Politisk pres banede vej for barselsfonden

Af

I over ti år har kvindeorganisationer, fagforbund og politikere talt varmt for en barselsfond. Nu bliver den endelig en realitet - endda i en bedre udgave, end selv frontkæmperne havde troet på. Forklaringerne er faglig solidaritet, politisk pres og arbejdsgivernes frygt for konflikt.

Gennembrud Det var en glad LO-formand Hans Jensen, som forrige søndag på direkte tv kunne meddele, at LO og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) med forligsmandens hjælp og efter døgns intense forhandlinger var blevet enige om et mæglingsforslag. Dermed var ikke blot de kommende tre års overenskomster på det private arbejdsmarked på plads – hvis medlemmerne vel at mærke stemmer ja – men vigtigst af alt kunne Hans Jensen fortælle, at forhandlerne var blevet enige om at oprette en barselsfond.

Dermed har arbejdsgivere ikke længere nogen grund til at fravælge kvinder i den fødedygtige alder, når de ansætter nye medarbejdere. Helt uafhængigt af, hvor mange kvindelige ansatte der går på barselsorlov, vil alle virksomheder nemlig fremover betale det samme beløb til en barselsfond. Og det er så fonden, der betaler de ansattes løn under barsel.

Barselsfonden betragtes generelt som et stort skridt for ligestillingen på det danske arbejdsmarked, selv om den i første omgang kun dækker de cirka 650.000 LO-lønmodtagere, der er ansat i virksomheder under DA. Og det er langt fra første gang, barselsfonden har været på dagsordenen. De seneste ti år har fagbevægelse, politikere og kvindeorganisationer med jævne mellemrum talt varmt for den solidariske model.

Men hvad har gjort barselsfonden til en realitet ved netop denne overenskomstforhandling? På baggrund af samtaler med ledende aktører på arbejdsgiver- og lønmodtagersiden kan A4 pege på tre hovedårsager, der i samspil har ført til gennembruddet for barselsfonden i en solidarisk udformning, som de absolut færreste havde troet muligt for blot få måneder siden:

  • Et flertal af partier i Folketinget har truet med lovgivning, hvis arbejdsgivere og lønmodtagere ikke selv kunne blive enige. Det lagde et stærkt pres på arbejdsgiverne, fordi en central statslig ordning er meget dyrere end en fond, der blot omfatter virksomhederne under DA.
  • Set i lyset af arbejdsgivernes frygt for en dyr konflikt kunne lønmodtagerne i den sidste ende spille højt spil med barselsfonden.
  • Fagbevægelsen har stået mere samlet, end det tidligere er set på dette område.
Kaffeklubben råbte højt

De radikale stillede for lidt over et år siden forslag i Folketinget om at etablere en lovpligtig central barselsfond for hele det danske arbejdsmarked. Der var der imidlertid ikke opbakning til, men et flertal uden om regeringen pålagde  regeringen at undersøge, hvordan en fond kunne skrues sammen. Det lagde allerede et vist pres på arbejdsmarkedets parter op til overenskomstforhandlingerne. Meget sigende fik udvalgsarbejdet deadline 1. april i år, hvilket er umiddelbart efter, at overenskomstforhandlingerne kunne forventes afsluttet.

Beslutningen vakte opmærksomhed hos arbejdsgiverorganisationer og fagbevægelse og blev også bemærket i pressen. Det var imidlertid en kaffeklub på Christiansborg, der for alvor fik diskussionen til at rulle i medierne.

En klub af yngre kvinder fra en bred kreds af de politiske partier fra Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil til de konservatives Helle Sjelle meldte i oktober ud, at de bakkede op om en central barselsfond. Den utraditionelle alliance var guf for medierne, og da de konservatives landsråd – efter lidt divergerende konservative meldinger – enstemmigt vedtog, at en fond var officiel konservativ politik, var det store regeringsparti Venstre efterhånden alene om ikke at støtte en lovgivningsbaseret barselsfond.

Specielt konservative og socialdemokratiske politikere forsømte heller ikke en lejlighed til at opfordre arbejdsmarkedets parter til at tage hånd om barselsfonden, hvis de ville undgå lovgivning. En lovgivningsbaseret fond ville ikke blot blive dyrere for arbejdsgiverne, men også betyde, at politikerne kunne »skrue« på ordningen ved de årlige finanslovsforhandlinger.

Parter i parløb

Fordelene ved en frivillig barselsfond stod dog allerede klart for arbejdsgiverne i de kvindedominerede fag. Eksempelvis havde arbejdsgiverorganisationen Dansk Handel & Service (DHS) på dette område sammenfaldende interesser med de to HK-sektorer Privat og Handel. HK-sektorerne så en fordel, fordi deres mange kvindelige medlemmer ikke ville blive diskrimineret på grund af »barselsrisikoen«, og DHS havde klar økonomisk interesse i en solidarisk barselsfond, hvor mandefagene bidrog mere.

