Polske firmaer løber fra regningen

Af | @MichaelBraemer

Fagbevægelsen vinder den ene sag efter den anden i Arbejdsretten og har efterhånden et tocifret millionbeløb til gode hos østeuropæiske virksomheder, der har brudt dansk overenskomst og underbetalt sine medarbejdere i Danmark. Men firmaerne er over alle bjerge og pengene ikke til at få fat i. Nu forlanger fagbevægelsen lovindgreb for at sikre lønmodtagerne deres penge.

POLSK INKASSO Østeuropæiske svindelfirmaer huserer inden for byggeriet i Danmark og efterlader sig ubetalte regninger i millionklassen. De to fagforbund 3F og Træ-Industri-Byg (TIB), der organiserer ansatte i byggeriet, har tilsammen langt over 20 millioner kroner til gode fra primært polske firmaer, der er dømt i den danske arbejdsret for at have underbetalt sine medarbejdere og i det hele taget forbrudt sig mod de vilkår, der gælder på det danske arbejdsmarked.

Trods store udgifter til advokater er det ikke lykkedes forbundene at inddrive så meget som en krone fra firmaerne, der er over alle bjerge, når dommene falder. Det er tre år siden, de første domme faldt, og i mellemtiden er det i nogle tilfælde lykkedes at trænge igennem det træge polske retssystem og overbevise myndighederne om, at en dom fra Arbejdsretten i Danmark også har retsvirkning i Polen. Kun for at finde ud af, at det firma, man var ude efter, er lukket for altid.

Mens skyldnerlisterne i forbundene vokser uge for uge, efterhånden som Arbejdsretten afslutter nye sager, vokser frustrationen i fagbevægelsen over, at den ellers lovpriste danske aftalemodel med Arbejdsretten som øverste myndighed kommer til kort over for de polske firmaer, som arbejdskraftens fri bevægelighed i EU har banet vejen for.

Ole Christensen, forhandlingssekretær i 3F Byg, sidder med et tilgodehavende på 10-11 millioner kroner og et svindende håb om at få det indfriet. Han er en af dem, der er begyndt at skele til udlandet efter metoder, der kan sikre, at danske løn- og arbejdsvilkår gælder for alle på det danske arbejdsmarked.

Interessen retter sig ikke mindst mod Norge, hvor man på baggrund af samme erfaringer som i Danmark har vedtaget en lov, der skal sikre alle ansatte i byggeriet de penge, de har krav på ifølge overenskomsten.

»Vi står med et hul, der vokser, efterhånden som det bliver kendt, at man bare kan komme herop, melde sig ind i arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri og udadtil signalere, at man vil overholde overenskomsten, mens man i virkeligheden gør grin med de danske arbejdsgivere, der overholder overenskomsten. Det er en trussel mod overenskomstsystemet og mod retsbevidstheden,« siger Ole Christensen.

På høje tid

Formand for Bygningsgruppen i TIB Peter Hougård Nielsen, der har 12 millioner kroner ude at svømme, er enig i, at det er på høje tid med et politisk indgreb.

»Problemet accelererer i øjeblikket, hvor nye sager kommer dryssende, uden at vi får noget ud af det. Derfor løber vi politikerne på dørene for at få strikket en løsning sammen, der kan dæmme op for de mange overenskomstbrud,« siger han.

I de sager, forbundene har ført, har medbragte polske arbejdere typisk arbejdet ti timer dagligt, seks dage om ugen for en timeløn på mellem 40 og 50 kroner. De polske firmaer har ikke betalt feriepenge eller til pension.

Østarbejderne er meget lidt opmærksomme på deres rettigheder og afvisende over for fagforeningerne. Når deres forhold er kommet for dagens lys, er det typisk, fordi fagforeningerne er blevet tippet om noget mistænkeligt af andre arbejdere eller virksomheder på de byggepladser, hvor firmaerne opererer som underentreprenører.

Derefter har fagforeningerne undersøgt firmaerne og deres medarbejderes arbejdsforhold nøjere.

