Polsk arbejdsmarked præget af kaos

Af Jesper With, freelancejournalist.

Kun 15 procent af polske lønmodtagere er medlem af en fagforening. På tærsklen til EU-medlemskab slås to rivaliserende fagbevægelser med lav organisering og høj arbejdsløshed. De håber nu, at EU kan skabe orden på kaos.

polsk1Den polske fagbevægelse er i dag kun en skygge af sig selv. 13 år efter rundbordssamtalerne mellem fagbevægelsen Solidaritet og kommunistpartiet, som førte til de første frie valg i Østeuropa i 40 år, står den polske fagbevægelse over for store udfordringer. Kun 15 procent af lønmodtagerne er organiserede, fagbevægelsen er splittet, og holdningen til den er mange steder negativ hos såvel arbejdsgivere som lønmodtagere. Med en stadig stigende arbejdsløshed er det polske arbejdsmarked præget af stor usikkerhed.

»Faktisk går det den forkerte vej, for i takt med, at flere og flere nye virksomheder har set dagens lys op gennem 1990´erne, er procentdelen af virksomheder, der er negativt indstillet over for os, vokset,« siger Miroslaw Nowicki, der er konsulent i den engang så mægtige fagbevægelse Solidaritet.

Fra sit ydmyge kontor på Plac Krzyzy i det centrale Warszawa ser han med ærgrelse på udviklingen på det polske arbejdsmarked, som efter hans mening går mod lønmodtagernes interesser.

»Nye polske virksomheder og i høj grad også udenlandsk ejede virksomheder udnytter, at fagforeningerne står svagt i Polen,« siger han.

Virksomheder: Nej til fagbevægelsen

Andrzej Matla fra den internationale afdeling i Solidaritet støder ofte ind i en mur, når han kontakter udenlandsk ejede virksomheder. »Vi er et privat firma, så derfor vil vi ikke have nogen fagforening her«, er et svar, han tit hører fra virksomhedsledelsen. Undersøgelser foretaget af Solidaritet viser, at 75-80 procent af de udenlandsk ejede virksomheder – der fylder godt i det polske landskab – afviser at se en fagforening repræsenteret på deres virksomhed.

»Mange steder fyres folk, hvis deres medlemskab »afsløres«,« siger Andrzej Matla.
Dog er det tit den lokale polske ledelse, der opfører sig så kritisabelt, og ikke ledelsen hjemme i de udenlandske moderselskaber. De polske ledere skyder sig selv i foden ved at forhindre fagforeningerne i at arbejde, og samtidig bryder de den polske arbejdsmarkedslovgivning.

»Det har moderselskaberne i EU-landene ingen interesse i, og jeg har flere gange set, at den centrale ledelse i udlandet ikke har været klar over forholdene i datterselskaberne i Polen.Mange lokale ledere kigger alene på bundlinjen og er mere hellige end paven i forhold til at lede en virksomhed uden indblanding,« siger Matla.

De har ikke forstået, at virksomhederne er vant til at arbejde i EU, hvor fagforeninger er en del af demokratiet.

»Mange virksomheder, ejet af firmaer i EU-lande, praktiserer helt klart social dumping hos os,« siger han.

Hans kollega og konkurrent Czeslaw Kulesza fra Polens anden store faglige organisation OPZZ er enig i, at der foretages social dumping i Polen. Et udtryk, som bruges om virksomheder og lande, der bevidst spekulerer i ringere vilkår for de ansatte for at kunne konkurrere internationalt.

»Det kan man gøre, fordi vi står svagt. Vi har ikke rigtig fået fat i lønmodtagerne under de store omstruktureringer, som landet har været igennem i de seneste 13 år. Mange arbejdere siger, at de har svært ved at se, hvad vi kan gøre for dem. Et andet problem er, at mange frygter at blive fyret, hvis de er medlem hos os,« siger han. Endelig lugter ordet fagbevægelse hos mange stadig af kommunisme og mangel på frihed, mener Kulesza.

Svage strukturer

Hubert Cambier fra sammenslutningen af frie fagforeninger, ICFTU, ser årsagen til problemerne i de svage polske strukturer efter omvæltningerne. Såvel fagbevægelse som arbejdsgiverorganisation står meget svagt, og derfor reguleres alt for meget på regeringsniveau.

»Der bør i højere grad forhandles kollektivt og på sektorniveau, men det er parterne for svage til,« siger Cambier.

LO-konsulent Lars Espersen er enig. Han deltager i et dansk-polsk projekt med deltagelse af LO og Dansk Industri om at styrke den sociale dialog på det polske arbejdsmarked. Det sker som led i forberedelsen til Polens optagelse i EU.

»Ganske vist findes der et organ, hvor fagbevægelse, arbejdsgiverorganisationer og regering diskuterer og vedtager ændringer i arbejdsmarkedslovgivningen og tilpasninger til EU’s lovgivning, men organisationerne er for svage til at gennemføre det vedtagne i praksis. Det er et stort problem,« siger Espersen.

polsk2Den polske fagbevægelses store håb er optagelsen i EU. Her er der enighed mellem de to fagforeningsledere Andrzej Matla og Czeslaw Kulesza fra henholdsvis Solidaritet og OPZZ. Begge håber, at EU-medlemskabet vil skabe mere ordnede forhold på arbejdsmarkedet.

»Vi bliver en del af det åbne marked med tilhørende EU-regler og love, der skal overholdes. Ingen har på sigt fordel af et underudviklet Polen,« siger Matla.

Han tror ikke, EU-medlemskabet vil betyde øget arbejdsløshed – som ellers frygtes blandt mange lønmodtagere – for Polen bliver mere stabilt via medlemskabet, og det vil trække investorer til, der skaber nye arbejdspladser.

Problemer med identiteten

Solidaritet og OPZZ har længe været konkurrerende fagbevægelser og er tit repræsenteret på en og samme virksomhed, hvor de appellerer til de samme ansatte.

»Efter mange års uvenskab er OPZZ og Solidaritet på det seneste begyndt at tale bedre sammen, og det er da et fremskridt,« siger Lars Espersen.

Han mener, at de to fagbevægelser lider under et identitetsproblem, som de er nødt til at gøre noget ved.

»Det er uklart, hvad de egentlig er. På den ene side er de fagbevægelser, men samtidig er begge tæt knyttet til et politisk parti,« siger han.

Solidaritet er knyttet til det konservative parti af samme navn, OPZZ til SLD, der er en slags socialdemokrati. Som parti blev Solidaritet nærmest udslettet ved valget i september 2001, og det er ikke længere repræsenteret i Polens parlament.

»Sammenblandingen af fagbevægelse og politisk parti skaber forvirring blandt lønmodtagerne. Fagbevægelserne må finde ud af, hvad de er, hvis de skal stå stærkere,« siger Lars Espersen.
Han peger desuden på et kulturelt problem, som til dels har rødder i kommunisttiden, hvor aktiv handling ikke blev belønnet. Både OPZZ og Solidaritet forventer, at regeringen skaber rammerne.

»De ser ikke sig selv som aktive aktører og fremstår derfor svagt i forhold til lønmodtagere, der overvejer, om et medlemskab kan betale sig. De skælder gerne ud på statsapparatet, men kommer ikke selv med visioner for fremtiden. De bør være langt mere aktive og udfarende, end de er nu,« mener Lars Espersen.