Derfor kørte specielt HK – og DHS på lidt mere forsigtig vis – en mediestrategi, der i høj grad handlede om at lægge ansvaret over på lovgiverne og dermed forstærke det politiske pres på arbejdsgiverne i de mandsdominerede brancher. Normalt er både arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer rørende enige om, at politikerne skal holde fingrene fra arbejdsmarkedsspørgsmål. Men i dette tilfælde bad begge parter deres politiske kontakter i både regeringspartierne og oppositionen om at fastholde det politiske pres på forhandlerne, når barselsfonden var røget for langt ned på den politiske dagsorden.

HK som spydspids

Det politiske pres på forhandlerne og den stærke medvind, som barselsfonden havde i medie-dækningen – og i befolkningen – var grunden til, at LO-fagbevægelsen i sidste ende turde spille højt spil under forhandlingerne.

HK var spydspids i den forstand, at HK-sektorerne indgik forlig med arbejdsgiverne med den klare betingelse, at de kun blev gældende, hvis man i Forligsinstitutionen blev enige om en barselsfond. Dermed spillede LO og HK også på den konfliktfrygt, som er en helt grundlæggende del af enhver større overenskomstforhandling.

I en overenskomstfornyelse, der ellers mest byder på mindre forbedringer af eksisterende ordninger som for eksempel pension, kunne den omdiskuterede barselsfond nemlig være den »sællert«, som sikrer et ja fra lønmodtagerne. Og blev der ikke fundet en tilfredsstillende løsning i forhold til en barselsfond, kunne arbejdsgiverne til gengæld se frem til sammenbrud, eller at en meget stor del af de 80.000 HK’ere – der traditionelt har en af de højeste ja-procenter – ville stemme nej til et eventuelt mæglingsforslag.

Dermed ville en dyr konflikt på arbejdsmarkedet formentlig være en realitet. Og den ville efter al sandsynlighed alligevel ende med, at regeringen greb ind og tvang en barselsfond igennem.

Lønmodtagerne fik for alvor færten af succes, da arbejdsgiverforeningen Dansk Byggeri midt i februar indgik forlig med byggeforbundene og etablerede en barselsfond. Den gjaldt i første omgang kun byggeriet, men kunne indgå i en større fond. Det var en klar indikation af, at arbejdsgiverne var parate til at tale solidariske barselsfonde, for hovedorganisationen Dansk Arbejdsgiverforening (DA) havde ganske givet nikket ja til den formulering. DA-formand Jørgen Vorsholt sidder nemlig også i Dansk Byggeris bestyrelse.

En stor del af hemmeligheden bag barselsfondens gennembrud er også, at fagbevægelsen på dette område har vist betydeligt mere solidaritet, end det tidligere har været tilfældet. I ligestillingsspørgsmål har det rene kvindeforbund KAD ofte kæmpet en forholdsvis ensom kamp – til tider sekunderet af HK. Men de mandsdominerede forbund, som udgør flertallet af LO-forbundene, har med Dansk Metal og Specialarbejderforbundet i spidsen langt fra altid vist den samme interesse.

Veltilrettelagt strategi

Denne gang har LO-fagbevægelsen imidlertid kørt en velorkestreret strategi. Tilbage i juni måned fremlagde man en barselsrapport, der satte tal på, hvad det ville koste de enkelte brancher, hvis man oprettede en eller flere fonde på DA/LO-området – eller hvis politikerne i givet fald oprettede én central fond for hele arbejdsmarkedet.

På baggrund af rapporten vedtog en enig LO-hovedbestyrelse at arbejde for en eller flere fonde. Dermed undgik man at støde de industriforbund fra sig, som insisterede på at bevare den selvstændige barselsfond, der allerede findes i industrien.

Frem til og under LO’s kongres i oktober blev ligestilling og barselsfond et mere og mere dominerende tema, som også flere mandsdominerede forbund som eksempelvis Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (NNF) bakkede fuldt og helt op om. Det højtprofilerede ligestillingstema på kongressen bandt også nærmest LO-fagbevægelsen op på at levere resultater i forhold til barselsfonden. Samtidig kørte man en meget bevidst mediestrategi op til overenskomstforhandlingerne, hvor standardsvaret til medierne var, at finansieringen af løn under barsel måtte arbejdsgiverne finde ud af. Dermed forsøgte fagbevægelsen omhyggeligt at undgå, at etableringen af en eller flere barselsfonde blev et overenskomstkrav, som lønmodtagerne dermed også skulle betale for at få indfriet.

I sidste fase af forhandlingerne, hvor det var op til LO-toppen at handle sig frem til en barselsfond i Forligsinstitutionen, var der heller ingen i baglandet, der stillede sig på bagbenene.

Men for de store industriforbund, som allerede indgik forlig først i februar, kommer den nye fondsløsning  ikke til at koste noget. Taberen i det afsluttende spil var NNF. Arbejdsgivernes ultimative krav for at acceptere en mæglingsskitse var nemlig, at produktionstabet ved overenskomststridige strejker på slagterierne fremover i et vist omfang skal kunne indhentes uden overarbejdsbetaling. En ordning, som slagteriarbejderne viste deres voldsomme utilfredshed med ved at strejke flere dage i sidste uge.