Hvis forholdene ikke lever op til dansk standard, er forbundene gode til at iværksætte blokader, der hurtigt overbeviser firmaerne om, at de skal melde sig ind i Dansk Byggeri og dermed underkaste sig overenskomsten på området. Alternativt kan de tiltræde overenskomsten, uden at være medlemmer. Men ingen af delene løser nødvendigvis problemet, fortæller en frustreret Ole Christensen fra 3F Byg.

»Vi har mange sager, hvor firmaer har overenskomst, men stadig underbetaler. Og vi er ikke opmærksomme på det, fordi medarbejderne ikke går til os med problemerne,« fortæller han.

Ole Christensen mener, at Dansk Byggeri burde være bedre til at holde orden i eget hus og sørge for, at dens medlemsvirksomheder overholder bestemmelserne. I halvdelen af de sager, som 3F har vundet i Arbejdsretten, har de dømte virksomheder været medlemmer af Dansk Byggeri. Det må være i arbejdsgiverorganisationens interesse at forhindre, at danske medlemsvirksomheder bukker under for unfair konkurrence, mener forhandlingssekretæren i 3F Byg.

Kravet om kontrol afvises imidlertid af direktør i Dansk Byggeri Børge Elgaard.

»Hvis to parter – arbejdsgivere og ansatte – er enige om at snyde det danske system, så er det forbandet svært at forhindre. Er der lavet aftaler og falske lønsedler, er det en kropumulig opgave,« siger han.

Børge Elgaard mener under alle omstændigheder, at det ligger uden for hans organisations opgave at foretage daglige kontrolbesøg i medlemsvirksomheders bogholderier.

»Når virksomheder melder sig ind hos os og siger, de vil operere i Danmark, så forudsætter vi, at de vil overholde de regler, de skriver under på,« siger han.

Brud på dansk tradition

Der er tilsvarende kaotiske forhold på det norske arbejdsmarked, der fik landets rød-grønne regering til i juni at vedtage en lov om solidarisk ansvar på arbejdsgiversiden inden for byggeriet.

Loven, der er blevet til efter tysk forbillede, skal sikre, at hvis en underleverandør ikke lever op til overenskomsten, så hæfter hovedentreprenøren og i sidste ende bygherren for de ubetalte regninger. Vel at mærke, hvis de skyldige penge af den ene eller anden grund ikke kan hentes hos underleverandøren.

Loven træder først i kraft ved årsskiftet, og der er en risiko for, at den slet ikke får lov til at virke, fortæller Einar Stueland, advokat i norsk LO. De borgerlige partier Fremskrittspartiet og Høyre har nemlig bebudet, at kommer de til magten ved det norske valg i morgen, vil de stoppe loven, der har mødt stor modstand blandt de norske arbejdsgivere.

Men går det som Einar Stueland håber, er der udsigt til mere ordnede forhold inden for det norske byggeri.

»Jeg forventer, at vi får et mere effektivt arbejdsmarked, hvor folk får den løn, de skal have. Og hvor entreprenørerne er mere omhyggelige i deres valg af underentreprenører, fordi de vil sikre sig mod at blive pålagt et økonomisk ansvar,« siger han.

Ud over Tyskland, der har været forbillede for den norske løsning, har yderligere syv vestlige EU-lande prøvet at lovgive sig ud af de problemer, der opstår, når underentreprenører ikke lever op til deres forpligtelser som arbejdsgivere.

Det er lovgivning, der også er relevant, når fupvirksomheder fra Østeuropa påfører hjemlandenes virksomheder en unfair konkurrence ved at underbetale deres medbragte medarbejdere i forhold til det gældende lønniveau.

Når Danmark tilsyneladende har sovet i timen og først på et sent tidspunkt begynder at tænke i lovgivning på området, skyldes det vores tradition for at ordne forholdene på arbejdsmarkedet gennem aftaler mellem arbejdsmarkedets parter. I alle andre lande end Danmark og Sverige er organisationsprocenten blandt lønmodtagere så lav, at det er nødvendigt at lovgive på området.

