PENGE PÅ LOMMEN

Politisk nervekrig om lønhop til au pairs

Af | @GitteRedder

Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF vil presse regeringen til at give au pairs 5.000 kroner om måneden. Regeringen lægger op til at forhøje de såkaldte lommepenge til 4.000 kroner om måneden, men allerede her står Vog K af.

Hvis det står til SF, Enhedslisten og DF, skal au pairs som disse filippinske piger have 5.000 kroner om måneden at bruge for eksempel på loppemarked. 

Hvis det står til SF, Enhedslisten og DF, skal au pairs som disse filippinske piger have 5.000 kroner om måneden at bruge for eksempel på loppemarked. 

Foto: Jakob Dall/Scanpix

Dansk Folkeparti går nu sammen med Enhedslisten og SF og kræver, at mere end 3.000 au pairs i Danmark får hævet deres såkaldte lommepenge fra 3.250 kroner til 5.000 kroner om måneden.

Regeringen lægger i et nyt udspil op til, at lommepengene kun skal stige til 4.000 kroner, men det er alt for lidt for 30 timers støvsugning, madlavning og børnearbejde om ugen, mener de tre partier.

Selvom det ikke er en beskæftigelsesordning, er der en del arbejde at udføre for au pairs, og derfor er det rimeligt, at de får mere i løn end de 4.000 kroner, som regeringen lægger op til. Martin Henriksen (DF)

Dansk Folkepartis au pair-ordfører, Martin Henriksen, kalder det helt rimeligt, at au pairs får højere løn og mere frihed.

»Vi har ikke lagt os fast på noget bestemt tal, men det lyder ikke på nogen måde urimeligt at give au pairs 5.000 kroner om måneden i lommepenge. Selvom det ikke er en beskæftigelsesordning, er der en del arbejde at udføre for au pairs, og derfor er det rimeligt, at de får mere i løn end de 4.000 kroner, som regeringen lægger op til,« siger Martin Henriksen.

DF-ordføreren mener, at au pairs herhjemme ofte knokler mere, end de er på kulturel udveksling, og at man skal kalde tingene ved sit rette navn.

»Au pairs kan godt få lidt mere i løn og lidt mere frihed. De skal simpelthen have bedre løn- og arbejdsforhold,« siger Martin Henriksen.

Ordningen kan blive for bureaukratisk

Dermed erklærer Dansk Folkeparti sig enig med SF og Enhedslisten, der gerne ser, at lommepengene forhøjes til 5.000 kroner eller mere for au pair-personer i Danmark.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) er for nylig kommet med et udspil, der skal forbedre vilkårene for au pairs i Danmark.

Udover at forhøje lommepengene lægger regeringen op til mere frihed til au pairs samt, at der skal udarbejdes såkaldte arbejdstidsskemaer, hvor værtsfamilierne både skal beskrive arbejdsopgaverne og klart angive, hvornår au pairen har fri og ikke skal stå til rådigheden på matriklen.

Endelig lægger Mette Frederiksen i sit udspil op til, at au pairs får flere rettigheder på en lang række punkter, blandt andet ved opsigelse og ved eventuel graviditet.

Partierne er netop begyndt at forhandle beskæftigelsesministerens udspil, og en rundringning viser, at de på især lommepengenes størrelse og registrering af arbejdstid og opgaver ligger langt fra hinanden.

Hvis vi samlet set gør ordningen dyrere ved at sætte lommepengene op, og familierne måske også skal betale for flybilletter tur-retur og sprogkurser, begynder det at blive meget dyrt. Fatma Øktem (V)

Således advarer både Konservative og Venstre om, at au pair-ordningen risikerer at blive for dyr for danske børnefamilier. De to partier er modstandere af, at lommepenge, flybilletter og andre udgifter stiger, så det bliver umuligt for børnefamilier i fremtiden at tage imod en au pair.

»For Venstre er det vigtigt, at vi ikke kommer til at gøre den her ordning så dyr og bureaukratisk, at det kun bliver noget som bestemte familier med høj indkomst kan benytte sig af,« siger Venstres ordfører Fatma Øktem og fortsætter:

»Rigtig mange danske børnefamilier bruger ordningen i dag og er glade for den, men hvis vi samlet set gør ordningen dyrere ved at sætte lommepengene op, og familierne måske også skal betale for flybilletter tur-retur og sprogkurser, begynder det at blive meget dyrt. Det, synes vi, er ærgerligt,« siger hun.

