Politisk utroskab saboterer kriseløsning

Af Jan Birkemose, redaktør

Midt i krisen har det politiske cirkus sat alt i stå på grund af uenigheder om et lille hjørne, der primært handler om politiske signalværdier. Krisen kræver et fast fokus, og det skal være nu.

LEDER Arbejdsløsheden toppede, og politikerne floppede. Så kort kan torsdagens begivenheder i sidste uge sammenskrives. Efter 15 måneders uafbrudt stigning viste de nye arbejdsløshedstal, at hele 113.500 personer nu er uden arbejde. Derfor kunne man forvente, at landets ansvarlige politikere - med regeringen i spidsen - rykkede sammen for at løse problemerne. Men med en flok skoletrætte unge som alibi valgte de folkevalgte i stedet at sætte dansk politik på stand by og smadre 100 års stolte traditioner for konsensus og brede forlig. Flot!

Kernen i konflikten er de godt 10.000 unge mellem 15 og 17 år, som hverken er i gang med en ungdomsuddannelse eller et arbejde. Absurd nok er samtlige partier i Folketinget enige om, at det er uacceptabelt, at der er teenagere, der ikke laver dagens gode gerning. Men metoderne til at få de unge op af sofaen, deler Folketinget i de sædvanlige to blokke.

På den borgerlige side vil man straffe de unges forældre med den såkaldte roma-metode, der går ud på at snuppe børnechecken. Omvendt afviser oppositionen at lægge stemmer til at forringe økonomien for en gruppe familier, der for størstedelens vedkommende har det svært i forvejen.

Problemet er dog ikke større, end det er til at løse, hvis ellers der var en reel forhandlingsvilje fra begge sider. Men fronterne i dansk politik er trukket så hårdt op, at der ikke er blevet gjort det mindste forsøg på, at få enderne til at mødes. Tværtimod er Socialdemokraterne og de radikale mødt op til forhandlingerne om fordelingen af de otte milliarder kroner i den såkaldte globaliseringspulje med et ultimativt krav om, at fjernelsen af børnechecken blev taget af bordet. Og fra regeringens side har man lagt armene over kors og meddelt, at forslaget er ultimativt, og uanset om S og R vil acceptere forslaget eller ej, så vil det blive stemt hjem med Dansk Folkeparti.

Dermed bryder regeringen 100 års sund tradition for brede forlig. Når et politisk emne er en del af et forlig, så skal parterne blive enige. Derfor siger det sig selv, at ultimative forslag er bandlyste. Når tilbuddet om at S og R enten kan sige ubetinget ja eller skride, oven i købet foregår i regi af velfærdsforliget og udmøntningen af globaliseringspuljen, hvor det handler om førstehjælp til dansk uddannelse og forskning, nærmer det politiske cirkus sig det uanstændige.

Danmark står midt i en historisk stor krise med et gigantisk statsligt underskud, en voldsomt accelererende arbejdsløshed og et internationalt uddannelseskapløb, som vi år for år sakker længere og længere bagud i. I den situation må det være at folkekrav, at de valgte tager sig sammen og arbejder målrettet for at finde løsninger. Men faktum er, at politikerne har ladet et lillebitte hjørne, som reelt har større politisk signalværdi end egentligt indhold, sætte alt i stå.

Regeringen må indse, at de ikke kan sjakre med forligsstof. Enten bliver de enige, eller også erkender de, at de ikke kan få deres ideer igennem. At kortslutte processen ved at luske sine planer igennem ad bagdøren sammen med Dansk Folkeparti er politisk utroskab. Forlig handler om det modsatte. Nemlig troskab.