Det er også kun nødtvunget, at formand for Bygningsgruppen i TIB Peter Hougård Nielsen nu tænker i lovgivning. Og han har alle parader oppe, når talen falder på den del af den norske lov, som handler om såkaldt almengørelse af løn- og arbejdsvilkår.

Den gør for eksempel bestemmelser om mindsteløn og arbejdstid gældende for alle uanset overenskomstforhold. I Danmark kan en polsk arbejdsgiver gøre nøjagtig, som han har lyst til, indtil firmaet indgår eller tiltræder en overenskomst.

»Lovgivning er relevant i forhold til det økonomiske. Til gengæld skal vi så vidt muligt undgå lovgivning, når det gælder overenskomstforhold. Det udelukker ganske vist ikke-overenskomstdækkende firmaer og medarbejdere, men så er det vores opgave at få lavet en overenskomst. Og der har vi et rimeligt effektivt system,« siger Peter Hougård Nielsen.

Arbejdsgivere ikke begejstrede

Han mener også, at man kunne nå langt i forhold til de underbydende, udenlandske virksomheder, hvis Dansk Byggeri sikrer sig, at medlemsvirksomheder kun laver kontrakter med underleverandører, der er dækket af overenskomst.

Hvis man vil indføre solidarisk ansvar blandt arbejdsgivere i byggeriet, > skal det være med lovgivning, mener Børge Elgaard fra Dansk Byggeri. Men han er langtfra begejstret for tanken.

»Det vil pålægge entreprenørerne en økonomisk risiko, som jeg ikke tror, nogen vil løbe. Hvorfor tage underleverandører ind, hvis man alligevel selv hæfter for løn og betaling? Det vil under alle omstændigheder føre til et boom i markedet for sikkerhedsstillelse, bankgaranti og så videre,« mener han.

Til gengæld er byggeriets arbejdsgivere og lønmodtagere rørende enige om, at statens hjælp til at holde justits med de udenlandske firmaer i branchen er lig nul. De leverer samstemmende en sønderlemmende kritik af det register for udenlandske Tjenesteydere (RUT), der blev oprettet for over et år siden som et resultat af Østaftalen.

Udstationerede virksomheder, der opererer i Danmark, skal tilmelde sig registret, så myndigheder med kontrolopgaver har hånd i hanke med dem, og organisationerne ved hvem de er, og hvor de er. Men de udenlandske virksomheder slipper ustraffet fra at lade sig registrere, lyder kritikken fra Peter Hougård Nielsen fra TIB.

Af de 800 virksomheder, der figurerer i registret er kun 88 stadig aktive i Danmark, hævder han på baggrund af en gennemgang af registret.

»Det er jo helt til grin. I virkeligheden aner ingen, hvilke og hvor mange østeuropæiske virksomheder, der opererer i Danmark, og staten går glip af trecifrede millionbeløb ved manglende betaling af moms.

Politikerne bliver nødt til at afsætte ressourcer til at føre intentionen med registret ud i livet og indføre hårdere bødestraffe for ikke at tilmelde sig,« mener Peter Hougård Nielsen. Hans bud er, at der er 2.400 østeuropæiske virksomheder i Danmark.

I dag kan man straffes med en bøde på 5.000 kroner for ikke at tilmelde sig RUT. Til sammenligning er bødestørrelsen op til 10 millioner kroner i Tyskland i de groveste tilfælde.

Børge Elgaard skyder på 3.000 østeuropæiske virksomheder i Danmark og er helt på linje med kritikken af RUT fra TIB.

»Ingen overholder tilmeldingspligten. Derfor må der mærkbare sanktioner til – højere bøder og pisk på torvet,« siger Børge Elgaard.

Ligesom Peter Hougaard Nielsen ville han gerne kunne bruge registret til at kunne kontakte de udenlandske virksomheder, så de kan blive budt velkommen og præsentere dem for det danske overenskomstsystem.