Hun understreger, at Venstre også siger klart nej til, at værtsfamilierne skal begynde at registrere tidsplaner og arbejdsplaner i detaljer.

»Vi kan ikke se, at man både skal gøre det meget dyrere og meget mere bureaukratisk for familierne. Vi går ikke ind for skemaer og alt mulig registrering, og at ordningen samlet set bliver dyrere for familierne,« siger hun.

Det er fedterøveri. Hvis rige mennesker i det her land ikke kan give au pairs et højere beløb for at udføre arbejde i deres hjem, er det virkelig underligt. Jørgen Arbo-Bæhr (EL)

Fakta Øktem tilføjer dog, at Venstre ikke afviser, at man kan sætte lommepengene lidt op, så længe ordningen samlet set ikke bliver dyrere for de danske familier.

Også Konservative har meldt, at de ikke bakker op om at forhøje lommepengene, så det bliver dyrere for børnefamilierne at have en au pair.

Venstre og Konservative er fedterøve

Enhedslistens Jørgen Arbo-Bæhr ryster på hovedet over, at Venstre og Konservative ikke kan bevilge de fortrinsvis filippinske au pair-personer en lønforhøjelse.

»Det er fedterøveri. Hvis rige mennesker i det her land ikke kan give au pairs et højere beløb for at udføre arbejde i deres hjem, er det virkelig underligt, « konstaterer han.

Enhedslisten ser ligesom SF gerne, at lommepengene stiger til minimum 5.000 kroner om måneden, sådan at au pairs foruden kost og logi samt en række andre udgifter forbundet med opholdet får en nogenlunde betaling for en 30 timers arbejdsuge.

»Selvfølgelig skal lommepengene stige. Også for at sikre, at det ikke er social dumping,« fastslår Jørgen Arbo-Bæhr.

Han glæder sig over, at både regeringspartierne samt Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF er enige om, at au pairs som minimum får et lønhop til 4.000 kroner om måneden.

Au pairs skal kunne blive i Danmark

Liberal Alliance bakker også op om en forhøjelse af lommepengene til cirka 4.000 kroner, fortæller au-pair-ordfører Merete Riisager. Hun betegner regeringens udspil som ’fredsommeligt’ og mener, at partierne sagtens kan nå hinanden på mange strækninger.

Til gengæld ryster hun ligesom Venstre på hovedet over, at regeringen lægger op til de såkaldte ’udvidede arbejdstidsskemaer’.

»Det her udspil gør alting mere bøvlet og bureaukratisk. Ordningen i dag har jo sin fordel i ikke at være bureaukratisk, fordi det er kulturel udveksling. Det er synd, at der lægges op til at gøre det mere besværligt,« siger Merete Riisager.

Liberal Alliance ser til gengæld gerne, at au pairs får mulighed for at blive i Danmark efter de to år, som au pair-ordningen tillader. Og det vil partiet have på dagsordenen, når Mette Frederiksen igen indkalder til forhandlinger.

»Hvis au pair-personer har fået et arbejde på almindelige vilkår og ikke ligger samfundet til last og modtager sociale ydelser, kan man sagtens forestille sig, at de får en opholdstilladelse i nogle år og arbejder her,« siger Merete Riisager:

»Au pairs har lært dansk sprog og dansk kultur, og mange kommer med gode uddannelser. Får de et arbejde på lige vilkår med danskerne, er det rimeligt, at de får en midlertidig opholdstilladelse,« siger Merete Riisager og henviser til, at den mulighed også findes i Norge.

Uden for pædagogisk rækkevidde

Men Dansk Folkeparti afviser at give au pairs mulighed for at få job i Danmark efter au pair-opholdet og advarer mod, at det vil føre til pres på danskernes lønninger.

»Jeg betragter Liberal Alliance som værende uden for pædagogisk rækkevidde. De har en tendens til at anskue hele verden som et stort arbejdsmarked. Hvis du har været au pair i Danmark til en meget lavere løn end det, der kendetegner det almindelige arbejdsmarked, er du villig til at tage et arbejde til en løn, der er langt lavere end danskernes. Hvis Liberal Alliance gør det her, vil man for alvor kunne tale om løndumping, og det vil jeg fraråde,« siger Martin Henriksen.

Han tilføjer, at man hellere skulle bruge kræfter på at få ledige danskere og ledige indvandrere med bopæl i Danmark i job frem for at give au pairs muligheder for at blive her.