i september.

Leonard Downie fra Washington Post tror ikke på Palin:

»Mange inden for hendes eget parti kan ikke tage hende alvorligt, men ser hende som et overfladefænomen, en celebrity-star. Hun har også store familieproblemer, og det er alt for tidligt at regne hende for sikker, om end hun sagtens kan ende med at være en af dem, partiet skal tage stilling til.«